Anmeldelse
Labyrinten af Jens Baggesen
- Log ind for at skrive kommentarer
Jens Baggesens rejseskildring er med sit ærlige, dybdeskuende psykologiske selvportræt ganske enkelt selve indledningen til den moderne danske litteratur.
Jens Baggesen foretog en rejse ud i Europa i 1789 og udsendte i årene 1792 og 1793 i to bind Labyrinten som skildring af den store rejse. Titlen er ganske overraskende i forhold til den fysiske rejse, der var en ganske traditionel kurrejse fra København med ophold i bl.a. Pyrmont og videre til Basel. Det labyrintiske ligger ikke i rejsen - men i den rejsende. Bogen er nemlig et modigt, vibrerende selvportræt af en foruroliget ung mands mentale reaktioner på det, han møder på sin rejse, det er hans sind, der er labyrintisk. Undervejs stopper Baggesen op og formulerer i nogle punkter en slags program for sin rejse, det hedder her bl.a..
" 1
Reis bestandig mod Syden saa langt du kan, dog saaledes, at du seer dig om til begge Sider mod Østen og Vesten, for ei at gaae reent efter Næsen!
2
Studer paa din Reise fornemmelig dig selv og Menneskene; nyd og føl Naturen; og lad dit Hierte overalt lede dig, hvor Fornuften ikke veed Veien!"
Allerede i den såkaldte "Forerindring" beskriver Baggesen sit projekt og beskæftiger sig med selve kategorien rejsen som åndsform. Og i selve rejsebogens start fører han i en formidabel tour de force i kapitlet "Passet" læseren ind i det labyrintiske i en hæsblæsende skildring af digteren i kampen mod uret for at få fat i det nødvendige pas, inden hans skib sejler. Det er artistisk forrygende flot!
Baggesen giver sig tid til undervejs at skildre personer, han møder, fra kendte kulturpersonligheder til tilfældige bekendtskaber, han skriver om kunst og kultur, han skriver om natur og byer, han går glødende op i den franske revolution, han erklærer sig som verdensborger, han tordner mod antisemitisme - og kan såmænd også hellige et afsnit til det at have afføring! Længere omkring kan man vel dårligt forvente at komme ...
Baggesens sprog er fantastisk, dirrende, vibrerende, af og til samler det sig til en slags syngende prosa, af og til krystalliserer det sig til regulær lyrik, det er et smidigt sprogligt mesterskab, som er helt imponerende og særegent. Baggesens hjerte er yderst letantændeligt, må man sige, han reagerer på næsten alt det kvindekøn, han ser på sin vej, blot et flygtigt kig kan f.eks føre til et sprogforløb som dette:
"Hun fløi med lette Fied paa de blomstrende Steene. Jeg siger blomstrende Steene, fordi Steenene virkelig blomstrede under hendes Fødder, ved det at hun tabte sin Blomsterkost. I det hun bukkede sig for at tage den op igien, vilde den gunstige Pantaleon, at en Ring, en Naal, eller en Armbaandshægte hæftede sig i den underste Søm af den flagrende Skye, hun var svøbt i, saa at Haanden, i det hun løftede Blomsterne op fra Jorden, tog saa meget af Skyen med, som behøvedes, for at vise mit rusende Blik den nydeligste Fod indtil en Haandfavn fra Knæet -"
Alt dette for et møde med en kvinde på en tilfældig gade! Og når det virkelig gælder, kan Baggesen spænde sproget til den yderste grænse, således i en af bogens væsentlig scener, bestigelsen af spiret på katedralen i Strasbourg, på den tid verdens næsthøjeste bygning og en ufattelig og dumdristig bedrift:
"Er det Lyst eller Smerte, jeg føler i denne svimlende Tilstand? er jeg Livet eller Døden nærmere på denne støvløse Pynt? Jeg vorder, og ophører - skabes og tilintetgiøres - triumpherer og daaner i een og samme Fornemmelse!"
Så sublimt kan det blive!
Baggesen foregiver at lade sig lede af nuet, men det gør ikke Labyrinten til en tilfældighedsrejse, tværtimod, den er ganske stramt komponeret om nogle hovedpunkter med nogle kernekapitler som det allerede nævnte om passet som det første efterfulgt af f.eks. skildringen af det jødiske kvarter i Frankfurt, af Manheim ("Staden paa Vers") og altså til slut opstigningen på tårnspiret i Strasbourg som den svimlende slutning.
Labyrinten er ganske enkelt et af de mest overrumplende og uomgængelige værker i dansk litteratur med sin modernitet, hvor den ydre rejse bliver den inddre erkendelse skildret i et overraskende modigt selvportræt. Alligevel er værket ikke mod al sund fornuft med i den danske litterære kanon, ligesom det i nyere tid stort set kun har været tilgængeligt i bearbejdede udgaver. Heldigvis skulle en nyudgave komme til foråret 2014 fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Måske vi så kan få den formidable rejsebog bragt ind på sin retmæssige plads i dansk litteraturhistorie - og meget gerne ind på en plads i danskernes bevidsthed.
Læs Labyrinten, rejs med - det er en rejse for livet!
Skrevet af Torben Wendelboe
- Log ind for at skrive kommentarer
Jens Baggesens rejseskildring er med sit ærlige, dybdeskuende psykologiske selvportræt ganske enkelt selve indledningen til den moderne danske litteratur.
Jens Baggesen foretog en rejse ud i Europa i 1789 og udsendte i årene 1792 og 1793 i to bind Labyrinten som skildring af den store rejse. Titlen er ganske overraskende i forhold til den fysiske rejse, der var en ganske traditionel kurrejse fra København med ophold i bl.a. Pyrmont og videre til Basel. Det labyrintiske ligger ikke i rejsen - men i den rejsende. Bogen er nemlig et modigt, vibrerende selvportræt af en foruroliget ung mands mentale reaktioner på det, han møder på sin rejse, det er hans sind, der er labyrintisk. Undervejs stopper Baggesen op og formulerer i nogle punkter en slags program for sin rejse, det hedder her bl.a..
" 1
Reis bestandig mod Syden saa langt du kan, dog saaledes, at du seer dig om til begge Sider mod Østen og Vesten, for ei at gaae reent efter Næsen!
2
Studer paa din Reise fornemmelig dig selv og Menneskene; nyd og føl Naturen; og lad dit Hierte overalt lede dig, hvor Fornuften ikke veed Veien!"
Allerede i den såkaldte "Forerindring" beskriver Baggesen sit projekt og beskæftiger sig med selve kategorien rejsen som åndsform. Og i selve rejsebogens start fører han i en formidabel tour de force i kapitlet "Passet" læseren ind i det labyrintiske i en hæsblæsende skildring af digteren i kampen mod uret for at få fat i det nødvendige pas, inden hans skib sejler. Det er artistisk forrygende flot!
Baggesen giver sig tid til undervejs at skildre personer, han møder, fra kendte kulturpersonligheder til tilfældige bekendtskaber, han skriver om kunst og kultur, han skriver om natur og byer, han går glødende op i den franske revolution, han erklærer sig som verdensborger, han tordner mod antisemitisme - og kan såmænd også hellige et afsnit til det at have afføring! Længere omkring kan man vel dårligt forvente at komme ...
Baggesens sprog er fantastisk, dirrende, vibrerende, af og til samler det sig til en slags syngende prosa, af og til krystalliserer det sig til regulær lyrik, det er et smidigt sprogligt mesterskab, som er helt imponerende og særegent. Baggesens hjerte er yderst letantændeligt, må man sige, han reagerer på næsten alt det kvindekøn, han ser på sin vej, blot et flygtigt kig kan f.eks føre til et sprogforløb som dette:
"Hun fløi med lette Fied paa de blomstrende Steene. Jeg siger blomstrende Steene, fordi Steenene virkelig blomstrede under hendes Fødder, ved det at hun tabte sin Blomsterkost. I det hun bukkede sig for at tage den op igien, vilde den gunstige Pantaleon, at en Ring, en Naal, eller en Armbaandshægte hæftede sig i den underste Søm af den flagrende Skye, hun var svøbt i, saa at Haanden, i det hun løftede Blomsterne op fra Jorden, tog saa meget af Skyen med, som behøvedes, for at vise mit rusende Blik den nydeligste Fod indtil en Haandfavn fra Knæet -"
Alt dette for et møde med en kvinde på en tilfældig gade! Og når det virkelig gælder, kan Baggesen spænde sproget til den yderste grænse, således i en af bogens væsentlig scener, bestigelsen af spiret på katedralen i Strasbourg, på den tid verdens næsthøjeste bygning og en ufattelig og dumdristig bedrift:
"Er det Lyst eller Smerte, jeg føler i denne svimlende Tilstand? er jeg Livet eller Døden nærmere på denne støvløse Pynt? Jeg vorder, og ophører - skabes og tilintetgiøres - triumpherer og daaner i een og samme Fornemmelse!"
Så sublimt kan det blive!
Baggesen foregiver at lade sig lede af nuet, men det gør ikke Labyrinten til en tilfældighedsrejse, tværtimod, den er ganske stramt komponeret om nogle hovedpunkter med nogle kernekapitler som det allerede nævnte om passet som det første efterfulgt af f.eks. skildringen af det jødiske kvarter i Frankfurt, af Manheim ("Staden paa Vers") og altså til slut opstigningen på tårnspiret i Strasbourg som den svimlende slutning.
Labyrinten er ganske enkelt et af de mest overrumplende og uomgængelige værker i dansk litteratur med sin modernitet, hvor den ydre rejse bliver den inddre erkendelse skildret i et overraskende modigt selvportræt. Alligevel er værket ikke mod al sund fornuft med i den danske litterære kanon, ligesom det i nyere tid stort set kun har været tilgængeligt i bearbejdede udgaver. Heldigvis skulle en nyudgave komme til foråret 2014 fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Måske vi så kan få den formidable rejsebog bragt ind på sin retmæssige plads i dansk litteraturhistorie - og meget gerne ind på en plads i danskernes bevidsthed.
Læs Labyrinten, rejs med - det er en rejse for livet!
Skrevet af Torben Wendelboe
Kommentarer