Absurde og raffinerede noveller hvor fortællerens troværdighed er sat alvorligt på spil.
Virkeligheden er aldrig, hvad den ser ud til. Det synes at være udgangspunktet for de tyve korte, men raffinerede noveller i John Bang Jensens anden novellesamling "Kystnære områder".
I den første samling, "Boks", der udkom i 2002, kredsede teksterne om mulige katastrofer der tog afsæt i små hverdagsagtige begivenheder der efterhånden som fortællingen skred frem ændrede karakter og blev forvrænget til mindre mareridt af surreel karakter.
Vanvittig godt lavet, fordi man som læser drages med ind i en detektivisk søgen efter en opklaring af et (muligt) mysterium.
Det er samme fortælletekniske greb der er på færde i den nye samling. Bogen består af ultrakorte tekster hvor den mindste fortælling er på bare én side, og den længste er på tolv. Men det gør ingenting for novellernes komprimerede form giver masser af eftertanke og højlydte grin. Vi hører bl.a. om mødet med Palmes virkelige morder og Bob Dylan som Faktarytter i Tour de France og får gentaget en lille pornografisk detalje ved en pilots møde med to kvindelige stewardesser.
John Bang Jensen har et særligt fortælleteknisk talent for at give liv til en lille, ubetydelig detalje og lade den vokse, nogen gange abnormt, forvrænget og pludselig fremtræder en helt anden betydning for øjnene af læseren. Og derfor er det vigtigt at holde godt øje med fortælleren. For hvor troværdig er han lige? Som i den lille korte novelle "Min gode stol" hvor fortælleren lægger ud med at være garant for den klippefaste sandhed i avisen, men ender splittet og opgivende med at erkende at den ene mening kan være lige så god som den anden.
Troværdigheden er også omdrejningspunktet i "Skema" som er en af samlingens bedste noveller. Læseren narres af fortællerens gentagne forsikringer om hvor normal hans hverdag er til at tro på hvad han siger. Men det viser sig at sproget er forræderisk og fører fortælleren lige lukt ud i både kriminalitet og misbrug.
Læseren lokkes på glatis for at lede efter en logik, en sammenhæng eller et fast holdepunkt at orientere sig ud fra. Men virkeligheden er ikke hvad den giver sig ud for at være, heller ikke i sproget. Nyd det!
Borgen, 2008. 111 sider
Kommentarer