Tag med en af 1900-tallets mest markante franske stemmer tilbage til 1920’ernes Paris og helt derind, hvor livet gør ondt: i kærligheden, jalousien og længslen efter det tabte.
Hele 22 noveller er samlet på blot 160 sider i dette bind i Forlaget Vandkunstens serie ’Store fortællere i lommeformat’, og man må sige, at indholdet i dén grad lever op til seriens navn. I sine korte, stramt komponerede fortællinger om ulykkelige ægtefolk, forsmåede elskere og pludselige dødsfald udforsker Sidonie-Gabrille Colette (1873-1954) hele det menneskelige følelsesspektrum og giver læseren et smugkig ind i sine hovedpersoners fascinerende – og ofte tragiske – liv.
Sidonie-Gabrielle Colette er en af fransk litteraturs mest interessante skikkelser, som udover sit skønlitterære forfatterskab også slog sig løs som journalist, skuespiller og mime-artist. I ’Kvinden bag masken’ (La femme cachée, 1924) får vi nogle af hendes bedste noveller, elegante litterære vignetter, som hovedsageligt udspiller sig i 1920’ernes parisiske overklasse, hvor forfatteren selv færdedes. I den første historie, som samlingen henter sit navn fra, som slår tonen an for resten af novellerne, er vi til maskebal i operaen. Her udspionerer en jaloux ægtemand sin hustru i forventningen om, at hendes elsker findes blandt de maskerede festdeltagere. Han overraskes først over hendes letsindige opførsel, frigjort fra den vante rolle som hustru i maskeradens anonyme virvar af kroppe og kostumer, men må til sidst erkende, at det er lige præcis denne frihed, der drager hende, snarere end en egentlig elsker:
”[…] han var sikker på, at hun hverken ventede på eller ledte efter nogen, og at hun, i næste øjeblik, ville efterlade de læber, der var fastholdt under hendes egne som en presset drue, gå derfra, vandre videre, udplukke en anden forbipasserende, for så at glemme ham og, lige til hun følte sig træt og begav sig hjem, blot nyde den uhyre glæde ved at være alene, fri, sandfærdig i al sin medfødte dyriskhed, være den ukendte, for evigt enlige og skamløse kvinde, som skjult bag en lille maske og et hermetisk kostume har genvundet sin uafhjælpelige ensomhed og uanstændige uskyld.”
Netop forholdet mellem kønnene, den uopnåelige kærlighed, og konflikten mellem sociale normer og menneskets skjulte drifter er blandt de temaer, som optager Colette mest, særligt i forhold til ægteskabet og de roller, som kvinder forventedes at tilpasse sig. I novellen ’Hånden’ er scenen sat i soveværelset hos et nygift par, hvor den unge hustru, i første omgang næsten ør af lykke over sit ’ægteskabelige eventyr’, for første gang lægger mærke til sin mands ’abeagtigt og gement udseende’ hånd. Da han næste morgen tilbyder hende et stykke brød til morgenmaden må hun kæmpe for at ikke at afsløre sin væmmelse:
”Hun skælvede og fik myrekryb op over armene og ned langs ryggen.
-Åh! Nej…Nej…
Så skjulte hun sin skræk, betvang sig tappert, og som starten på sit livs dobbelthed, resignation og usle, delikate diplomati lænede hun sig forover og kyssede ydmygt den monstrøse hånd.”
Med sit knivskarpe sprog dissekerer Colette således de sociale koder og forventninger, som styrer vores nære relationer, vel at mærke uden at dømme eller moralisere, men med antydninger og observationer, som lader læseren tænke med og drage sine egne konklusioner. Spillet mellem det sagte og det usagte beherskes til perfektion i Colettes på én gang både sanselige og afmålte prosa (her i Annette Davids fine oversættelse), og selvom den verden, som hendes figurer færdes i, er en anden end vores, taler Colettes udforskning af de roller, vi alle spiller og de masker, vi alle bærer, i høj grad ind i en nutidig sammenhæng.
Kommentarer