Anmeldelse
Kvindehjerter
- Log ind for at skrive kommentarer
I brevromanens intime bekendelsesrum finder man skyld, skam og selvbedrag, men også humor og samhørighed, når begær og ægteskabets snævre rammer skrives frem.
1910 var året, hvor både Den farlige alder og ’Kvindehjerter’ udkom – begge under pseudonym. Begge skabte også både succes og skandale på grund af de fælles tematikker om køn, seksualitet, overgangsalder og emancipation. Først i genudgivelsen er både forfatter Karin Michaëlis samt skuespiller og teaterchef Betty Nansen krediterede som bagkvinderne bag brevvekslingen. Kristina Stoltz’ fine forord sætter bogen ind i en nutidig kontekst og skriver sig samtidig ind i den populære tendens med at genintroducere glemte kvindeskikkelser i litteraturen og historien.
Romanen bygger på faktiske breve mellem Michaëlis og Nansen, hvor det bearbejdede materiale alligevel kan afsløre, hvem karaktererne afspejler. To, nu fremmedgjorte, barndomsveninder genoptager kontakten pr. brev indledt af grevinde Demidchof, kaldet Maiza (Nansen). Hun rækker ud til Betzy (Michaëlis) for både at lette hjertet i sit ulykkelige ægteskab, og fordi hun har hørt rygtet om, at Betzy er blevet forladt af sin mand for en yngre model. Brevformen skaber et intimt rum for både karaktererne og læseren, hvor man får indsigt i deres tanker og følelser. Det leder dog også til, at nogle af brevene fortaber sig en indforståethed, som kan skabe lidt forvirring for læseren. Kvinderne trænger begge til nogen at tale og dele deres inderste med, i bund og grund en veninde. Dog kommer deres stolthed og selvbedrag indimellem i vejen for at forstå hinanden og være helt ærlige. Ligesom Maiza udtrykker ægteskabets lod, gælder det også somme tider i venindeskabet: ”Det er bekvemt at være to. Man lyver så dejligt sammen.”
Det er både underholdende og velskrevet, hvordan kvinderne skifter mellem at skubbe hinanden væk, holde sammen og i fællesskab reflektere over deres livssituationer. Deres fortrolighed om Maizas elskere og Betzys ensomhed øges, for mod slutningen alligevel at dø ud. Undervejs har man fået indsigt i, hvordan de repræsenterer to vidt forskellige kvindeskikkelser, men som begge kæmper med at være seksuelle væsner og opleve frihedstrang under datidens samfundsnormer. “Hvor er vi stakkels kvindfolk dog forkrøblede og forkvaklede,” skriver Maiza med henvisning til den skam, kvinderne også forbinder med deres begær.
I brevromanen indvies man på glimrende vis i kvindelig erfaring udtrykt som et privat oprørsforsøg et sted, hvor mændene ikke kan læse med. Bogen er skrevet i en tid, hvor mændene i høj grad dominerede samfundet og litteraturen, og den udkom mens både Michaëlis og Nansen lå i hver sin begyndende skilsmisse. Deraf stammer især bogens skandaleværdi, men succesen stammer klart fra det rørende, helstøbte og underholdende portræt af samtidens kvinder med bankende og blødende hjerter.
- Log ind for at skrive kommentarer
I brevromanens intime bekendelsesrum finder man skyld, skam og selvbedrag, men også humor og samhørighed, når begær og ægteskabets snævre rammer skrives frem.
1910 var året, hvor både Den farlige alder og ’Kvindehjerter’ udkom – begge under pseudonym. Begge skabte også både succes og skandale på grund af de fælles tematikker om køn, seksualitet, overgangsalder og emancipation. Først i genudgivelsen er både forfatter Karin Michaëlis samt skuespiller og teaterchef Betty Nansen krediterede som bagkvinderne bag brevvekslingen. Kristina Stoltz’ fine forord sætter bogen ind i en nutidig kontekst og skriver sig samtidig ind i den populære tendens med at genintroducere glemte kvindeskikkelser i litteraturen og historien.
Romanen bygger på faktiske breve mellem Michaëlis og Nansen, hvor det bearbejdede materiale alligevel kan afsløre, hvem karaktererne afspejler. To, nu fremmedgjorte, barndomsveninder genoptager kontakten pr. brev indledt af grevinde Demidchof, kaldet Maiza (Nansen). Hun rækker ud til Betzy (Michaëlis) for både at lette hjertet i sit ulykkelige ægteskab, og fordi hun har hørt rygtet om, at Betzy er blevet forladt af sin mand for en yngre model. Brevformen skaber et intimt rum for både karaktererne og læseren, hvor man får indsigt i deres tanker og følelser. Det leder dog også til, at nogle af brevene fortaber sig en indforståethed, som kan skabe lidt forvirring for læseren. Kvinderne trænger begge til nogen at tale og dele deres inderste med, i bund og grund en veninde. Dog kommer deres stolthed og selvbedrag indimellem i vejen for at forstå hinanden og være helt ærlige. Ligesom Maiza udtrykker ægteskabets lod, gælder det også somme tider i venindeskabet: ”Det er bekvemt at være to. Man lyver så dejligt sammen.”
Det er både underholdende og velskrevet, hvordan kvinderne skifter mellem at skubbe hinanden væk, holde sammen og i fællesskab reflektere over deres livssituationer. Deres fortrolighed om Maizas elskere og Betzys ensomhed øges, for mod slutningen alligevel at dø ud. Undervejs har man fået indsigt i, hvordan de repræsenterer to vidt forskellige kvindeskikkelser, men som begge kæmper med at være seksuelle væsner og opleve frihedstrang under datidens samfundsnormer. “Hvor er vi stakkels kvindfolk dog forkrøblede og forkvaklede,” skriver Maiza med henvisning til den skam, kvinderne også forbinder med deres begær.
I brevromanen indvies man på glimrende vis i kvindelig erfaring udtrykt som et privat oprørsforsøg et sted, hvor mændene ikke kan læse med. Bogen er skrevet i en tid, hvor mændene i høj grad dominerede samfundet og litteraturen, og den udkom mens både Michaëlis og Nansen lå i hver sin begyndende skilsmisse. Deraf stammer især bogens skandaleværdi, men succesen stammer klart fra det rørende, helstøbte og underholdende portræt af samtidens kvinder med bankende og blødende hjerter.
Kommentarer