Anmeldelse
Kupé nr. 6 af Rosa Liksom
- Log ind for at skrive kommentarer
Velskrevet og poetisk roman om en togrejse med den transsibiriske jernbane i 1986.
”Toget susede forbi nedkølede sovjetlandsbyer og befolkningscentre, de lagde navnløse byers forstadshelveder bag sig. Fra en fjerntliggende kupé lød slagermusik.”
Der er nu noget med togrejser – folk mødes tilfældigt, er sammen under rejsen, hvorefter deres veje skilles igen. Den ramme har flere forfattere brugt, blandt andre så forskellige forfattere som Anita Nair i ’Damekupeen’, Leonid Tsypkin i ’En sommer i Baden-Baden’ og Poul Vad i ’Kattens anatomi’.
I ’Kupé nummer 6’ i toget fra Moskva til Ulan Bator i Mongoliet mødes pigen og manden. Hun er finsk og studerer arkæologi i Moskva, og hun tager til Ulan Bator for at se nogle meget berømte helleristninger, men også – nok så vigtigt – for at få klarhed over sit liv, efter at hun har brudt med sin kæreste. Han er en 45-årig russer, som er på vej til Ulan Bator for at arbejde på en byggeplads. Året er 1986, og rejsen går gennem et Sovjetunionen i opløsning. Samtidig med at toget bevæger sig igennem smukke landskaber, passeres også forladte byer og huse i forfald. En af de mange modsætninger, som romanen er fyldt med.
Også kupeens to passagerer er vidt forskellige: Han er den udadvendte og brovtende, der snakker og fortæller om sin opvækst som gadedreng i Moskva, om sit store forbrug af kvinder, han drikker vodka og er meget nærgående over for pigen. Hun derimod er meget tavs, i starten er hun bange for manden, og hendes liv får vi fortalt gennem hendes tanker. Men efterhånden, som rejsen nærmer sig endemålet, opstår en form for fortrolighed mellem de to.
Har du lyst til at have musik i baggrunden under læsningen, er der masser af forslag, for der toner næsten hele tiden musik ud af de slidte højttalere i toget: Moskva-nætter, Sjostakovitjs 7. symfoni, Tjajkovskijs 6. symfoni, En fauns eftermiddag af Debussy og mange flere.
Det er stor kunst, som den finske forfatter Rosa Liksom her præsenterer. På baggrund af togrejsen fortæller hun om Sovjetunionen, om forfaldet, fattigdommen og trøstesløsheden, men også om det storladne land og stoltheden hos mange russere. Rosa Liksoms sprog er helt specielt, meget poetisk og malende, og som læser fornemmer man skønheden i landskabet og de beklumrede dufte af sved og mad i den lille kupe. Sprogets rytme følger hjulenes omdrejninger, det er flot gjort. Rosa Liksom er da også indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
- Log ind for at skrive kommentarer
Velskrevet og poetisk roman om en togrejse med den transsibiriske jernbane i 1986.
”Toget susede forbi nedkølede sovjetlandsbyer og befolkningscentre, de lagde navnløse byers forstadshelveder bag sig. Fra en fjerntliggende kupé lød slagermusik.”
Der er nu noget med togrejser – folk mødes tilfældigt, er sammen under rejsen, hvorefter deres veje skilles igen. Den ramme har flere forfattere brugt, blandt andre så forskellige forfattere som Anita Nair i ’Damekupeen’, Leonid Tsypkin i ’En sommer i Baden-Baden’ og Poul Vad i ’Kattens anatomi’.
I ’Kupé nummer 6’ i toget fra Moskva til Ulan Bator i Mongoliet mødes pigen og manden. Hun er finsk og studerer arkæologi i Moskva, og hun tager til Ulan Bator for at se nogle meget berømte helleristninger, men også – nok så vigtigt – for at få klarhed over sit liv, efter at hun har brudt med sin kæreste. Han er en 45-årig russer, som er på vej til Ulan Bator for at arbejde på en byggeplads. Året er 1986, og rejsen går gennem et Sovjetunionen i opløsning. Samtidig med at toget bevæger sig igennem smukke landskaber, passeres også forladte byer og huse i forfald. En af de mange modsætninger, som romanen er fyldt med.
Også kupeens to passagerer er vidt forskellige: Han er den udadvendte og brovtende, der snakker og fortæller om sin opvækst som gadedreng i Moskva, om sit store forbrug af kvinder, han drikker vodka og er meget nærgående over for pigen. Hun derimod er meget tavs, i starten er hun bange for manden, og hendes liv får vi fortalt gennem hendes tanker. Men efterhånden, som rejsen nærmer sig endemålet, opstår en form for fortrolighed mellem de to.
Har du lyst til at have musik i baggrunden under læsningen, er der masser af forslag, for der toner næsten hele tiden musik ud af de slidte højttalere i toget: Moskva-nætter, Sjostakovitjs 7. symfoni, Tjajkovskijs 6. symfoni, En fauns eftermiddag af Debussy og mange flere.
Det er stor kunst, som den finske forfatter Rosa Liksom her præsenterer. På baggrund af togrejsen fortæller hun om Sovjetunionen, om forfaldet, fattigdommen og trøstesløsheden, men også om det storladne land og stoltheden hos mange russere. Rosa Liksoms sprog er helt specielt, meget poetisk og malende, og som læser fornemmer man skønheden i landskabet og de beklumrede dufte af sved og mad i den lille kupe. Sprogets rytme følger hjulenes omdrejninger, det er flot gjort. Rosa Liksom er da også indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
Kommentarer