Kristian Ditlev Jensens ‘Opstigende skorpion’

Sjældent har jeg bølget så meget under læsningen af en bog. De første 40-50 sider vaklede jeg og kunne ikke helt finde mig tilrette i den meget vidende og belærende Tornblads univers, men da først han fik fat i mig, fik han til gengæld ret godt fat. Over de næste 100 sider var jeg grebet helt ind i hjertet af Tornblads lidelser. Hans langstrakte sygdom, det totalt ødelagte ansigt… den mistede datter. Passagen, hvor han længtes efter at mærke sin lille datter og lade sin hånd glide hen over hendes hår knugede mit hjerte sammen, så jeg slet ikke kunne stoppe med at læse. Med ét var de lange afsnit om lingvistik, sprogfilosofi og astronomi bløde puder, der lå som nødvendige stier mellem de knugende sætninger og afsnit med tab og smerte.

Jeg følte mig som Tornblad, var ét med Tornblad. Vi har begge leget med sprogfilosofiens yderste kroge og har begge været forbi militæret, men der stopper ligheden så også. Mit ansigt er intakt og min kone og datter vil godt kendes ved mig. Heldigvis! Men jeg kunne mærke Tornblads skæbne. Helt tæt på! Det var fantastisk, og jeg var klar til at give Kristian Ditlev Jensen nøglerne til byporten, hvis jeg havde haft en by.

Desværre holdt det ikke hele vejen. For mig i hvert fald. Min holdning er naturligvis rent subjektiv. Parløbet mellem Tornblads lidelse og hans tab/afsavn over for sig selv og sin kone og datter forsvandt. De små gribende sætninger om datteren, Stella, var kort sagt forduftet fra bogens sidste del, og det fik mig til at tabe lidt af gejsten i en form for skuffelse.

Selve krimidelen var langt hen ad vejen god, og hele beskrivelsen af det kriminelle miljø omkring sorte prostituerede fra Afrika, er både skræmmende og godt beskrevet. Hvorvidt morderen og den hovedmistænktes adfærd er plausibel, ved jeg ikke, men det virker fint for mig. Jeg mener derimod, at betjentene er skrevet lidt mere ned i begavelse, end de betjente, jeg kender, så det trækker ned i bedømmelsen, da det ret beset får romanen, der ellers bevæger sig på et højt niveau, trukket unødigt ned i sølet.

Konklusionen er, at havde jeg stoppet med at læse efter ca. to tredjedele af denne bog, så havde jeg set det som en af de bedste bøger, jeg havde haft i hænderne i år, netop fordi den rammer meget tæt på mig som person, og fordi de knugende passager var fantastiske. Men sådan gik det naturligvis ikke. Jeg var nødt til at læse mere om Tornblads lidelser og om hans tab af datteren, men der skete ikke mere, og det perfekte angreb, som KDJ havde sat ind mod både min hjerne og mit hjerte i bogens første to dele forblev uforløst. 

Når alt dette er sagt, så er Tornblad altså et spændende bekendtskab, og jeg skal helt sikkert læse den næste også, hvis det virkelig er planen, at der skal være tolv bøger i serien, men jeg venter altså ikke tolv bøger med at få afklaret de følelser, bogens første del vækkede i mig.

Skulle den gode Kristian Ditlev Jensen, der nok er inden i Tornblads viden, en dag komme forbi Tommerup, er han yderst velkommen til en kop te og en snak om Tornblad, Saussure samt tegn og tings eksistens:)