Forfatteren Kristian Ditlev Jensen bestilte på et tidspunkt siden en flyttebil fra London til Højer. Mange danskere ved ganske udmærket, hvor London ligger. Det er dér, de smutter over for at købe julegaver. Eller måske tager en tur hen med Ryan Air, når rastløsheden melder sig, og man skal se et hip teaterstykke i en weekend.
Højer… »Kilroy never was here«, og hvorfor skulle han da også tage derhen? Var det ikke der Erling Jepsen placerede lod en politimand fra hovedstaden dumpe ned som landbetjent? Højer ligger i den yderste udkant af Udkantsdanmark. I nederste venstre hjørne.
»Folk troede, at jeg var sindssyg. Men jeg følte, at jeg omsider gjorde noget helt rigtigt. Det var noget, der virkelig trak - uden at jeg rigtig kunne sætte ord på det. Sønderjylland er på mange måder et magisk sted«, skriver Kristian Ditlev Jensen i bogen Sønderjylland - Steder og mennesker. En bog, der er udkommet på selveste Gyldendal, nok ikke så meget på grund af det, den handler om, men nok mere på grund af forfatteren, der har skrevet den.
Kristian Ditlev Jensen flyttede derud, hvor man kender sin nabo (måske mere end, hvad godt altid er), og hvor der er så stille, at man kan blive bange for livet, hvis man ikke er vant til den slags. Godt nok kun i et begrænset tidsrum, men længe nok til at kunne stikke sin finger ned i jorden - noget eksotisk i det 21. århundrede, hvor Ulla Therkelsen og andre flyver rundt fra der, hvor det sner, til der, hvor det sner - og gør som om, at det, de siger, giver sig ud for at være så spidsfindigt, at det fortjener at komme i et massemedium.
Globetrotter i et provinshul
Kristian Ditlev Jensen blev kaldt »et krydsermissil«, da han i 2001 udsendte selvbiografien Det bliver sagt, der handlede om seksuel misbrug. Siden har han skrevet romaner, arbejdet som litteraturkritiker og madskribent, og - hvad der ikke er uvigtigt i denne sammenhæng - skrevet rejseberetninger fra den store verden. For hvad er mere interessant, når en globetrotter fatter interesse for et provinshul? Så må der da være noget om snakken.
Bogen er, hvad forlæggere ville kalde en coffeetablebook. En stor og flot sag med lækre fotos, som i dette tilfælde er taget af Lasse Hyldager. Teksterne er korte - nærmest små essays om dette og hint i Sønderjylland. De kan læses uafhængigt af hinanden. Læseren kan springe rundt i bogen, som det passer ham eller hende. Man kan tage en bid i et minut eller en større haps i et kvarter eller måske en halv time. Små egentlig usammenhængende brudstykker, der tilsammen gør en mosaik. Et koncept, der passer godt til 2014.
Ind imellem essays og farvefotos kommer rammende og tankevækkende citater fra sønderjyder, tilflyttere, en journalist, lærere, en præst og mange stedkendte fylder hele sider, når de som her er sat op i en større punktstørrelse. Det kan være et citat som dette fra Finn Wetter fra Haderslev:
»Efter min opfattelse er sønderjyder myndighedsresistente. Det vil sige, at sønderjyder i særlig grad er skeptiske eller negative over for enhver form for myndighed. Det drejer sig om såvel formelle myndigheder som den myndighed eller ledelse, der udøves af foreningsledelser eller bestyrelser. Jeg mener, at holdningen har baggrund i, at Sønderjylland i 56 år indtil 1920 var tysk. Det er længe siden, men udtrykket »Det var fan'me itt gå'n i æ tysk' tid« understreger synspunktet.«
Folkekarakter som noget konkret
Nu kan vi jo alle sammen have vores private mening om dette og hint og konstatere, at der bliver spist ligeså mange pizzaer som sønderjyske kålpølser i Sønderjylland. Er begrebet en folkekarakter overhovedet noget konkret? Her må den nøgterne videnskab på banen for, at det hele ikke skal blive flade generaliseringer, der kan modsiges lige så let, som de kan bekræftes.
Lic.phil. Inge Adriansen er inspektør på Museum Sønderjylland på Sønderborg Slot forsøger at indfange begrebet »folkekarakter« ved at pege på »forskelle, der ikke lader sig forklare ved blot at hævde, at de - alene - skulle være folks egne konstruktioner uden reference til det, vi i dagligsproget frimodigt kalder for virkeligheden.
Vel findes der »sønderjyske stereotype«, og dem har Inge Adriansen selv være med til at indsnævre, da hun i 2002 var med til at gennemføre en undersøgelse til udstillingen »Sønderjyllandsbilleder« på Sønderborg Slot. De skal ikke refereres her. Det vil føre for vidt.
Men Kristian Ditlev Jensen kommer godt omkring dem i sin bog, især i kapitlet »Rechte synnejysk«. Han har næppe uret, når han konstaterer, at man som tilflytter ikke bare sådan bliver optaget i det lokale selskab, at det hjælper gevaldigt på sagerne at sige »mojn«, og at sønderjyder generelt ikke bryder sig om, at udefrakommende skal fortælle, hvordan de er, har det eller skal gebærde sig.
Til gengæld har sønderjyderne ifølge fynboen Leif Maibom, chef for Sønderborg Sommer Revy, intet imod, at revyen vender skytset mod sønderjyderne: »De skriger af grin, når vi laver et nummer på vort tillærte sønderjysk, og de griner endnu højere, når man så kan koble den sønderjyske dialekt sammen med verdenspolitik«. Regionalisme kontra globalisme.
Skarphed
Kristian Ditlev Jensen har været godt omkring i landskabet og den sønderjyske kulturhistorie, talt med lokale uden i journalistisk form at referere dem direkte i sine essays. Det er ikke alt sammen feel good-stemning. Sådan noget er trættende og utroværdigt. Tønders borgmester, Laurids Rudebeck, får en skarp, da han afviser at medvirke i bogen, hvis han skal forholde sig til Tøndersagen, der handler om seksuelt misbrug, svigt og… fortielser. Som om virkeligheden går væk, når man ikke taler om den.
Syd for Tønder dvæler forfatteren ved den lille grænseby Rudbøl, der nok er et af de bedste billeder, man kan finde på det dansk-tyske grænseland. Her kom grænsen fra 1920 til at gå midt gennem hovedgaden. Her gik skellet mellem dansk og tysk ned mellem naboer og familier, og selv om man talte dansk, kunne man sagtens stemme tysk. Den konstellation er der nok ikke mange nord for Kongeåen, der kender til. Godt at forfatteren leverer en øjenåbner.
Bogen kan varmt anbefales - og med Kristian Ditlev Jensens pen og Lasse Hyldager ved udløseren kan dette kunststykke sagtens gentages andre steder nord for Kongeåen og syd for landegrænsen.
Kristian Ditlev Jensen: Sønderjylland - Steder og mennesker, 289 sider (Gyldendal).
Kommentarer