Anmeldelse
Krigen i litteraturen
- Log ind for at skrive kommentarer
Sahar Delijanis ‘Jacarandatræets børn‘ er en smuk og følsom fortælling om et Iran i opløsning og om krigens sønner og døtre, for hvem det eneste rolige i deres liv er Jacarandatræet.
Den iranske forfatterinde, Sahar Delijani, har udgivet en spændende debut-roman: ‘Jacarandatræets børn‘, som hovedsageligt foregår i Irans hovedstad, Theran. Jeg har haft fornøjelsen af at læse denne bog i min sommerferie, en bog der dog er alt andet end hyggelig sommerlæsning. Det er en ærlig, men også følsom beskrivelse af et land og dets historie, og en krig, som ikke kan undgå at have konsekvenser for sin befolkning.
Barndommens træ
Handlingen i ‘Jacarandatræets‘ børn strækker sig fra årene 1983-2011, og består af glimt af forskellige menneskers liv. Periodens politiske begivenheder undgår ikke at sætte sig dybe spor hos romanens karakterer, og de mangeartede skæbner vikles ind og ud mellem hinanden.
Bogen tager sin begyndelse i 1983, kort efter den iranske revolution, og det er revolutionens børn denne roman omhandler. Deres forældre er modstandere af det nye regime i Iran, og er derfor blevet fængslet. Et enkelt barn, pigen Neda, bliver endda født i et fængsel i Theran. Man kan sige at børnene på en måde alle er forældreløse, da forældrene ikke har mulighed for at tage sig af dem. Børnene bliver i stedet opfostret af bedsteforældrene Aghajaan og Manan Zinat, der både tager sig af deres egne børnebørn, og børn af andre familiemedlemmer. Her har børnene deres holdepunkt – barndommen i bedsteforældrenes hus. Det er også her til deres minder hele tiden vender tilbage, også efter at børnene er blevet voksne, og er spredt for alle vinde. Når de tænker tilbage, husker de altid det smukke jakarandatræ som står i Maman Zinat's have; et symbol på det eneste rolige og stabile i deres liv som er stærkt præget af landets politiske omvæltninger.
Den personlige fortælling om krig
Jacarandatræets børn er tydeligt præget af den historiske udvikling i Iran, men den kan noget mere. Den beskriver ikke kun de historiske begivenheder, men også hvordan disse begivenheder har påvirket de mennesker som har været en del af revolutionen og krigens virkelighed. Bogen viser det glimrende ved at inddrage en journalistisk artikel, der fortæller om de mange tusinde mænd og kvinder, som blev henrettet i 1988, hvor krigen mellem Irak og Iran sluttede. En af bogens hovedpersoner, Sheida, læser listen over døde, og støder pludselig på et navn, hun kender. Det er hendes far. Det anonyme navn på listen over henrettede får pludselig betydning, og man tager del i Sheidas sorg. Man følger hende på en rejse tilbage til Iran for at opsøge sin mor, for at få sandheden at vide om den far, hun altid troede døde af kræft. Dødsfaldene bliver personlige, og pludselig må Sheida forholde sig til krigen, der har taget hendes far fra hende, på en hel ny måde. Og det samme må læseren.
Det er svært, for ikke at sige umuligt, at sætte sig ind i krigs påvirkning på mennesket, hvis ikke man selv har oplevet den. ‘Jacarandatræets børn‘ fortæller om kærlighed, krig, splittelse og identitet, og den viser litteraturens forrygende evne til at udtrykke de følelser og minder som det ellers er umuligt at udtrykke.
Bogen er på mange måder baseret på forfatterindens eget liv. Sahar Delijani, der nu bor i USA, gæster selv Aarhus den 11. September. Du kan møde denne spændende iranske forfatterinde på DOKK1 til en snak om hendes debut-roman ‘Jacarandatræets børn.‘
Anmeldelsen er skrevet af Miriam Yamil, studerende ved Litteraturhistorie, Aarhus Universitet
Originally published by admin, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Sahar Delijanis ‘Jacarandatræets børn‘ er en smuk og følsom fortælling om et Iran i opløsning og om krigens sønner og døtre, for hvem det eneste rolige i deres liv er Jacarandatræet.
Den iranske forfatterinde, Sahar Delijani, har udgivet en spændende debut-roman: ‘Jacarandatræets børn‘, som hovedsageligt foregår i Irans hovedstad, Theran. Jeg har haft fornøjelsen af at læse denne bog i min sommerferie, en bog der dog er alt andet end hyggelig sommerlæsning. Det er en ærlig, men også følsom beskrivelse af et land og dets historie, og en krig, som ikke kan undgå at have konsekvenser for sin befolkning.
Barndommens træ
Handlingen i ‘Jacarandatræets‘ børn strækker sig fra årene 1983-2011, og består af glimt af forskellige menneskers liv. Periodens politiske begivenheder undgår ikke at sætte sig dybe spor hos romanens karakterer, og de mangeartede skæbner vikles ind og ud mellem hinanden.
Bogen tager sin begyndelse i 1983, kort efter den iranske revolution, og det er revolutionens børn denne roman omhandler. Deres forældre er modstandere af det nye regime i Iran, og er derfor blevet fængslet. Et enkelt barn, pigen Neda, bliver endda født i et fængsel i Theran. Man kan sige at børnene på en måde alle er forældreløse, da forældrene ikke har mulighed for at tage sig af dem. Børnene bliver i stedet opfostret af bedsteforældrene Aghajaan og Manan Zinat, der både tager sig af deres egne børnebørn, og børn af andre familiemedlemmer. Her har børnene deres holdepunkt – barndommen i bedsteforældrenes hus. Det er også her til deres minder hele tiden vender tilbage, også efter at børnene er blevet voksne, og er spredt for alle vinde. Når de tænker tilbage, husker de altid det smukke jakarandatræ som står i Maman Zinat's have; et symbol på det eneste rolige og stabile i deres liv som er stærkt præget af landets politiske omvæltninger.
Den personlige fortælling om krig
Jacarandatræets børn er tydeligt præget af den historiske udvikling i Iran, men den kan noget mere. Den beskriver ikke kun de historiske begivenheder, men også hvordan disse begivenheder har påvirket de mennesker som har været en del af revolutionen og krigens virkelighed. Bogen viser det glimrende ved at inddrage en journalistisk artikel, der fortæller om de mange tusinde mænd og kvinder, som blev henrettet i 1988, hvor krigen mellem Irak og Iran sluttede. En af bogens hovedpersoner, Sheida, læser listen over døde, og støder pludselig på et navn, hun kender. Det er hendes far. Det anonyme navn på listen over henrettede får pludselig betydning, og man tager del i Sheidas sorg. Man følger hende på en rejse tilbage til Iran for at opsøge sin mor, for at få sandheden at vide om den far, hun altid troede døde af kræft. Dødsfaldene bliver personlige, og pludselig må Sheida forholde sig til krigen, der har taget hendes far fra hende, på en hel ny måde. Og det samme må læseren.
Det er svært, for ikke at sige umuligt, at sætte sig ind i krigs påvirkning på mennesket, hvis ikke man selv har oplevet den. ‘Jacarandatræets børn‘ fortæller om kærlighed, krig, splittelse og identitet, og den viser litteraturens forrygende evne til at udtrykke de følelser og minder som det ellers er umuligt at udtrykke.
Bogen er på mange måder baseret på forfatterindens eget liv. Sahar Delijani, der nu bor i USA, gæster selv Aarhus den 11. September. Du kan møde denne spændende iranske forfatterinde på DOKK1 til en snak om hendes debut-roman ‘Jacarandatræets børn.‘
Anmeldelsen er skrevet af Miriam Yamil, studerende ved Litteraturhistorie, Aarhus Universitet
Originally published by admin, Litteratursiden.
Kommentarer