Anmeldelse
Kongekabale af Niels Krause-Kjær
- Log ind for at skrive kommentarer
"Kongekabale" er kort sagt en spændende, politisk roman, der på fortræffelig vis tager pulsen på vores hjemlige, Christiansborgske andedam. Scenen udfyldes af politikere, der karakteriseres, så det ikke er svært at placere tidligere konservative toppolitikere i de alt andet end tiltalende roller.
Forfatteren Niels Krause-Kjær, der selv er tidligere chef for den konservative pressetjeneste, har et indgående kendskab til partiet og måtte i adskillige tv-aviser og artikler afvise, at der var tale om andet end fiktion om det i bogen kaldte Demokratiske Parti. Det forhindrer dog ikke læseren i at drage sine egne konklusioner.
Handlingen udspíller sig kort efter et trafikuheld, hvor partiets ubestridte leder Aksel Bruun sammen med sin hustru bliver dødeligt kvæstet. Men til forskel fra konen dør han ikke med det samme og udløser endnu før sit sidste åndedrag en nederdrægtig magtkamp mellem partiets kronprinser Erik Pingel og Sven Gunnar Kjeldsen - alias Hans Engell og Per Stig Møller. At det drejer sig om disse to, må selv den mest indædte konservative støtte erklære sig enig i.
Romanens egentlige hovedperson er journalisten Ulrik Torp, der er leder af "Dagbladets" politiske redaktion, og som man må gætte på, forfatteren stort set identificerer sig med, selv om han altså sad på den anden side af skrivebordet i det virkelige liv.
Den samvittighedsfulde journalist bliver sat på en hård prøve, da han selv bliver offer for snedige og beskidte tricks fra de demokratiskes magtfulde elite.
Portrættet eller skulle man snarere skrive karikaturen af Engell, der netop helt har forladt dansk politik til fordel for en stilling som chefredaktør på Ekstra Bladet, er lysende. Man får en indgående beskrivelse af magtmennesket, der til fulde mestrer det politiske spil og er de fleste overlegen i manøvrer og dristige, men altid vellykkede træk, på nær det sidste i bogen.
Engell havde i øvrigt ikke mange kommentarer til overs for bogen. "Jeg slås ikke med tøsedrenge" var hans eneste udfald.
Magtspillet i partiet er hårdt, kontant og konstant. De partimedlemmer, der er inde i varmen hjælpes blandt andet til succesfulde pressekontakter, og det er ikke svært at genkende andre konservative ynglinge i andre roller.
Læs bogen og fryd dig over det tidstypiske portræt af dansk politiks magtspil, når det folder sig ud som værst og for fulde gardiner.
Gyldendal, 2000. 209 sider.
BogWeb - 1. juni 2000
- Log ind for at skrive kommentarer
"Kongekabale" er kort sagt en spændende, politisk roman, der på fortræffelig vis tager pulsen på vores hjemlige, Christiansborgske andedam. Scenen udfyldes af politikere, der karakteriseres, så det ikke er svært at placere tidligere konservative toppolitikere i de alt andet end tiltalende roller.
Forfatteren Niels Krause-Kjær, der selv er tidligere chef for den konservative pressetjeneste, har et indgående kendskab til partiet og måtte i adskillige tv-aviser og artikler afvise, at der var tale om andet end fiktion om det i bogen kaldte Demokratiske Parti. Det forhindrer dog ikke læseren i at drage sine egne konklusioner.
Handlingen udspíller sig kort efter et trafikuheld, hvor partiets ubestridte leder Aksel Bruun sammen med sin hustru bliver dødeligt kvæstet. Men til forskel fra konen dør han ikke med det samme og udløser endnu før sit sidste åndedrag en nederdrægtig magtkamp mellem partiets kronprinser Erik Pingel og Sven Gunnar Kjeldsen - alias Hans Engell og Per Stig Møller. At det drejer sig om disse to, må selv den mest indædte konservative støtte erklære sig enig i.
Romanens egentlige hovedperson er journalisten Ulrik Torp, der er leder af "Dagbladets" politiske redaktion, og som man må gætte på, forfatteren stort set identificerer sig med, selv om han altså sad på den anden side af skrivebordet i det virkelige liv.
Den samvittighedsfulde journalist bliver sat på en hård prøve, da han selv bliver offer for snedige og beskidte tricks fra de demokratiskes magtfulde elite.
Portrættet eller skulle man snarere skrive karikaturen af Engell, der netop helt har forladt dansk politik til fordel for en stilling som chefredaktør på Ekstra Bladet, er lysende. Man får en indgående beskrivelse af magtmennesket, der til fulde mestrer det politiske spil og er de fleste overlegen i manøvrer og dristige, men altid vellykkede træk, på nær det sidste i bogen.
Engell havde i øvrigt ikke mange kommentarer til overs for bogen. "Jeg slås ikke med tøsedrenge" var hans eneste udfald.
Magtspillet i partiet er hårdt, kontant og konstant. De partimedlemmer, der er inde i varmen hjælpes blandt andet til succesfulde pressekontakter, og det er ikke svært at genkende andre konservative ynglinge i andre roller.
Læs bogen og fryd dig over det tidstypiske portræt af dansk politiks magtspil, når det folder sig ud som værst og for fulde gardiner.
Gyldendal, 2000. 209 sider.
BogWeb - 1. juni 2000
Kommentarer