Underholdende eventyrroman nyoversat i sin fulde længde med alt hvad der hører til af politisk ukorrekthed og dramatik.
Henry Rider Haggard blev født i 1856. Han var en britisk forfatter og agronom med danske aner, og i seks år boede han i Sydafrika som sekretær for guvernøren i Natal. Det er dette ophold, der danner baggrund for den berømte eventyrroman ’Kong Salomons miner’, som i sin tid blev en kæmpe bestseller og dannede grundlag for en helt ny genre indenfor litteraturen, nemlig Lost World-genren, der stadig er populær i dag. ’Kong Salomons miner’ udkom første gang i 1885, og allerede to år efter blev den oversat til dansk. Romanen er filmatiseret flere gange, og selvom Haggard skrev en lang række romaner, er det denne, han huskes for i dag.
Hovedpersonen er Allan Quartermain, gentleman og elefantjæger, som fortæller historien om, hvordan han sammen med to andre engelske gentlemen drager på eventyr i Afrikas indre. Sir Henry Curtis er sammen med vennen og sømanden kaptajn Good draget til Sydafrika for at finde Curtis’ broder, der er forsvundet. De opsøger Quartermain for at bede ham om at hjælpe dem, og tilfældigvis har Quartermain nogle år før mødt Curtis’ broder og ved, at han var på jagt efter Kong Salomons legendariske diamantminer, som ifølge legenden findes bag bjergene kaldet Shebas bryster.
Quartermain accepterer, og sammen med tre indfødte tjenere drager de på en farefuld færd, der fører dem gennem den stegende ørken, over høje bjerge og ind i det hidtil ukendte land Kukuana. Her møder de en ny stamme, og det viser sig, at deres tjener Umbopa gemmer på en hemmelighed, som først afsløres her.
Forlaget Rosenkilde og Bahnhof udgiver for første gang på dansk ’Kong Salomons miner’ i sin fulde længde med alt hvad der hører til af politisk ukorrekthed og dramatik. Her kaldes de indfødte for ”kaffer” og ”hottentotter”. Der er ingen tvivl om den hvide mands mentale og moralske overlegenhed, og elefantjagt for stødtændernes skyld er en gentlemansport.
Når historien alligevel stadig fungerer på trods af alle disse fortidslevn, er det fordi, Haggard har skrevet en rigtig røverhistorie fuld af dramatik og spænding. Quatermain er ganske vist underlagt datidens racistiske indstilling til de indfødte, men han fremstiller ikke sig selv som en helt. Tværtimod beskriver han ofte sig selv som en forsigtig mand, der helst undgår vold. Samtidig har han også en vis respekt for nogen af de indfødte, så der også fremstår spændende personer blandt dem.
Jeg havde kun stiftet bekendtskab med fortællingen via filmatiseringen fra 1985, før jeg læste denne nyudgivelse, og jeg må indrømme, at jeg faktisk følte mig ganske godt underholdt. Selvfølgelig er der en vis forudsigelighed i historien, men ikke desto mindre er her også tilpas meget drama til, at man som læser bliver fanget ind. En fin genudgivelse, der trods 128 år på bagen stadig kan fange læseren.
Kommentarer