Anmeldelse
Knut Hamsun: Sult
En ung mand kommer til Kristiania i 1890 - eller Oslo som byen hedder nu: »...denne forunderlige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den«.
Jeg-fortælleren er fattig og anonym og forsøger at ernære sig ved sine skriverier, men lever konstant på sultegrænsen, mens han forsøger at holde værdigheden oppe. Han bekymrer sig om huslejen, om sit tøj, der er ved at gå i opløsning, og om det evige besvær ved at skaffe det næste måltid mad. Han er aldrig mere end en enkelt skridt fra sammenbruddet.
Stolt, ærekær og mistænksom er han. Giver penge til fattige forbipasserende for at overbevise en omverden om, at han har overskud. Hans nervøse hjerne »skyder følehorn«. De psykiske svingninger er rystende. Han forelsker sig i en tilfældig forbipasserende kvinde, som han aldrig kommer i kontakt med, men som han tillægger det opdigtede navn Ylajali og giver en egen identitet.
Forfaldet fortsætter. Hovedpersonens hår falder af i totter. Han fryser, får feber og pantsætter alt.
I gennembrudsromanen »Sult« behandler Knut Hamsun temaer som angst og fremmedgørelse. Det irrationelle sjæleliv udfoldes i et stort mentalt grænseland, hvor sulten til sidst beruser jeg-fortælleren. Romanen er skelsættende, ikke blot i norsk, men i nordisk litteraturhistorie. Hamsun viste nye virkelighedsopfattelser og blotlagde irrationelle lag i menneskesindet, en psykologisk roman, hvori forfatteren allerede havde bevæget sig ind i det tyvende århundrede og den gryende ekspressionisme.
Bogen er blottet for plot og handling. Der sker absolut ingenting, og datidens læsere, der havde troet på en fremadskridende handling, blev slemt overrasket. Der er ingen analyse af den ulykke, som jeg-fortælleren er havnet i. Her angives ingen årsager, og vi præsenteres ej heller for løsninger eller opfordres til social indignation. Fortælleren kan både være et socialt offer, men også en intellektuel arrogant, der kun vil ernære sig ved åndens arbejde. Antihelten lider, men vi kan ikke befri os for den tanke, at han åbenlyst vælger at lide. Han udviser nærmest en foragt for det, der burde være til hans eget bedste.
Det hele får lov til at ske fra en begyndelse, der synes lige så tilfældig som slutningen. Han bevæger sig mod ingenting, mens han mister kontrollen over sine tanker og handlinger og synker dybere ned i fortvivlelsen. Rodløs, uden venner og uden jordisk gods. Han er ikke engang en fastende munk i religiøs forstand, for der synes ikke at være nogen frelse ude i horisonten.
Sulten åbner det tomme rum.
Knut Hamsun: Sult, 178 sider (Gyldendal).
En ung mand kommer til Kristiania i 1890 - eller Oslo som byen hedder nu: »...denne forunderlige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den«.
Jeg-fortælleren er fattig og anonym og forsøger at ernære sig ved sine skriverier, men lever konstant på sultegrænsen, mens han forsøger at holde værdigheden oppe. Han bekymrer sig om huslejen, om sit tøj, der er ved at gå i opløsning, og om det evige besvær ved at skaffe det næste måltid mad. Han er aldrig mere end en enkelt skridt fra sammenbruddet.
Stolt, ærekær og mistænksom er han. Giver penge til fattige forbipasserende for at overbevise en omverden om, at han har overskud. Hans nervøse hjerne »skyder følehorn«. De psykiske svingninger er rystende. Han forelsker sig i en tilfældig forbipasserende kvinde, som han aldrig kommer i kontakt med, men som han tillægger det opdigtede navn Ylajali og giver en egen identitet.
Forfaldet fortsætter. Hovedpersonens hår falder af i totter. Han fryser, får feber og pantsætter alt.
I gennembrudsromanen »Sult« behandler Knut Hamsun temaer som angst og fremmedgørelse. Det irrationelle sjæleliv udfoldes i et stort mentalt grænseland, hvor sulten til sidst beruser jeg-fortælleren. Romanen er skelsættende, ikke blot i norsk, men i nordisk litteraturhistorie. Hamsun viste nye virkelighedsopfattelser og blotlagde irrationelle lag i menneskesindet, en psykologisk roman, hvori forfatteren allerede havde bevæget sig ind i det tyvende århundrede og den gryende ekspressionisme.
Bogen er blottet for plot og handling. Der sker absolut ingenting, og datidens læsere, der havde troet på en fremadskridende handling, blev slemt overrasket. Der er ingen analyse af den ulykke, som jeg-fortælleren er havnet i. Her angives ingen årsager, og vi præsenteres ej heller for løsninger eller opfordres til social indignation. Fortælleren kan både være et socialt offer, men også en intellektuel arrogant, der kun vil ernære sig ved åndens arbejde. Antihelten lider, men vi kan ikke befri os for den tanke, at han åbenlyst vælger at lide. Han udviser nærmest en foragt for det, der burde være til hans eget bedste.
Det hele får lov til at ske fra en begyndelse, der synes lige så tilfældig som slutningen. Han bevæger sig mod ingenting, mens han mister kontrollen over sine tanker og handlinger og synker dybere ned i fortvivlelsen. Rodløs, uden venner og uden jordisk gods. Han er ikke engang en fastende munk i religiøs forstand, for der synes ikke at være nogen frelse ude i horisonten.
Sulten åbner det tomme rum.
Knut Hamsun: Sult, 178 sider (Gyldendal).
Kommentarer