Anmeldelse
Kloster
’Kloster’ er det nye sort komplet med Coco Chanel-jakkesæt og nonnedragter. Debutanten Ingrid Nymos vidunderlige coming of age-roman er sansemættet, sorg-smuk og meningssøgende.
20-årige Linea mister uventet sin far, lige før hun bliver student. Dér, hvor far-datter-relationen, der før var så ubesværet, er blevet forplumret af en vaklende afstand og misforståelser. Nu flytter sorgen Linea væk fra alt det, hun kender, for hun finder ikke længere trøst og mening hos de mennesker, hun kender allerbedst.
’Kloster’ bliver med Lineas rejse til Rumænien en vidunderligt smertelig ransagelse af at være et ”jeg” i en ny virkelighed. Hvorfor Rumænien? Fordi faren har været der, og fordi det er et billigt rejsemål. På sin rejse træder Linea tilfældigt(?) ind i klosterlivet, hvor hun endelig kan fusionere de to elementer, som optager hende meget: Her falder hendes æstetiske, taktile sans og behovet for en ny, mellemmenneskelig arena at bevæge sig på i hak. Her finder Lineas øjne ro i alt det sorte, upyntede tøj, og hendes tanker gør holdt ved de handlinger, som virker så meningsfulde for nonnerne. Døden virker ”nemmere” her, og det føles, som om ”far stadig findes”.
I nonnen ser Linea et menneske: ”(…) der har fravalgt alt det, jeg troede skulle gøre mig glad. Nu, hvor jeg ikke længere ved, hvad der kan gøre mig glad, bliver jeg nødt til at møde hende og se, hvad hun består af.”
Trods fristelsen udebliver Lineas komplette overgivelse til klosterlivet, for i kulissen lurer to mænd, Thor og André, som komplicerer det hele. Hhv. naturens og kirkens mand. Også Lineas mor sætter flere spørgsmål i gang. Men Linea er sikker på én ting: Hun vil ikke længere deltage i samfundets trang til at pynte sig.
’Kloster’ sprutter af nerve og nærvær. Nøgternt rammer sproget de mest afvæbnende udtryk for sorg, identitet og ungdom, væsen og væren. Efter farens død: ”Jeg er øm i hele kroppen af at græde. Luften føles tyk og sløret, som om jeg går gennem afkølet spaghettivand.” Og om samhørighed og intimitet: ”(…) så ville han se på hende med en blødhed, der fik mig til at lægge mærke til, at han havde øjenvipper.”
Hvis den optimale, litterære knugen er dén, der strammer til et sekund mere end uudholdelighedsgrænsen, er Ingrid Nymo specialist. Hvis den fineste intimitet rammes ved at lade blødheden føles genkendelig i et nyt ordbillede, er Nymo blandt de bedste. Generelt er Nymo en dejlig stilist, der også arbejder forførende lækkert med tematiske forgreninger. Eksempelvis følges tanken om en begravet far op af konstateringen, at de træpiller, han købte, stadig brænder under huset.
’Kloster’ får mig til at tænke på endnu en rejsende ung persons sorgproces: nemlig Agnes’ i Amalie Langballes også gysende gode Forsvindingsnumre. Med de to romaner har Nymo og Langballe fanget sorgen på uudholdelighedsgrænsen med alle sanserne aktiveret, og sådan opstår den vildeste litterære oplevelse.
’Kloster’ er det nye sort komplet med Coco Chanel-jakkesæt og nonnedragter. Debutanten Ingrid Nymos vidunderlige coming of age-roman er sansemættet, sorg-smuk og meningssøgende.
20-årige Linea mister uventet sin far, lige før hun bliver student. Dér, hvor far-datter-relationen, der før var så ubesværet, er blevet forplumret af en vaklende afstand og misforståelser. Nu flytter sorgen Linea væk fra alt det, hun kender, for hun finder ikke længere trøst og mening hos de mennesker, hun kender allerbedst.
’Kloster’ bliver med Lineas rejse til Rumænien en vidunderligt smertelig ransagelse af at være et ”jeg” i en ny virkelighed. Hvorfor Rumænien? Fordi faren har været der, og fordi det er et billigt rejsemål. På sin rejse træder Linea tilfældigt(?) ind i klosterlivet, hvor hun endelig kan fusionere de to elementer, som optager hende meget: Her falder hendes æstetiske, taktile sans og behovet for en ny, mellemmenneskelig arena at bevæge sig på i hak. Her finder Lineas øjne ro i alt det sorte, upyntede tøj, og hendes tanker gør holdt ved de handlinger, som virker så meningsfulde for nonnerne. Døden virker ”nemmere” her, og det føles, som om ”far stadig findes”.
I nonnen ser Linea et menneske: ”(…) der har fravalgt alt det, jeg troede skulle gøre mig glad. Nu, hvor jeg ikke længere ved, hvad der kan gøre mig glad, bliver jeg nødt til at møde hende og se, hvad hun består af.”
Trods fristelsen udebliver Lineas komplette overgivelse til klosterlivet, for i kulissen lurer to mænd, Thor og André, som komplicerer det hele. Hhv. naturens og kirkens mand. Også Lineas mor sætter flere spørgsmål i gang. Men Linea er sikker på én ting: Hun vil ikke længere deltage i samfundets trang til at pynte sig.
’Kloster’ sprutter af nerve og nærvær. Nøgternt rammer sproget de mest afvæbnende udtryk for sorg, identitet og ungdom, væsen og væren. Efter farens død: ”Jeg er øm i hele kroppen af at græde. Luften føles tyk og sløret, som om jeg går gennem afkølet spaghettivand.” Og om samhørighed og intimitet: ”(…) så ville han se på hende med en blødhed, der fik mig til at lægge mærke til, at han havde øjenvipper.”
Hvis den optimale, litterære knugen er dén, der strammer til et sekund mere end uudholdelighedsgrænsen, er Ingrid Nymo specialist. Hvis den fineste intimitet rammes ved at lade blødheden føles genkendelig i et nyt ordbillede, er Nymo blandt de bedste. Generelt er Nymo en dejlig stilist, der også arbejder forførende lækkert med tematiske forgreninger. Eksempelvis følges tanken om en begravet far op af konstateringen, at de træpiller, han købte, stadig brænder under huset.
’Kloster’ får mig til at tænke på endnu en rejsende ung persons sorgproces: nemlig Agnes’ i Amalie Langballes også gysende gode Forsvindingsnumre. Med de to romaner har Nymo og Langballe fanget sorgen på uudholdelighedsgrænsen med alle sanserne aktiveret, og sådan opstår den vildeste litterære oplevelse.
Kommentarer