Anmeldelse
Kierkegaard når han er bedst – og værst af Joakim Garff (red.)
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Hvad betyder Kierkegaard for nutidens mennesker? 28 personlige bud giver en fin introduktion til den store filosof. Nybegyndere kan stige på her.
’Kierkegaard når han er bedst – og værst’ er én blandt mange bøger, der er udkommet i anledning af 200-året for Kierkegaards fødsel. Denne bog skiller sig lidt ud fra mængden ved sin personlige indfaldsvinkel. Bidragyderne er forfattere, litterater, teologer og politikere, og de er velbevandrede i Kierkegaards værker. Flere af dem har været optaget af Kierkegaard gennem hele livet, og for nogle af dem har han været et pejlemærke i deres eget liv og arbejde. Trods visse forbehold er de grebet af Kierkegaards livslange, eksperimenterende undersøgelser af tilværelsens grundlæggende umulighed og hans dybe indsigt i menneskesindet på godt og ondt. Kun en enkelt har efter ungdommens betagelse af Kierkegaard opgivet ham, fordi hans synspunkter ikke harmonerer med hendes tro.
Mit udgangspunkt er et fuldkomment ukendskab til Kierkegaards værker. Alligevel har jeg vovet at sige ja til at anmelde bogen, fordi jeg er nysgerrig. Måske er det netop de personlige indlæg, der kan give mig det afgørende skub. Helt let har det ikke været, for bogen er naturligvis kalejdoskopisk. Jeg føler mig lidt svimmel ved at blive præsenteret for så mange sider af Kierkegaard, men der tegner sig da et billede af en kontroversiel og mangetydig forfatter, der lystigt forfægter modstridende synspunkter og ikke undser sig for at drive gæk med læseren, men som også rummer en insisterende og foruroligende alvor. Han har mange kasketter på i sit forfatterskab, og som Bertel Haarder så rammende udtrykker det, er han som sæbe; umulig at sætte en formel på, men også umulig at komme uden om. Teolog, filosof og digter i en skønsom blanding og med en sprudlende tankevirksomhed, der kommer til udtryk i hans yderst forskelligartede tekster af yderst vekslende sværhedsgrad.
Jeg bilder mig ikke ind, at min anmeldelse giver et udtømmende indtryk af bogen, for det er umuligt at forholde sig til alle bogens synspunkter. Jeg hæfter mig ved Kierkegaards optagethed af det enkelte menneskes eksistentielle grundvilkår; ”Hiin enkelte”, der er fri til at vælge sig selv, passer meget godt med moderne tankegang, men for Kierkegaard er det med ansvar over for Gud. Der er divergerende meninger om blandt andet Kierkegaards sprog, hans næstekærlighedsforståelse, hans syn på demokratiet og hans opfattelse af kvinder. Sproget beskrives af nogle som melodisk, og det passer godt med Kierkegaards hensigt, at læseren skal læse teksten højt for sig selv. Kierkegaard vil i dialog med sin læser og giver udtryk for, at læseren selv skal danne sig en mening, men måske er der også tale om manipulation eller ligefrem forførelse?
Som polemiker har Kierkegaard fat i noget væsentligt, når han svinger krabasken over den hykleriske, stivnede statskirke, men der er bred enighed blandt bidragyderne om, at det kammer over i hans sene værker, hvor han slår til lyd for en radikal ”enkeltmandskristendom”, der ikke levner plads til et kristent fællesskab.
Efter at have læst bogen, aner jeg stadig ikke, hvem Kierkegaard egentlig var. Uden tvivl en blændende skribent og tænker på den ene side, på den anden side nok en utålelig egocentriker, der havde det svært med det virkelige liv. Der er ingen vej udenom. Han skal læses, og jeg er blevet inspireret til at begynde med ’Kjærlighedens Gjerninger’, men vil holde mig langt væk fra hans sene, misantropiske forfatterskab.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Hvad betyder Kierkegaard for nutidens mennesker? 28 personlige bud giver en fin introduktion til den store filosof. Nybegyndere kan stige på her.
’Kierkegaard når han er bedst – og værst’ er én blandt mange bøger, der er udkommet i anledning af 200-året for Kierkegaards fødsel. Denne bog skiller sig lidt ud fra mængden ved sin personlige indfaldsvinkel. Bidragyderne er forfattere, litterater, teologer og politikere, og de er velbevandrede i Kierkegaards værker. Flere af dem har været optaget af Kierkegaard gennem hele livet, og for nogle af dem har han været et pejlemærke i deres eget liv og arbejde. Trods visse forbehold er de grebet af Kierkegaards livslange, eksperimenterende undersøgelser af tilværelsens grundlæggende umulighed og hans dybe indsigt i menneskesindet på godt og ondt. Kun en enkelt har efter ungdommens betagelse af Kierkegaard opgivet ham, fordi hans synspunkter ikke harmonerer med hendes tro.
Mit udgangspunkt er et fuldkomment ukendskab til Kierkegaards værker. Alligevel har jeg vovet at sige ja til at anmelde bogen, fordi jeg er nysgerrig. Måske er det netop de personlige indlæg, der kan give mig det afgørende skub. Helt let har det ikke været, for bogen er naturligvis kalejdoskopisk. Jeg føler mig lidt svimmel ved at blive præsenteret for så mange sider af Kierkegaard, men der tegner sig da et billede af en kontroversiel og mangetydig forfatter, der lystigt forfægter modstridende synspunkter og ikke undser sig for at drive gæk med læseren, men som også rummer en insisterende og foruroligende alvor. Han har mange kasketter på i sit forfatterskab, og som Bertel Haarder så rammende udtrykker det, er han som sæbe; umulig at sætte en formel på, men også umulig at komme uden om. Teolog, filosof og digter i en skønsom blanding og med en sprudlende tankevirksomhed, der kommer til udtryk i hans yderst forskelligartede tekster af yderst vekslende sværhedsgrad.
Jeg bilder mig ikke ind, at min anmeldelse giver et udtømmende indtryk af bogen, for det er umuligt at forholde sig til alle bogens synspunkter. Jeg hæfter mig ved Kierkegaards optagethed af det enkelte menneskes eksistentielle grundvilkår; ”Hiin enkelte”, der er fri til at vælge sig selv, passer meget godt med moderne tankegang, men for Kierkegaard er det med ansvar over for Gud. Der er divergerende meninger om blandt andet Kierkegaards sprog, hans næstekærlighedsforståelse, hans syn på demokratiet og hans opfattelse af kvinder. Sproget beskrives af nogle som melodisk, og det passer godt med Kierkegaards hensigt, at læseren skal læse teksten højt for sig selv. Kierkegaard vil i dialog med sin læser og giver udtryk for, at læseren selv skal danne sig en mening, men måske er der også tale om manipulation eller ligefrem forførelse?
Som polemiker har Kierkegaard fat i noget væsentligt, når han svinger krabasken over den hykleriske, stivnede statskirke, men der er bred enighed blandt bidragyderne om, at det kammer over i hans sene værker, hvor han slår til lyd for en radikal ”enkeltmandskristendom”, der ikke levner plads til et kristent fællesskab.
Efter at have læst bogen, aner jeg stadig ikke, hvem Kierkegaard egentlig var. Uden tvivl en blændende skribent og tænker på den ene side, på den anden side nok en utålelig egocentriker, der havde det svært med det virkelige liv. Der er ingen vej udenom. Han skal læses, og jeg er blevet inspireret til at begynde med ’Kjærlighedens Gjerninger’, men vil holde mig langt væk fra hans sene, misantropiske forfatterskab.
Kommentarer