Er ulighed i de rige lande en trussel mod stabilitet i det moderne samfund? Den franske økonom baserer sin fremstilling på et imponerende historisk materiale fra de sidste tre århundreder.
Kan almindelige læsere gå i gang med denne bog og regne med et udbytte? Det var denne læsers udgangspunkt. Og min konklusion kan formuleres således: ja, det kan de godt, men kun hvis de selv gennemskuer stoffets opbygning i så høj grad, at de er i stand til at ’springe over’ de afsnit, som indeholder for svært stof eller bare stof, der ikke er afgørende for ens private forståelse. Personligt fandt jeg det meget fascinerende at finde en omtale af den gruppe, der er opstået i de senere år af 'superledere', en lille gruppe erhvervsledere, hvor købekraften i deres løn er steget over 50 % over de seneste 10 år. Har vi ikke hørt om danske bankdirektørers absurde gyldne afskedshåndtryk?
Så ja, såkaldt ’almindelige’ læsere uden en baggrund i økonomi kan godt kaste sig over denne bog – energi, koncentration og samfundsinteresse er dog nødvendigt.
Værkets titel er naturligvis en lidt ironisk kommentar til Karl Marx's store afhandling fra forrige årtusinde. I øvrigt mener Piketty, at Marx var ustruktureret og impressionistisk. Piketty selv er uhyre velstruktureret, og det er en på alle måder imponerende udgivelse. Han har, naturligvis sammen med en hær af bidragsydere, fx Ph.d.-studerende og unge forskere, over en periode på 15 år arbejdet med tre århundreders historiske dynamik i indkomster og formuer.
Bogens formål får vi på side 269 efter mange forklaringer om vækst, kapital og statistiske udredninger: '”at søge at forstå, hvordan så høje niveauer i formuekoncentrationen opstod, blev bevaret, brød sammen og eventuelt kan genopstå, er et af hovedformålene med denne bog ”. Og yderligere; '”det centrale spørgsmål er ikke så meget ulighedernes størrelse i sig selv, som det er spørgsmålet om hvordan de retfærdiggøres” (s. 271).
Stoffet er som nævnt veltilrettelagt, og Piketty er generelt en moderne og underholdende formidler. Han inddrager også skønlitteraturen fra den periode, han behandler. Især spiller skildringerne af den økonomiske overklasse hos Balzac (1799 - 1850) en stor rolle, ligesom Henry James’ og Jane Austens fortællinger fra de yderst velhavende miljøer, hvor kapitalafkast er figurernes egentlige indtægtskilder.
Men i dag, skriver han, ville ingen romanforfattere fylde deres historier med formuer på 30 millioner euro; ”I den moderne litteratur fremstilles ulighederne mellem samfundsgrupper næsten udelukkende som forskelle i arbejde, løn og titler”.
Mod bogens slutning afrunder Thomas Piketty med, at han ønsker, at økonomi skal opfattes som en deldisciplin af samfundsvidenskaberne sammen med historie, sociologi, antropologi, statskundskab og mange andre. Jeg vil gerne afslutte med endnu et citat fra bogen, der samler dens budskab godt:
”den moderne omfordeling består ikke i et overføre de riges rigdomme til de fattig, eller i hvert fald ikke på en så eksplicit måde. Den består i at finansiere offentlige ydelser og overførselsindkomster, der mere eller mindre er ens for alle, navnlig hvad angår uddannelse, sundhed og pension.”
Er han naiv? Jeg håber det ikke.
Originally published by Beth Høst, Litteratursiden.
Kommentarer