Norske Hanne Ørstaviks roman bog Kallet (dansk: Kaldet) – romanen er en fin og vedkommende fortælling om valg, køn og romaner.
Jeg-personen i Hanne Ørstaviks bog Kallet – romanen (2006) er en forfatter, der lider af en skriveblokering. Det er en ganske konkret en af slagsen, den skriveblokering, det er nemlig en mystisk, bortvendt kvinde, der står mellem forfatter-jeget og den fortælling, hun gerne ville skrive.
Ørstads jeg kan se kvinden for sig, når hun ikke kan skrive, men hun kan ikke finde ud af, hvem hun er. Er det hende selv? Hendes mor? Hendes far? Kender hun hende overhovedet? Og hvordan i alverden skal hun få ”den forpulte faens jævla drittfitta” til at flytte sig, så hun kan komme i gang med at skrive?
Romanens tidslige ramme er et interview, som journalisten Bill – en androgyn og påtrængende kvinde – kommer for at lave med jeg-fortælleren. Ind i dette interview flettes dels refleksioner over jegets nylige skilsmisse og forholdet til hendes forældre, dels historien om hendes farmor, der drog til Kina for at blive missionær, men som forelskede sig på båden fra Amerika til Kina og endte som missionærhustru og mor til ni i stedet.
Romanen er en eksistentiel udforskning af, hvordan man finder ud af at tage sig liv på sig, og det er særligt en udforskning af, hvordan man gør det som kvinde. Hvad er et valg? Hvad er et kald? Hvordan vælger man sit liv? ”Det var delt i misjonskall og morskall” (s. 157) skriver forfatter-jeget om sin farmors liv – og den kvindelige besværlighed i den forbindelse er jo, at havde farmoderen ikke valgte moderkaldet, så havde jeget slet ikke eksisteret.
Sproget er et sted
For Ørstaviks skrivende fortæller er teksten et rum, og det at skrive er at bevæge sig, at opdage nye territorier. Over for Bill forklarer hun det sådan her:
”Det handler om at teksten er et rom, sier jeg. Språket er steder. Men de finnes ikke før du går inn i dem. Akkurat som før i tiden, sier jeg, du vet, kartene, før, for lenge siden. Da fantes ikke Østen. Plassen deres på kartet var tom. Der var ikke noe Kina før Marco Polo. Det var tomt der Kina nå er.” (s. 38)
Hvordan forholder man sig som kvinde til dilemmaet mellem børn og selvrealisering, mellem missionskald og moderkald? Ørstavik reflekterer over, hvordan kvindekroppen (og livmoderen) er et iboende kald i mange kvinder – eller i hvert fald et valg, som kvinder skal tage stilling til på en anden måde end mænd, fordi det er så kropsligt påtrængende.
Tegnet på kærlighed
Én måde at undgå børn på er ved at undgå mænd, og det seksuelle forhold mellem mænd og kvinder er ganske umuligt i romanens fortællinger. Da fortællerens bedsteforældre vendte hjem fra Kina, ville farmoren ikke længere gå i seng med farfaren, og fortællerens egne forældre havde et turbulent og voldeligt forhold. ”Mamma hold meg hardt for jeg hater deg” (s. 33) kalder jeget sin mor, for det var sådan, moren havde det med faren: Hold mig hårdt, for jeg hader dig.
I jegets familie og erfaring fører sex til børn, og børn står i vejen for mødrenes drømme (eller for parforholdet), de er blokeringer i kroppen. Jegets eget ægteskab er smuldret hen på den måde – hendes mand mente, at der måtte være mere kærlighedsfulde måder at leve sammen på end de gjorde.
”At det finnes mer kjærlighetsfulle måter. Hva betyr det? Å være tilgjengelig? Å være et villig hull, alltid, overalt. Er det tegnet på kjærlighet?” (s. 88)
Ørstavik er provokerende i sin måde at skildre den slags umuligheder på, men det er også ærlige og følsomme refleksioner over, hvad liv og valg og kærlighed er.
Nej, jeg vil ikke
For mig er der sådan en fint genkendelig umulighed i jeg-personens liv. ”Nei, vil ikke,” (s. 90) skriver forfatterjeget i barnlig trods, og det er et nej til alt muligt – til hendes tidligere mand, til hendes forældre, til kritikernes reaktioner på hendes tidligere romaner. Hvordan kan man både være kvinde og forfatter med en mening? Fortælleren føler sig fanget, misforstået og besværlig:
”…plutselig tenker jeg at reaksjonen på Dal var den litterære offentlighetens forsøk på å kneble viljen min. Jeg fikk ikke lov til å si noe så hardt, så klart og tydelig. Jeg skulle holde meg på plass, på kvinneplassen i den litterære offentlige familien, jeg skulle ikke tro jeg kunne komme og si noe om litteratur i det hele tatt. Jeg skulle være til å spise op, i det minste til å like, spiselig, noe kritikerne kunne klare å svelge.” (s. 92)
Ørstaviks bog en inviterende (og forstyrrende!) roman om, hvordan man skaber sig en plads i verden. Den er, ligesom de fleste af hendes forrige romaner, oversat til dansk, men hendes fine prosa kan sagtens læses på norsk. Ørstavik debuterede i 1996 med romanen Hakk, og Romanen – kallet er nummer otte i rækken.
Af Anne Kirstine Munk, Cand. Mag.
Kommentarer