Nobelprismodtager Saramagos sidste roman om brodermorderen Kain er tankevækkende, begavet og humoristisk læsning.
Den bibelske beretning om brodermorderen Kain og straffen for hans ugerning er vist kendt af de fleste. Og i korte træk er det dén, der danner bund i den portugisiske forfatter og nobelprismodtager José Saramagos sidste roman, ’Kain’. Det er muligt, at kendere (og elskere) af Saramago ikke har de store følelser for denne hans svanesang – det har til gengæld jeg! Jeg har ingen forbehold overhovedet, men ren og skær begejstring for værket, så er det sagt!
You know: Kain, der er agerdyrker, dræber sin bror Abel, som er mere til dyrehold, i særdeleshed fårebrug. De to brødres individuelle ofre bliver, uvist hvorfor, ikke modtaget lige vel af gud (som Saramago i dén grad har et udestående med), idet Herren afviser Kains. Kain slår Abel ihjel, og gud straffer Kain ved at lade ham vandre hvileløst og forladt omkring på jorden. Så langt er de bibelske skrifter vist med os.
Hos Saramago fremstilles Kain dog ikke som den entydige skurk, han ellers let kan tolkes som. Saramago lader nemlig dengsen Abel opføre sig yderst usympatisk, idet han gør nar af broderen og dennes afviste offer plus fører sig frem på en lidet klædelig facon og kalder sig selv guds udvalgte. Abel er med andre ord en dårlig vinder, hvilket som bekendt er meget værre end en dårlig taber. Kain lader sig provokere – hvem ville ikke det? – og slår Abel til plukfisk med en æselkæbe.
Gud kommer farende, og en længere palaver tager form mellem dommer og dræber – en palaver, der resulterer i, at Kain ikke alene skal vandre hvile- og rastløst rundt på jord, men også at han bliver kastet omkring i tiden, således at han bliver vidne til Det Gamle Testamentes største og væsentligste begivenheder på trods af, at de udspiller sig med mange års mellemrum. Således bliver det eksempelvis Kain, der forhindrer, at Abraham dræber sin egen søn, Isak. Nå ja, egentlig skulle handlingen jo have været forhindret af en engel, men grundet problemer med den en vinge, kommer englen for sent – og så var det jo heldigt nok, at Kain var på pletten. Også guds udslettelse af Sodoma og Gomorra oplever Kain på nærmeste hold, ligesom han faktisk også er med om bord på Noahs ark. Og det blot for at nævne nogle få af Kains uhyrlige tildragelser, hvor ødelæggelse og drab på uskyldige er i centrum.
Kain fatter ikke guds dispositioner, og dét er netop humlen her. Eller som det så rammende står skrevet: ”Historien om mennesket er historien om dets tvister med gud, for hverken han forstår os eller vi ham.” Og heri kan man (hvis man vil) finde årsagerne til al den udåd, som gennem årene er blevet begået i religionens navn. Man skal altså ikke lide af angst for blasfemi, hvis man ønsker Saramagos udlægning af Kains skæbne. Til gengæld får man et tankevækkende, begavet og humoristisk værk at læse.
Jeg tror, stemningen er til et: Holy shit!
Kommentarer