Kærligheden når det er alvor af Daniela Krien

Gribende tysk kollektivroman om fem midaldrende kvinder, der slås med livet og krydser hinanden med barndommen i DDR som fælles bagtæppe.  

Kvinderne Paula, Judith, Brida, Malika og Jorinde er alle i 40'erne og bor i Leipzig. I kvindernes historier gemmer der sig skilsmisser, komplicerede parforhold, ensomhed, barnløshed, datingforsøg, og alt det et liv gemmer på, når man er midaldrende. Deres historier opruller sig efterhånden og filtrer sig mere og mere sammen, efterhånden som man sluger bogen.

Paula er den første kvinde, læseren hører om, hun har mistet sin lille datter, barndomsveninden Judith er også veninde med forfatteren Brida. Judith er single og har ikke rigtig behov for et fast forhold og børn, hendes hest er det vigtigste og jobbet som læge. Brida er gift med vesttyske Gøtz, der har været kæreste med Malika og så videre. Gøtz’ forældre har svært ved at skjule deres skuffelse over, at sønnen gifter sig med en kvinde fra det tidligere DDR, og de to forældrepar bliver aldrig gode venner. Malika og Jorinde er søskende men med en noget forskellig opfattelse af deres forældre og barndom. Faderen var en kendt kulturperson i DDR, og forældrene har ikke rigtigt forvundet Murens fald.

Som kvinde har man en helt sikker fornemmelse af at kende dele af disse kvinders liv. Jeg tror næsten alle kvinder vil opleve noget i bogen her, der rammer dem lige i hjertet, og det er en stor kunst fra forfatterens side. Hun kan skrive hjertegribende om at miste et lille barn, og hvad det gør for et parforhold, om at ville og ikke ville sin eksmand, der samtidig venter barn med en ny kæreste, som man skal holde ferie sammen med. Om at være dybt ensom og blive afhængig af dating, uden at det giver nogen egentlig glæde. Om at prøve at gøre karriere samtidig med at få børn, om forholdet til forældrene og mange flere facetter af et kvindeliv.

Der er dog én ting, man ikke rigtig kan sætte sig ind i, men som ikke desto mindre er spændende læsning, og det er det traume, der blev påført disse pigers forældre ved Murens fald. En glædens tid der alligevel også for mange betød et farvel til et helt liv. Krien har selv fortalt, hvordan hun og hendes jævnaldrende, der var teenagere, så det som en kæmpe mulighed, mens mange af deres forældre ikke rigtig kom sig over denne livsændring. Også fordi man stadig, 30 år efter, ikke altid bliver regnet for fuldgyldig tysker, når man er fra det tidligere Østtyskland. Som hun siger det, var barndommen i DDR tryg og forudsigelig, der var få materielle værdier, men det var fælles for de fleste. Hun forsvarer ikke Stasi og diktaturet på nogen måde men har en forståelse for, at nogle kan længes tilbage efter en enklere tid.

Daniela Kriens roman er dejlig læsning, som de fleste kvinder, der er ovre deres første ungdom, kan spejle sig i. Jeg forstår til fulde, at hun er meget læst i Tyskland. Jeg skal bestemt snart i gang med hendes foregående roman Engang vil vi fortælle hinanden alt.