En ung pige besøger Einstein og interviewer ham "uden for tiden". Genren kan kaldes underholdende "narrativ naturvidenskab": Einstein forklaret for almindelige mennesker.
At give en "belæring" eller formidling af bestemte videnskabelige, filosofiske eller etiske teorier i skønlitterær forklædning er naturligvis gjort utallige gange. Men da Jostein Gaarder’s "Sofies verden" udkom i 1992 fik genren et fokus, der ikke siden er fjernet.
Filosofiens historie var det spændende emne i "Sofies verden", i Clements "Theos rejse" fra 1999 var det religionshistorien, der stod for tur. Bøgerne var godt nok henvendt til unge, men alle kunne med udbytte læse med, og det gælder på samme vis her med Einsteins teorier.
Forfatteren til denne bog er manden bag flere store filmmanuskripter, og startscenen er da også yderst filmisk. Der zoomes ind på en pige, der går hen ad gaden i et navnløs, nutidig centraleuropæisk storby, vi betragter hende udefra og konkluderer, som betragteren, at hun nok er studerende.
I nogle lokaler i et hus uden for tiden møder hun Albert Einstein, der i øvrigt slet ikke eksisterer mere. Han byder den unge (kønne og begavede) kvindelige studerende velkommen, hun beder om at måtte interviewe ham og tænder sin båndoptager.
At der muligvis ikke kommer noget på båndet, gør Einstein hende finurligt opmærksom på, men de to indleder nu en lang og meget underholdende samtale.
Mange emner kommer de omkring, det charmerende geni og den unge pige.
Relativitetsteorien naturligvis, her kaldet "hverdagsrelativiteten", og som med mange af de andre emner forklares det, så helt almindelige mennesker kan følge med.
(Under læsningen kunne jeg ikke slippe billedet af Walter Matthau som Einstein og Meg Ryan som hans niece i filmen ’I Q’ og replikken ’Don’t let your brain interfere with your heart’, men det er en helt anden historie)
Der er for så vidt intet plot i bogen, bortset fra at Einsteins liv og karriere danner baggrund for nogle af forklaringerne, men for den læser, der higer efter viden, er det jo guf. Og så glem, at det kaldes en roman, og at dagbladsanmelderne vredt faldt over dens manglende kvalifikationer indenfor den skønlitterære genre.
Da Bill Bryson’s "En kort historie om næsten alt" udkom, ramte den bestsellerlisterne med et brag. Og den er præcis lige så fortællende som denne, men bliver bare kaldt faglitteratur. Alt er relativt! Også litteraturens genreopdelinger.
Oversat af Niels Lyngsø. Rosinante, 2006. 218 sider. Kr. 249,-
Kommentarer