Anmeldelse
Jung Chang : Vilde svaner
- Log ind for at skrive kommentarer
»Vilde svaner« er et slægtsdrama uden lige. Jung Chang skriver her sin egen families voldsomme historie ind i Kinas blodige og voldelige historie.
Bogen er en romanagtig historie, men ikke nogen roman. Chang beretter i kronologisk og dokumentarisk form .
Jung Chang er født i 1952, og indtil 1978 anede hun stort set intet om sit eget lands historie. I sin egen familiehistorie var hun ligeså blank.
Men som en af de få privilegerede blev hun i 1978 sendt på et universitetsophold i Vesten, og ved at komme væk og det kendte på afstand begyndte hun først at sætte spørgsmålstegn ved det, hun som en del af det kommunistiske Kina tog for givet. Det er efterrationaliseringerne, der præger bogen med hendes argumenter for at flygte fra Kina.
Jung Chang beskriver i et indtrængende og godt sprog tilblivelsen af Maos Kina. Først halvvejs inde i bogen dukker hun selv op som nyfødt. Hun var 14 år gammel, da den vanvittige kulturrevolution brød ud i 1966, blev derefter ligesom millioner af andre kinesiske unge hjernevasket af Mao-regimet samtidig med, at hendes egne forældre blev udsat for mishandlinger og ydmygelser af rødgardisterne.
I portrættet af tre kvindegenerationer (bedstemor, mor og datter) finder vi knugende, men nok velkendte beretninger om fysisk tortur mod småpiger i det hensygnende kejserrige. Jung Changs bedstemor var en af de sidste kvinder i Kina, der som lille fik sine fødder snøret med ti meter lange stofstrimler, hvorefter undersiden blev knust med en stor sten, så fødderne ikke skulle vokse – og oldefaren kunne sælge sin datter som konkubine.
Vi kommer meget tæt på den åndelige og fysiske tvang i Folkerepublikkens opbygningsår efter 1949. Den mellemste generations liv var i den efterfølgende periode præget af hverdagens magtkampe med politisk mistænkeliggørelse og stikkeri, og Mao-regimet benyttede sig af det infame middel at sætte teenagere op imod deres egne forældre. Det er foruroligende og rystende læsning.
Under den uendelige lidelseshistorie ligger en anden dokumentarisk fortælling om, hvordan kvinder i Kina har været behandlet som et værgeløst vedhæng efter mændenes forgodtbefindende. Lige nøjagtig her tilkender den kritiske forfatter det kommunistiske Kina en succes: Kommunisterne lovede at fjerne kvindeundertrykkelsen, og midt i al brutalitet og uret, som fulgte i kølvandet på Maos syge ideer, så holdt kommunisterne på dette område deres løfte.
»Vilde svaner« er en af vor tids største familiefortællinger om tre døtre af Kina.
Jung Chang: Vilde svaner, 618 sider (Rosinante).
- Log ind for at skrive kommentarer
»Vilde svaner« er et slægtsdrama uden lige. Jung Chang skriver her sin egen families voldsomme historie ind i Kinas blodige og voldelige historie.
Bogen er en romanagtig historie, men ikke nogen roman. Chang beretter i kronologisk og dokumentarisk form .
Jung Chang er født i 1952, og indtil 1978 anede hun stort set intet om sit eget lands historie. I sin egen familiehistorie var hun ligeså blank.
Men som en af de få privilegerede blev hun i 1978 sendt på et universitetsophold i Vesten, og ved at komme væk og det kendte på afstand begyndte hun først at sætte spørgsmålstegn ved det, hun som en del af det kommunistiske Kina tog for givet. Det er efterrationaliseringerne, der præger bogen med hendes argumenter for at flygte fra Kina.
Jung Chang beskriver i et indtrængende og godt sprog tilblivelsen af Maos Kina. Først halvvejs inde i bogen dukker hun selv op som nyfødt. Hun var 14 år gammel, da den vanvittige kulturrevolution brød ud i 1966, blev derefter ligesom millioner af andre kinesiske unge hjernevasket af Mao-regimet samtidig med, at hendes egne forældre blev udsat for mishandlinger og ydmygelser af rødgardisterne.
I portrættet af tre kvindegenerationer (bedstemor, mor og datter) finder vi knugende, men nok velkendte beretninger om fysisk tortur mod småpiger i det hensygnende kejserrige. Jung Changs bedstemor var en af de sidste kvinder i Kina, der som lille fik sine fødder snøret med ti meter lange stofstrimler, hvorefter undersiden blev knust med en stor sten, så fødderne ikke skulle vokse – og oldefaren kunne sælge sin datter som konkubine.
Vi kommer meget tæt på den åndelige og fysiske tvang i Folkerepublikkens opbygningsår efter 1949. Den mellemste generations liv var i den efterfølgende periode præget af hverdagens magtkampe med politisk mistænkeliggørelse og stikkeri, og Mao-regimet benyttede sig af det infame middel at sætte teenagere op imod deres egne forældre. Det er foruroligende og rystende læsning.
Under den uendelige lidelseshistorie ligger en anden dokumentarisk fortælling om, hvordan kvinder i Kina har været behandlet som et værgeløst vedhæng efter mændenes forgodtbefindende. Lige nøjagtig her tilkender den kritiske forfatter det kommunistiske Kina en succes: Kommunisterne lovede at fjerne kvindeundertrykkelsen, og midt i al brutalitet og uret, som fulgte i kølvandet på Maos syge ideer, så holdt kommunisterne på dette område deres løfte.
»Vilde svaner« er en af vor tids største familiefortællinger om tre døtre af Kina.
Jung Chang: Vilde svaner, 618 sider (Rosinante).
Kommentarer