Lotte Kirkeby debuterer med bravour med en smukt indpakket novellesamling om at miste noget: Livet, en ægtefælle, sin barnetro eller nærhed.
Lotte Kirkebys skønlitterære debut, novellesamlingen ’Jubilæum’, kommer i en smuk indpakning. Smudsomslaget er et kig op i kronen på et blomstrende magnolietræ, der i grå og lilla nuancer med et par enkelte grønne stænk peger hen mod den sarte tristhed, der træder frem, når man tager hul på de 19 noveller, der gemmer sig bag magnolietræerne. Her er tabet i centrum – dog ikke nødvendigvis med en sorg til følge, hvilket er en forfriskende tilgang til emnet.
Samlet set er novellerne i ’Jubilæum’ et studie i det at være menneske. Her er par, der må skilles – af nøden eller af døden. Kernefamilier i opløsning. Børn, der er syge, og forældre, der føler sig hægtet af. Utroskab, afmagt og dramatiske hændelser. Men det hele føres frem for læseren via antydningens kunst, og dén må siges at være kendetegnet for Kirkebys debut. Man får ikke serveret historierne og deres bagvedliggende drama på et sølvfad, men de informationer, der drypvis tilfalder læseren, er bestemt også nok til at mane u-hyggen frem. Ikke uhygge som i gyserfilm og hårdkogte kriminalromaner, men u-hygge (med bindestreg) som i ”dette-er-ikke-rart”… altså det modsatte af hygge = at have det rart. Okay…?
Novellerne er alle navngivet efter noget, der umiddelbart kan forekomme som en biting i selve novellen, men for de implicerede bliver det netop den ting, de husker og forbinder med en bestemt begivenhed. For eksempel i novellen ’Myggestik’, hvor to børn får besked på, at deres forældre skal skilles. Pigen vil undgå at græde, og derfor koncentrerer hun sig i stedet om at klø i de myggestik, hun har på benet. Eller i min personlige favorit-novelle ’Lus’, hvor en mor føler, at hendes store datter aldrig rigtig har haft brug for hende eller har villet hende. Derfor blev moren altid glad, når datteren som lille havde fået lus. Så kunne hun nemlig få lov at finde tættekammen frem og dermed også få lov til at røre ved og vise omsorg for det barn, som ikke umiddelbart havde brug for det.
Tematisk minder ’Jubilæum’ mig om Linda Boström Knausgårds novellesamling ’Grand mal’ (2012). Her er det også det sårbare menneskeliv og den skrøbelige eksistens, der kredses om, plus det faktum, at tingene kan tage en drejning, vi ikke var forberedte på eller kan stille noget op imod.
Skal man så påregne at blive småtrist eller deprimereret efter mødet med ’Jubilæum’ og alle de ulykkeligheder? Nej, slet ikke. Lotte Kirkeby har en evne til, på meget kort tid og med velvalgte greb og ord, at skildre steder, personer og hændelser, som efterlader et stort indtryk, men på en måde så man på forunderligvis accepterer, at det er sådan, det må være. Nøjagtig som man lærer at affinde sig med de slag, man selv har pådraget sig gennem tiden.
Oprindeligt skrevet af Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.
Kommentarer