Anmeldelse
Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg af Kjersti Annesdatter Skomsvold
- Log ind for at skrive kommentarer
Norsk debutant mestrer det morsomme og morbide. Overraskende og charmerende roman om en besynderlig kvindes besynderlige liv.
Mathea Martinsen er en enlig ældre dame, som i den sidste del af sit liv går i panik og foretager sig nogle ting hun aldrig tidligere har gjort. Hun er bange for at gå i graven og ikke blive husket af nogen. Blandt andet begynder hun at bage, opsøger selskab med andre mennesker, hun ringer til Oplysningen efter sit eget telefonnummer og finder sin hengemte brudekjole frem. Udadtil er Mathea aldeles anonym, men inde bag facaden finder man et meget anderledes tænkende menneske; som privat rengøringshjælp hos ægtefællens chef stjæler hun en tandsamling. Hun tilføjer sine egne til samlingen i takt med de falder ud, og forsøger en dag om en af de stjålne tænder passer i hendes mund, da hun mister endnu en tand.
Mathea formår ikke at kontakte mennesker omkring hende, hverken for at være social eller for at bede om hjælp til noget. Undervejs i bogen forstår man som læser at ægtemanden Epsilon dør, men hvor længe Mathea lever som enke er ikke angivet. Som barn var Mathea ensom og havde det svært i skolen. Allerede i skoletiden fandt hun sammen med Epsilon, som også var ensom og en særling. De to levede sammen i mange år og gennemgik flere perioder med sorg og savn. De havde deres egen måde at omgå problemerne på, han gennem statistik og hun ved at være tavs. Hans liv drejede sig primært om statistik, og meget blev forklaret og fortalt via statistik. Epsilon og Mathea havde et ejendommeligt, og man kunne vel også kalde det et velfungerende samliv. Måske fordi de var sære på hver deres måde og ikke mindst tolerante over for hinandens særheder!
Bogens slutning kan ikke afsløres, men i slutningen af bogen bliver Matheas overfrakke ved en fejl brugt som gevinst ved et lotteri. Mathea siger ikke fra, som man normalt ville gøre, men går hjem uden overtøj. Dette er på sin vis prikken over i’et. Mathea formår ikke at tale med andre mennesker og dermed få gjort opmærksom på sig selv. Hun er dybt socialt handicappet, og det er både trist og tragikomisk.
Undervejs i bogen kan man komme i tvivl om hvorvidt det er Matheas fantasier der skildres, eller om det er hendes absurde oplevelser og tanker man får serveret. Uanset, så er forfatteren på pletten med det skæve, det triste og det komiske.
Jeg kan anbefale bogen til alle som vil have en dejlig og overraskende læseoplevelse.
- Log ind for at skrive kommentarer
Norsk debutant mestrer det morsomme og morbide. Overraskende og charmerende roman om en besynderlig kvindes besynderlige liv.
Mathea Martinsen er en enlig ældre dame, som i den sidste del af sit liv går i panik og foretager sig nogle ting hun aldrig tidligere har gjort. Hun er bange for at gå i graven og ikke blive husket af nogen. Blandt andet begynder hun at bage, opsøger selskab med andre mennesker, hun ringer til Oplysningen efter sit eget telefonnummer og finder sin hengemte brudekjole frem. Udadtil er Mathea aldeles anonym, men inde bag facaden finder man et meget anderledes tænkende menneske; som privat rengøringshjælp hos ægtefællens chef stjæler hun en tandsamling. Hun tilføjer sine egne til samlingen i takt med de falder ud, og forsøger en dag om en af de stjålne tænder passer i hendes mund, da hun mister endnu en tand.
Mathea formår ikke at kontakte mennesker omkring hende, hverken for at være social eller for at bede om hjælp til noget. Undervejs i bogen forstår man som læser at ægtemanden Epsilon dør, men hvor længe Mathea lever som enke er ikke angivet. Som barn var Mathea ensom og havde det svært i skolen. Allerede i skoletiden fandt hun sammen med Epsilon, som også var ensom og en særling. De to levede sammen i mange år og gennemgik flere perioder med sorg og savn. De havde deres egen måde at omgå problemerne på, han gennem statistik og hun ved at være tavs. Hans liv drejede sig primært om statistik, og meget blev forklaret og fortalt via statistik. Epsilon og Mathea havde et ejendommeligt, og man kunne vel også kalde det et velfungerende samliv. Måske fordi de var sære på hver deres måde og ikke mindst tolerante over for hinandens særheder!
Bogens slutning kan ikke afsløres, men i slutningen af bogen bliver Matheas overfrakke ved en fejl brugt som gevinst ved et lotteri. Mathea siger ikke fra, som man normalt ville gøre, men går hjem uden overtøj. Dette er på sin vis prikken over i’et. Mathea formår ikke at tale med andre mennesker og dermed få gjort opmærksom på sig selv. Hun er dybt socialt handicappet, og det er både trist og tragikomisk.
Undervejs i bogen kan man komme i tvivl om hvorvidt det er Matheas fantasier der skildres, eller om det er hendes absurde oplevelser og tanker man får serveret. Uanset, så er forfatteren på pletten med det skæve, det triste og det komiske.
Jeg kan anbefale bogen til alle som vil have en dejlig og overraskende læseoplevelse.
Kommentarer