Karsten Wind Meyhoff kalder i bog om kriminallitteraturens historieForbrydelsens elementer fra 2009 Jim Thompsons bøger for 'rendyrket hårdkogt misantropi'. Og det forstår jeg godt efter at have læst Thompsons Min indre morder, som han skrev i 1952. Det er bestemt ikke hyggenyggelig feelgoodlæsning, han præsenterer én for i historien om den unge, tilsyneladende flinke og rare texanske undersherif Lou Ford, som lider af 'sygdommen', der i stigende grad udvikler ham til en ekstremt uempatisk, kynisk og voldelig møghund, som udelukkende forfølger egne behov og drifter. Selve plottet er helt anderledes end det man er vant til at se, ved at alle Lous nære omgivelser er sikre på, at det er ham som er er den mere og mere flerdobbelte morder - men bare ikke kan bevise det. Og samtidig er det så endda Lou, som fortæller historien som den ser ud fra hans sygelige synsvinkel.
Når man tænker på at bogen er fra 1952, er Min indre morderskrevet lige på og hårdt, og det både hvad angår vold, sex og kynisme. Her er der mildest talt ingen bløde mellemregninger! Portrættet af Lou, der nærmest tænker bogens tekst, er fascinerende - ikke mindst fordi det er så forbudte følelser han taler om, og han står i den grad ved dem. Det største kritikpunkt jeg har, er den danske udgaves forside, som jeg ikke synes udtrykker noget som helst af bogen, men mere ligner en sej plakat fra drengeværelset i 80'erne. Så er der mere slag i bolledejen på den amerikanske originaludgaves forside.
Fra Bogbrokken
Kommentarer