Jeg har et tæppe i tusind farver af Anne B. Ragde

Farverigt og kærligt portræt af Anne B. Ragdes mor, der blev alene med to små piger i en tid, hvor det ikke var normen. En livsbekræftende bog trods morens sidste kamp mod kræften.  

Den norske succes-forfatterinde Anne B. Ragde er elsket af mange, og dét med god grund. Hendes skrivestil er så dejligt uprætentiøs uden på nogen måde at være ydmyg eller underdanig, for Ragde skriver med fynd og med klem, og selv det onde og modbydelige bliver serveret med en vis form for lune. Og heri ligger måske en visdom, som man ikke bør sidde overhørig: Død, svigt og forsømmelse er ikke muntre følgesvende, men for at udholde dem, er man nogle gange nødt til at tage dem i et humoristisk favntag. Ragdes bøger har en varme i sig, og dén er for mig at se en stor del af hendes varemærke.  

I den selvbiografisk funderede roman med den skønne titel Jeg har et tæppe i tusind farver fortæller Ragde om sin mor, hvis barndom hun tidligere har ladet sig inspirere af i romanen Arseniktårnet. I denne omgang er det dog primært morens liv som enlig mor til to små piger og ikke mindst hendes afsked med livet, der er omdrejningspunktet. Og samtidig bringer Ragde også sin egen person så meget i spil, at det foresvævede mig, at hun har ikke så lidt til fælles med pigen Lotte i romanen En tiger for en engel. Det er med andre ord ikke ganske nyt, at Ragde bruger af hovedstolen, og denne gang optræder de involverede under eget navn. Det – og meget andet – er med til at gøre bogen både vedkommende, ægte og oprigtig.

Anne B. Ragdes mor, der var danskfødt og som lød navnet Birte, var nok, hvad man før i tiden ville have kaldt ”et jern”. Altså en kvinde, som dels besad en udtalt energi og som dels kløede på med krum hals – også når det havde været fristende bare at bøje nakken. Da Anne og hendes søster var små, rejste faren (eller også blev han smidt ud – that depends…), og Birte var nu alenemor i en tid, hvor kun få andre var det. Men hendes energi, hendes fandenivoldskhed og hendes stolthed ikke mindst bragte hende et arbejde på en posefabrik, så hun med nød og næppe kunne forsørge sig selv og sine døtre.

Beslutningen om at skrive om moren tog Anne B. Ragde, da moren mod slutningen af sit liv er meget syg af kræft. Det er et opslidende forløb, ikke mindst fordi det norske sundhedssystem i den anledning ikke er værd at skrive hjem om. Moren, der til det sidste er rap i replikken, må finde sig i dårlig mad og mindre end et minimum af pleje, så bogen er så absolut også en skarp kritik af Norges måde at behandle gamle og døende på.

Fortællingen er fuld af morsomme, rørende og absurde hændelser, som Ragde disker op med i en lind strøm – sideløbende med at moren bliver dårligere og dårligere for til sidst at drage sit sidste suk. Men trods dødens evige nærvær er det i bedste Ragde-stil også en livsbekræftende og elskelig bog, som med stor sandsynlighed vil gå lige i hjertet på både Ragde-fans og alle andre.

Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.