Jeg er en anden. Septologien III

Fine gentagende dialoger og tankestrømme væver et bevægende billede af den aldrende Asles liv og det, han skal forsone sig med.

I Septologiens tredje del står den aldrende Asle igen over for sit maleri af to streger, en lilla og en brun som krydser hinanden. Det er en onsdag før jul, og det sner udenfor. De to første bøger foregik henholdsvis på en mandag og tirsdag. Om det er vigtigt, ved man først, når alle bind er læst. Som Asle står der i den kolde stue, er han tilbage i sin barndom, hvor moren beskylder ham for at have stjålet tre enkroner, hun finder i hans lomme. Han lyver for hende, han har fået dem af Skaldepanden, som han ikke må mødes med. Billeder fra søsterens død fylder stadig, så han starter et band, men ingen af dem spiller særlig godt. Nutid og fortid smelter sammen i en original sømløs struktur i en enkel tekst uden punktummer. Fine dialoger, gentagende sætninger og uophørlige billeddannende tankestrømme flyder på besættende vis sammen.

Moren bebrejder ham at have stjålet de tre kroner, som han siger, at han fundet uden for bageren. Hun forlanger, at han skal gå tilbage og sige det til bageren. Bageren siger, han må beholde pengene og giver ham også en skolebolle. Han tør ikke sige, at det er Skaldepanden, der har taget ham på låret og givet ham pengene, for det er ret pinligt. Han er nødt til at lyve for både moren og for bageren, så han er en løgner og ikke en tyv. Det er både en morsom og tragisk historie. Han er træt af morens klagesang, om at hans hår er for langt, og at han skal male billeder, der ligner. Hun kan bedst lide det han maler af gårde og huse i farver. Men Asle har ikke haft det godt efter at søsteren Alida døde, og han er træt af skolen. Faren siger til ham: ”Du er en god dreng, Asle, men hvad skal der blive af dig?”

Det er moren, han tænker på, mens han kører ind til Galleri Beyer. Men det er også det band, han oprettede som 14-årig, idet han troede, at musikken ville få billederne til at gå væk hans hoved. I bandet møder han Sigve, der er søn af en tysk soldat, har været i fængsel og nu bor i et ydmygt bådehus. Sigve drikker for meget.

Asle flytter til Aga for at gå i gymnasiet, og han vil melde sig ud af statskirken, men da han møder sin kone Ales, konverterer han til katolicismen. I de latinske bønner finder han fred, og hans liv falder til ro. Ja, der sker næsten ingenting, men alligevel har alt betydning. Både før og nu. I hvert bind får vi nye historier.

..” og de mærkeligste billeder dukker op, som Bedstefars sorte støvler i regnvejr, engang, en dag, eller Faren som stryger hænderne gennem sit hår, netop der, netop da, eller lyset som det falder fra sin himmel og ned over fjorden, netop der, netop da..”.
Asle har malet mange billeder og vil faktisk helst beholde dem selv. Åsleik, hans gode ven og nabo, hjælper ham med brænde og rydder sne. Han får hvert år et billede, som han forærer til sin søster, Guro. I år vil han have et stort billede, helst det med de krydsende streger. Men det vil Asle ikke af med.

Der er en fin balance mellem billederne fra fortiden og den nutid, Asle befinder sig i. Det enkle sprog, de sigende og gentagende dialoger og tanker, alt går langsomt, men man venter spændt på næste bind.

Jon Fosse er født i 1959 og har et stort prisbelønnet forfatterskab, som er oversat til mange sprog. I 2015 fik han Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien ’Andvake’, ’Olavs drømme’ og ’Kveldsvævd’. Han minder om Tarjei Vesaas og om Kjell Askildsen, der i sine mesterlige noveller skriver om det svære i livet på en let måde.