Jeg bor i Sverige

Forfatter, kvinde, mor, hustru, misbruger - men først og fremmest menneske. Dette er en helt vidunderlig digtsamling.

Sonja Åkesson svensk digter, prosaist, dramatiker og kunstner er kendt og berømt i Sverige siden 1960’erne, men her i Danmark først nu oversat og fornemt gendigtet af Liv Nimand Duvå.

Sonja Åkesson levede et hårdt liv og døde af kræft i 1977, blot 51 år gammel, men hun nåede at sætte sig markante spor, fordi hun som en af de første skrev om almindelige kvinders hverdagsliv. Med et twist af galskab, vrede og humor spiddede hun dobbeltmoralen og selvtilstrækkeligheden, dels i samfundet og dels hos mænd.

’Jeg bor i Sverige’ er en digtsamling, der bevæger jeg indenfor datidens (og nutidens?) kvindelige domæne. Den handler om hverdagsliv, det vi alle tager for givet og egentlig ikke synes, vi behøver at tale meget om, det trivielle og alt det, der bare skal gøres. Den handler om de følelser, vi skammer os over at have som kvinder, fordi vi ofte føler, at vores liv går i cirkler og ikke rokker sig ud af stedet.

De evindelige gentagelser og trivialiteter, et hjemmegående husmoderliv byder på, får en tur med skurrebørsten af Åkesson, og hun minder i sine tematikker både om Tove Ditlevsens kvindefigurer og om Vita Andersens  unge, ulykkelige kvinder. Hendes personer har desuden en god portion Susanne over sig, Per Højholts kende persona, der siger de ting alle tænker, men ikke tør sige. Og så er også en masse af 60’ernes mere eksperimenterende og konstruerede digtning i samlingen, ikke mindst Åkessons lyddigte som 'Naaijdigtet' eller 'Vællingedigtet' er typiske digte fra tiden.

Det er alle disse forfattere i én og samme person, der gør Åkesson super spændende, aktuel og vigtig her i 2018. Hun har i den grad begejstret mig, for selvom digtsamlingen er fra 1966, så genkendte jeg en masse kvindeliv. Jeg har læst digtene højt og grinet en helt masse, men også krummet tæer, fordi hun var virkelig pinlig. Hendes digtsamling er en rollercoaster af følelser, ikke kun de positive og lyse. Livet er også sørgeligt, pinligt, ensomt, for sådan er det at være menneske. Og derfor er det så befriende og morsomt at føle sig set og genkendt. Dette liv er ikke det, vi læser om på Facebook eller ser på Instagram, men livet som det nu engang også er, ikke altid medvind og champagne, men mandagsvælling, tristvælling, sjapvælling, efterårsvælling, lunkenvælling og tungsindsvælling.