Anmeldelse
Je m'appelle Agneta
- Log ind for at skrive kommentarer
Man bliver opløftet, får udlængsel og kan ikke forestille sig et liv, hvor man ikke sidder i et gammelt fransk kloster og sipper vin.
Emma Hamberg har skrevet endnu en herlig feel-good roman, hvor god mad, vin og humor skaber en stemning som i Chokolade af Joanne Harris.
Svenske Agneta er 49 år, gift med Magnus, som hun har to de voksne børn med. Magnus går op i svømning, cykling og fugle og mest af alt, at de skal leve sundt uden kulhydrater: ”Da børnene boede hjemme, havde vi smør i huset. Smør og liv. Nu er der kold grød og total stilhed.”
Vi møder Agneta første gang, da hendes mand Magnus anklager hende for at have spist skindet fra aftenens kylling. Agnetas liv handler om at passe sit arbejde i trafikplanlægningsafdelingen, lytte til Magnus’ snak om motion og fugle, sende penge på MobilePay til sine to børn og drikke vin, som hun gemmer under sengen. Hun mener selv, at hun efterhånden er blevet helt gennemsigtig.
En dag ser hun en jobbeskrivelse fra en lille by i Frankrig, hvor en dreng har brug for hjælp til lektier, og hvor hun hver fredag kl. 17 skal sidde i baren. Uden at snakke med nogen søger hun stillingen, og hun får den. Da Magnus opdager hendes planer, prøver han at forklare hende, hvor ualmindeligt naiv hun er, men Agneta tager alligevel afsted.
I byen Saint Carelle i Provence viser det sig, at den lille dreng er en gammel dement mand, Einar, hvis liv har været fyldt med kærlighed og er blevet levet i fulde drag. Agneta får snart flere gode venner i den lille by, og hun møder varme hos alle, mens hun passer krævende katte, spiser oste, drikker gode vine og danser mange nætter med Einar. Men hun må træffe et valg og finde ud af, hvem hun har lyst til at være.
Emma Hamberg har skrevet en dejlig Chicklit, som de fleste kvinder vil kunne genkende sig selv i. Det er et kendetegn for genren, men jeg må alligevel sige, at jeg synes Emma Hamberg løfter niveauet adskillige grader. Hendes indlevelse i sine figurer får de enkelte portrætter til at fremstå både levende og troværdige, uden at de udvikler sig til eventyrfigurer.
Der er passager i romanen, hvor handlingen er forudsigelig og poleret, men jeg er bare lidt mere forelsket i bøger, der foregår i Frankrig, England eller Italien. Emma Hamberg er en dygtig forfatter, som sagtens kan overbevise mig om, at verdens bedste idé, er at rejse til Frankrig og sætte tiden i stå.
- Log ind for at skrive kommentarer
Man bliver opløftet, får udlængsel og kan ikke forestille sig et liv, hvor man ikke sidder i et gammelt fransk kloster og sipper vin.
Emma Hamberg har skrevet endnu en herlig feel-good roman, hvor god mad, vin og humor skaber en stemning som i Chokolade af Joanne Harris.
Svenske Agneta er 49 år, gift med Magnus, som hun har to de voksne børn med. Magnus går op i svømning, cykling og fugle og mest af alt, at de skal leve sundt uden kulhydrater: ”Da børnene boede hjemme, havde vi smør i huset. Smør og liv. Nu er der kold grød og total stilhed.”
Vi møder Agneta første gang, da hendes mand Magnus anklager hende for at have spist skindet fra aftenens kylling. Agnetas liv handler om at passe sit arbejde i trafikplanlægningsafdelingen, lytte til Magnus’ snak om motion og fugle, sende penge på MobilePay til sine to børn og drikke vin, som hun gemmer under sengen. Hun mener selv, at hun efterhånden er blevet helt gennemsigtig.
En dag ser hun en jobbeskrivelse fra en lille by i Frankrig, hvor en dreng har brug for hjælp til lektier, og hvor hun hver fredag kl. 17 skal sidde i baren. Uden at snakke med nogen søger hun stillingen, og hun får den. Da Magnus opdager hendes planer, prøver han at forklare hende, hvor ualmindeligt naiv hun er, men Agneta tager alligevel afsted.
I byen Saint Carelle i Provence viser det sig, at den lille dreng er en gammel dement mand, Einar, hvis liv har været fyldt med kærlighed og er blevet levet i fulde drag. Agneta får snart flere gode venner i den lille by, og hun møder varme hos alle, mens hun passer krævende katte, spiser oste, drikker gode vine og danser mange nætter med Einar. Men hun må træffe et valg og finde ud af, hvem hun har lyst til at være.
Emma Hamberg har skrevet en dejlig Chicklit, som de fleste kvinder vil kunne genkende sig selv i. Det er et kendetegn for genren, men jeg må alligevel sige, at jeg synes Emma Hamberg løfter niveauet adskillige grader. Hendes indlevelse i sine figurer får de enkelte portrætter til at fremstå både levende og troværdige, uden at de udvikler sig til eventyrfigurer.
Der er passager i romanen, hvor handlingen er forudsigelig og poleret, men jeg er bare lidt mere forelsket i bøger, der foregår i Frankrig, England eller Italien. Emma Hamberg er en dygtig forfatter, som sagtens kan overbevise mig om, at verdens bedste idé, er at rejse til Frankrig og sætte tiden i stå.
Kommentarer