Intet nyt fra vestfronten af Erich Maria Remarque

Læs denne roman for at forstå lidt af det, der skete i de år, hvor den vestlige verden blev sønderslidt af, hvad der viste sig ikke at være den sidste verdenskrig.

I Verdun er landskabet så kuperet som overfladen på en golfbold i gigantisk forstørrelse. Bakker slynger sig op og ned, og træerne står vinde og skæve og peger i alle retninger.

Jeg har engang været der på ferie og husker tydeligt det stød, jeg fik i maven, da det gik op for mig, hvorfor landskabet var så bakket: Fordi der under 1. Verdenskrig var faldet et utal af morterer, bomber og granater ned over de møjsommeligt opskovlede skyttegrave, hvor soldaterne lå og krøb sammen. Det var svært at forestille sig det inferno af flyvende jord, flækkede træstammer, granathylstre og mennesker, som Verdun var i de år. Især når man som jeg i 2002 stod i solskinnet og hørte fuglesang i træerne og bussens brummen i baggrunden.

Hvorfor dette tilbageblik? Fordi dette korte ophold i Verdun var anledningen til, at jeg begyndte at dykke ned i denne krig, der varede i fire år og kostede millioner af mennesker livet. Og som flåede uskylden ud af 1900-tallet og gav verden et sår, som stadig bløder. For hvordan kan verden glemme de ufattelige lidelser, som krigen var årsag til? Selv om græsset er groet hen over skyttegravene og soldaternes navne blegner i den kollektive erindring.

Men vi får ikke lov at glemme. Ikke, hvis vi stadig holder fast i at læse romaner som Remarques "Intet nyt fra vestfronten". En roman, der med rette er udråbt til en klassiker. En roman, der kryber ind under huden på én, og hvis lakoniske skildring af krigens rædsler står som mejslet i marmor. Som det marmor, som så mange af krigens monumenter efterfølgende blev opført af.

I romanen følger vi en enkelt tysk frontsoldats oplevelser. Smager soldatermaden, der er fremstillet i litervis i bulede kæmpegryder. Ser kammeraterne dø i lazarettets stank af karbol, råddenskab og sved. Er med i de mudrede skyttegrave, hvor angsten hænger som en næsten synlig dyne over mændenes hoveder. Oplever suset ved at ryge en enkelt tiltusket, krøllet cigaret - og jeg ryger ikke.

Storheden i romanen er bl.a. dens sprog. Underspillet, nøgternt og dog insisterende. Nogle gange næsten opremsende, som f.eks.:
”Vi blev hårde, mistroiske, følelsesløse, hævngerrige, rå – og det var godt, for det var netop de egenskaber vi manglede. Havde man sendt os lige ud i skyttegravene uden den uddannelsestid, så var vel de fleste af os blevet sindssyge. Nu var vi derimod forberedt på det det, som ventede os.”
Et andet træk ved romanen er den evne til at trække de store linjer, de afgørende spørgsmål og de etiske overvejelser ud af en enkelt persons oplevelser. Det er dét, der gør romanen værd at læse. Derfor man bør læse den.

For fra læsning af faglitteratur ved jeg, at vestfronten strakte sig fra den belgiske kyst til Schweiz' grænse. Og at hovedparten af de tyske, franske, britiske og amerikanske tropper lå gravet ned i et omfattende skyttegravssystem, der kun ændrede sig lidt i årene 1914 - 18.
Men først ved læsningen af "Intet nyt fra vestfronten" begynder jeg at forstå lidt af, hvad det vil sige, at man under 1. Verdenskrig vandt lidt land hér, tabte lidt dér, alt imens soldaterne døde som fluer, og håbløsheden og mismodet bredte sig.

Så kan man ikke komme til Verdun og fornemme historien, så kan man i al fald læse denne roman. Og på den måde måske begynde at forstå lidt af det, der skete i de år, hvor den vestlige verden blev sønderslidt af, hvad der viste sig ikke at være den sidste verdenskrig.

Mon vi nogensinde bliver klogere?


Oversat af Tom Kristensen. Gyldendal, 2002. 191 sider