Innocentia Park af Ingvar Ambjørnsen

Der er hedebølge i byen, alt er i opløsning for vores hovedfigur. Det er kynisme, livstræthed og det er eksistens til debat. Og intet mindre end fremragende skrevet.

Er det nu endnu en af de krimi-melankolske skandinaver? Jeg tillod mig den luksus at være den forudsætningsløse læser.

Ambjørnsen er godtnok manden bag figuren "Elling", og så må der jo være noget at hente. Men hvad? En norsk hjemmeside (dagbladet.no) fortalte mig, at Ambjørnsen skulle have været gartner som ung. Derforfår nedenstående direkte citat lov til at karakterisere ham: "Ingvar Ambjørnsen er en forteller av første sortering, for å ty til fruktdyrkerspråket".

Ambjørnsen er en fremragende fortæller. Men det er bestemt ingen feel-good-historie. En forretningsmand i Hamborg (hvor Ambjørnsen selv har boet i mange år) beslutter at afvikle sit imperium, og flytter ind tæt ved "Innocentia Park".

Det er sommer i Hamborg og hedebølge. Thomas Mader, som vores hovedfigur hedder, begynder at gå og gå i denne lille park. Det er varmt, og vi hører i detaljer om de mængder af væske, der må ind i og ud af hans krop.
Hr. Mader er ingen tiltalende fyr, det ville være forkert at påstå. Han afskyr sin søn, som får lov til at ligge i koma på et udenlandsk hospital og han har et noget fremmedgjort forhold til sin kone.

Beskrivelserne af ham er sine steder grænseoverskridende, for eksempel da han bliver interviewet til et stort dagblad i en luftballon over Hamborg. Han skal pludselig tisse, og finder et passende hul i ballonkurven til kalorius og pisser helt bogstaveligt på  alt og alle, mens ballonskipper afleder journalisten.

På en tur i "uskyldsparken" ser han en ung, enlig og fattig mor og bliver besat af hende og hendes skæbne. Han sætter tilmed en privatdetektiv på sagen. Og så sidder han – måske - i saksen, da kvindens lille søn forsvinder.

Noget ved denne sære beretning mindede mig om Paul Auster. Jeg fik samme fornemmelse af, lidt mod min vilje, at blive suget ind i fortællingen.

De danske dagbladsanmeldere taler om både Kierkegaard og  Camus og Beckett - nærmest eksistentialisme ’classic’. Symbolikken er da også her og der til at tage og føle på, men det er samtidigt også en god og ret foruroligende historie.

Oversat af Klaus Rothstein. Tiderne Skifter, 2006. 216 sider