Anmeldelse
Ingen kunst af Péter Esterházy
- Log ind for at skrive kommentarer
Péter Esterházy tegner et fint og kærligt portræt af en dejlig og lidt strid fodboldelskende mor. Sin egen vel at mærke.
Dette er en roman om en kvinde og hendes lidenskabelige forhold til fodbold. Romanen foregår i nutiden, men handler især om 1950´erne og det dengang kommunistiske Ungarn. Romanen er selvbiografisk og handler om forfatter Péter Esterházy og hans mor. Peter besøger sin mor flere gange om ugen, spiser frokost og snakker om gamle dage.
Peters mor, Lili, elsker fodbold, især guldholdet fra Bern 1954. Hun taler altid om fodbold og relaterer alt til fodbold. Godnathistorierne, Peter og hans to brødre fik som små, handlede ofte om en bestemt fodboldspiller, Puskás og om, hvordan han kæmpede sig op fra ringe kår til stor stjerne. Lili blev venner med Puskás og flere andre fodboldspillere.
Sproget i ’Ingen kunst’ er sprudlende, om end det også irriterer mig ind imellem. Det er fyldt af indskudte sætninger, sidehistorier og drillende associationer, og man skal virkelig koncentrere sig, når man læser romanen. Synsvinklen skifter engang imellem fra søn til mor, det vrimler med litterære henvisninger til andres og ikke mindst egne værker. Og det er måske i virkeligheden det, der er mit problem.
Ungarsk skønlitteratur er ikke det, jeg har læst mest af mit liv. Jeg må faktisk med skam indrømme, at jeg ikke tidligere har læst noget af Péter Esterházy, skønt han har modtaget adskillige litterære priser, og hans bøger udkommer på mere end tyve sprog. På dansk er tidligere blandt andet udkommet ’Hjertets hjælpeverber’ (1988), ’Lille ungarsk pornografi’ (1990), ’En kvinde’ (1997) og ’Revideret udgave’ (2006).
Men jeg har fået lyst til at læse mere, måske især ’Hjertets hjælpeverber’, hvor Péter Esterházy skriver om sin mors død. Eller som moren udtrykker det: ”Min søn dødlægger mig fra tid til anden med stor forkærlighed”, og ”Det var mig, der gav den bog dybde”.
Så det kan godt være, jeg i denne roman ikke fik alle sidehistorierne med, men portrættet af den dejlige og lidt stride fodboldelskende mor er godt og fuldt af kærlighed og liv, og det gav mig lyst til at læse mere af denne fremragende ungarske forfatter.
- Log ind for at skrive kommentarer
Péter Esterházy tegner et fint og kærligt portræt af en dejlig og lidt strid fodboldelskende mor. Sin egen vel at mærke.
Dette er en roman om en kvinde og hendes lidenskabelige forhold til fodbold. Romanen foregår i nutiden, men handler især om 1950´erne og det dengang kommunistiske Ungarn. Romanen er selvbiografisk og handler om forfatter Péter Esterházy og hans mor. Peter besøger sin mor flere gange om ugen, spiser frokost og snakker om gamle dage.
Peters mor, Lili, elsker fodbold, især guldholdet fra Bern 1954. Hun taler altid om fodbold og relaterer alt til fodbold. Godnathistorierne, Peter og hans to brødre fik som små, handlede ofte om en bestemt fodboldspiller, Puskás og om, hvordan han kæmpede sig op fra ringe kår til stor stjerne. Lili blev venner med Puskás og flere andre fodboldspillere.
Sproget i ’Ingen kunst’ er sprudlende, om end det også irriterer mig ind imellem. Det er fyldt af indskudte sætninger, sidehistorier og drillende associationer, og man skal virkelig koncentrere sig, når man læser romanen. Synsvinklen skifter engang imellem fra søn til mor, det vrimler med litterære henvisninger til andres og ikke mindst egne værker. Og det er måske i virkeligheden det, der er mit problem.
Ungarsk skønlitteratur er ikke det, jeg har læst mest af mit liv. Jeg må faktisk med skam indrømme, at jeg ikke tidligere har læst noget af Péter Esterházy, skønt han har modtaget adskillige litterære priser, og hans bøger udkommer på mere end tyve sprog. På dansk er tidligere blandt andet udkommet ’Hjertets hjælpeverber’ (1988), ’Lille ungarsk pornografi’ (1990), ’En kvinde’ (1997) og ’Revideret udgave’ (2006).
Men jeg har fået lyst til at læse mere, måske især ’Hjertets hjælpeverber’, hvor Péter Esterházy skriver om sin mors død. Eller som moren udtrykker det: ”Min søn dødlægger mig fra tid til anden med stor forkærlighed”, og ”Det var mig, der gav den bog dybde”.
Så det kan godt være, jeg i denne roman ikke fik alle sidehistorierne med, men portrættet af den dejlige og lidt stride fodboldelskende mor er godt og fuldt af kærlighed og liv, og det gav mig lyst til at læse mere af denne fremragende ungarske forfatter.
Kommentarer