India Place af Samantha Young

Kompliceret kærlighed, humor og nære venskaber. Der er så meget at holde af i Samantha Youngs Dublin Street-serie, der forfiner romancegenren på den smukkeste måde.

Hannah har kun været forelsket én gang i sit liv, i Marco, som knuste hendes hjerte. Ingen kender til det forfærdelige, som Hannah måtte stå igennem efterfølgende, og slet ikke Marco. Da Hannah spotter ham til en bryllupsreception fem år senere, smuldrer verden mellem hendes fingre. Fortiden, som hun har forsøgt at glemme, står pludselig knivskarpt med sine barske hemmeligheder og venter på at blive afsløret. Der er ingen tvivl om, at hun stadig er vildt forelsket i ham, og han i hende, men spørgsmålet er om forholdet kan leve på en hemmelighed?

Samantha Young er en skotsk bestseller forfatter, som skriver moderne kærlighedsromaner i stil med forfatterne Elle Kennedy, Kristen Callihan, Erin Watt og Colleen Hoover. For mig fremstår karakterne ægte og troværdige, og ser man bort fra det fiktive slør enhver forfatter polerer sine personer med, er Youngs persongalleri fyldt med lige dele menneskelig perfektion og mangler, akkurat som i den virkelige verden.

Jeg elsker storby-viben i Youngs romaner, som får én til at føle sig hjemme i Dublins gader og stræder, butiks- og natteliv. Samtidig er man virkelig godt underholdt, men en bevægende kærlighedshistorie, der bare kalder på masser af kleenex og happy endings. Følelsen af at være en del af den store familieklan, som Young portrætterer, varmer langt ind i hjertet.

Noget af det bedste ved Dublin Street-serien er karaktererne, som bog for bog fletter sig ud og ind mellem hinanden via familierelationer, venskaber og undertiden ret kompliceret kærestepotentiale. ’India Place’ er fjerde bind i serien, hvor bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, idet forfatteren opridser tilhørsforhold og relationer personerne imellem bog for bog. Det er dog ved at blive en anelse langhåret her i fjerde bind, hvor der er ved at være rigtigt mange personer at holde styr på. Heldigvis er der kun to karakterer i centrum for handlingen, og det giver en vis ro på overblikket.