Højspændt krimiplot infiltrerer forsvarerens anspændte privatliv.
Der er virkelig knald på svenske Tove Klackenbergs tredje roman om anklageren Svea Duval. I dette bind er hun højgravid, usikker på hvem der er far til barnet, på vej til at gifte sig med sin runde, hjertensgode dommerkollega, Melvin, og skrammet efter nær at være blevet frosset ihjel på et norrlandsk fjeld i forrige bind. Hun har skiftet anklagestolen ud med et vikariat som forsvarer og det giver ikke ro på tilskuerpladserne, snarere tværtimod.
På Solängens ungdomshus findes en blid plejer maltrakteret til døde. En flok af de unge indsatte kommer i søgelyset, og en af dem, Jerry, 17 år og syv anbringelser gammel, bliver Sveas klient. Han påstår at vide hvad der egentlig skete, men nægter alligevel at fortælle noget. Sagen er både betændt og uforudsigelig, så det må ende grueligt galt. Det gør det i første omgang også for søvnløse Svea der endnu engang får sin bekomst og føder for tidligt. Og det er slet ikke slut med ulykkerne.
"Jeg tog nogle billeder", sagde Melvin og trak et digitalkamera op af jakkelommen. "Man kan se hende ret tydeligt. Nu, hvor du ikke rigtig er i form til at tage ned på afdeling 10. Du kan ellers tage elevatoren lige derned. Du kunne måske … Du har vel lyst til at se …?"
Havde hun det? Ville hun vide, hvor lille og sårbar hendes datter var? I så fald skulle det bare ikke være i dag, "Jeg har det ikke så godt" sagde Svea og behøvede ikke at spille komedie, kun mærke efter. "En anden dag." Så vågnede panikken, voksede og tiltvang sig adgang."
På en måde går alt altid galt for Svea Duval, men samtidig er der en nerve og tiltro til hende som person, som få os til at gyse og vende siderne hurtigt. Faktisk er Melvin en langt mere elskelig hovedperson.
Plottet løses, men hvad med Svea Duval? Vi håber det bedste, frygter det værste og glæder os til næste bind.
Kommentarer