Smuk og sælsom fortælling om kærlighed, medmenneskelighed, skruppelløshed og en ung, sårbar trold.
’Ikke før solnedgang’ er den finske forfatter Johanna Sinisalos internationale gennembrud. En forunderlig roman, der med sit smukke, sælsomme og overraskende plot, trækker sin læser med ind i en helt særlig verden. Jeg har aldrig læst noget lignende.
Hovedpersonen Mikael, kaldet Engel, er en ung mand, som lever et ret almindeligt liv som fotograf. En dag ser han en flok unge mænd, som står bøjet over et eller andet, der ligger på jorden i baggården. Mikael råber dem an, og de fordufter. Da han ser, hvad flokken har været optagede af, tænker han: ”Det er det smukkeste, jeg nogensinde har set. Jeg ved med det samme, at jeg vil have den. En hvalp af natten”.
Mikael tager det mærkelige væsen med op i sin lejlighed, og fra nu af er hans liv ikke så almindeligt længere. Det usædvanlige væsen viser sig at være en troldeunge, og Mikael må forberede sig på et anderledes liv. Særligt fordi den ikke vil spise, selvom han kan høre, at dens mave knurrer af sult.
Mikael forsøger alt. I et desperat forsøg på at finde ud af hvad han skal gøre, ringer han til sin ekskæreste Jori, kaldet Doktor Edderkop, der er dyrlæge, men som der desværre ikke er til megen hjælp. Heldigvis finder Mikael selv ud af, at trolde spiser tudser og mus. Efterhånden udvikler det sære forhold sig til et venskab. Mikael kæmper hårdt for at holde trolden skjult, og det er også nødvendigt. For hvis trolden ser andre, vågner rovdyret i den.
Romanen fortælles med forskellige stemmer. Nogen gange er der Mikael, der fortæller, andre gange er det reklamemanden Martes eller Palomita, den filippinske kvinde, der er offer for menneskehandel, som bor i lejligheden nedenunder, samt Ecke, der bliver Mikaels kæreste.
Nogle kapitler er gamle folkeeventyr, avisudklip og artikler. Alt sammen effekter, der styrker den verden, forfatteren har skabt, der lægger sig tæt op ad vores. Trolden, som Mikael navngiver Pessi, symboliserer en vildskab midt i hverdagen og dens tilstedeværelse skaber en kontrastfyldt modsætning til den verden, den lander i. Romanen handler om natur og kultur, drifter og længsel.
Jeg får samme fornemmelse af sorg og skam over menneskeracen, som da jeg så Guillermo del Toros film fra 2017 ’The Shape of Water’, og historien minder mig om en voksenudgave af billedbogen ’Villy Vilddyr’ af Maurice Sendak. Indenfor både litteratur og film findes der utallige eksempler på temaer om natur vs. civilisation.
Johanna Sinisalo har et særligt talent for at afsløre menneskets skruppelløshed og begær, som her er oppe imod noget større og endnu mere mørkt, naturen. Hendes fantasylignede greb fungerer virkelig godt og med denne uforklarlige fortælling, har Johanna Sinisalo skabt en ny genre. En form for melankolsk, erotisk eventyrfantasi med dystopiske træk, der viser umenneskelighed og rummer humor og mange kontraster.
Kommentarer