Bramfri, rå og poetiske essays om alt det, vi kvinder ikke taler om, fra kvinden bag TV sensationen "Girls", Lena Dunham. Et skarpt, underholdende og vigtigt indspark i moderne feminisme.
"Kan man skrive en selvbiografi, når man kun er 28?" Ja! Lena Dunham kan, for som titlen på hendes hypede bog ’Ikke den slags pige’ indikerer, er hun ikke den slags pige, der lader sig kue af noget som helst.
Hvis du ikke allerede kender Lena Dunham er en kort introduktion hermed på sin plads. Lena Dunham er blevet kaldt alt fra kreativt vidunderbarn til hardcore karrierekvinde. På hendes CV står skuespiller, manuskriptforfatter, instruktør og producer. I en alder af 28 har den unge newyorker opnået mere end de fleste kvinder tør drømme om. Hun er skaberen bag den succesfulde tv-serie ”Girls”, hvor hun spiller en af de bærende hovedroller (Hannah) - en rolle der er stærkt inspireret af Dunhams eget liv. Serien ”Girls” har ikke blot gjort Lena Dunham til en superstjerne men også et kvindeligt ikon for en ung generation født i 00´erne. For i ”Girls” og i ”Ikke den slags pige” fortæller Lena Dunham personlige historier fra et kvindeliv, som kvinder kan spejle sig i og blive klogere af. Derfor har Lena Dunham også indskrevet sig som en indflydelsesrig stemme i den moderne feminisme debat.
I ”Ikke den slags pige” er der ingen naive forestillinger, om det moderne kvindeliv. Derimod fortælles råt for usødet om overvægt, lavt selvværd, angst, tvangstanker og voldtægt krydret med stoffer, alkohol og tilfældig sex. Lena Dunham udleverer sig selv på alle leder og kanter. I bogen fornemmer man, at hun næsten sætter en ære i at fremvise alt det, der ellers skjules. Som hun skriver i bogens indledning:
”Men jeg vil fortælle mine historier og mere end det. Jeg bliver nødt til at fortælle dem for at bevare min forstand: historier om at vågne op til min voksne kvindekrop og fyldes af skræk og afsky. Om at tillade mænd at behandle mig dårligt selvom jeg ved, at det er forkert. Historier om min mor, min bedstemor, den første fyr jeg elskede, der blev halvbøsse, og den første pige jeg elskede, som blev min fjende. Og hvis jeg kan tage det jeg har lært, og gøre et hårdt arbejde lettere for dig eller forhindre dig i at have den slags sex, hvor du tænker, at det er bedst at beholde skoene på, så du kan løbe væk midt i det hele, så er mine fejltrin ikke forgæves.”
De selvbiografiske essays er inddelt efter emner som ” Kærlighed og sex”, ”Kroppen”, ”Venskab” og ”Arbejde”. Ind imellem de forskellige essays er en række lister, hvor Lena Dunham sætter ord på mange af sine tvangstanker. Emnerne er alt fra ”18 kiksede ting, jeg har sagt i en flirt” til ”17 ting jeg har lært af min far” og ”13 ting jeg har lært, at det ikke er i orden at sige til sine venner”. Bogen låner i hele sin udformning og tone fra en selvhjælpsgenre, som måske har større amerikansk end dansk udbredelse. Alligevel kammer essayene og listerne aldrig over i det selvsmagende og ynkelige, da en skarp pen og overraskende stor selvindsigt giver plads til smil og latter. Det vil være synd at påstå, at Lena Dunham skriver, så englene synger. Nærmere skriver hun, så teenagepigerne fniser, og mødrene ryster på hovedet. Men det er stærkt underholdende læsning!
Når man læser sig igennem Lena Dunhams oplevelser og erfaringer, mærker man, hvordan teksterne hæver sig over banaliteterne og i stedet for viser livet i al sin uperfekthed. Derfor kan denne bog ikke anbefales nok. Den bør og kan læses af alle kvinder i alle aldre.
Originally published by Anne Juul Andersen, Litteratursiden.
Kommentarer