Anmeldelse
IDIOTERNE af Lars Von Trier
- Log ind for at skrive kommentarer
En skildring om et kontrolleret vanvid og forfaldshistorie pakket ind i Von Triers underdrejede univers.
Værket er en kombination af manuskriptet til ’Idioterne’ samt tankerne bag, som afsløres gennem dagbogen og instruktørens nedskrevne ord. Von Triers dagbog er indtalt i en diktafon, for senere at blive nedskrevet. Det giver et råt resultat, da det er formuleret præcist som det er sagt og uden elegante sproglige finesser. Har du set filmen, vil du blive overrasket over, hvordan den er blevet til, hvordan der er blevet reflekteret og improviseret undervejs. Har du ikke set filmen, men ønsker at være med Von Trier bag kameraet samt involveret i hans overvejelser, er dette en åben invitation. Nogle passager er nærmest æstetiske, da han formidler sine iagttagelser og overvejelser på smukkeste vis. Andre passager er præget af gentagelser, mayonnaise, stilstand og en frygt for testikelkræft.
Dagbogen er en meget ærlig skildring, som veksler mellem instruktøren Von Trier og vanviddet. Værket er konstant reflekterende, tilnærmelsesvis egocentreret og bramfrit. Det er samtidig en fortælling om, hvordan en film blev til og hvordan et menneske blev drænet i processen. Stemningen er præget af, at Von Triers personlige komplekser og følelser står i vejen for hans færden.
”følelserne er en bivirkning ved jobbet, kan man sige, at følelserne – hvor ubehagelige og utilsigtede de end kan være – også bliver et arbejdsredskab på den måde, at tingene bliver bedre, meget meget meget bedre.”
Følelserne er essentielle i værket, da der udspiller sig en fysisk, men mest af alt mental, magtkamp. Selvom Von Trier er ved at indspille en dogmefilm, må han bryde med de regler, som han har sat op for sig selv. Bruddet med reglerne falder ikke i filminstruktørens smag. Det samme gør sig gældende for hans tilstand, som forværres i takt med filmens tilblivelse.
Dagbogen er en beretning om et projekt, som leder både til bekymring og stor glæde. Von Trier fungerer både som instruktøren, men han befinder sig pludseligt også bag kameraet, hvor han forsøger at tage styringen over sit eget liv og filmens tilbliven. I forløbet bliver han både ramt af hverdagens skavanker, som tager form som pludselig klaustrofobi og i livet som familiefar.
Værket omhandler frygt, søvnløshed og opgøret med de tanker, som får maskineriet til at smuldre hos fortællerstemmen. Sarkasmen er ufiltreret fuldfed, og humoren er gennemtrængende. Men der er skår i glæden, som samles op med sovepiller og vodka. Hitler-referencer indtræffer og mennesket Von Trier bliver ved med at være en uigennemtrængelig størrelse af genialitet, cancerangst og tosse.
”En slags forfatters terapi” siger Von Trier i værket, da han beskriver hvad det egentligt er for en dagbog, han er ved at skabe. Dagbogen er overvældende fragmenteret, forbløffende forvirrende og følelsesmæssigt afstumpet. Værket fortjener en læsning, hvis enetaler og tankeeksperimenter lyder tillokkende. Dagbogen har bestemt en dragende karakter, da der opstår en higen efter at finde ud af, hvad der foregår, og hvordan det hele udmønter sig.
Anmeldt af Rikke Kielberg
- Log ind for at skrive kommentarer
En skildring om et kontrolleret vanvid og forfaldshistorie pakket ind i Von Triers underdrejede univers.
Værket er en kombination af manuskriptet til ’Idioterne’ samt tankerne bag, som afsløres gennem dagbogen og instruktørens nedskrevne ord. Von Triers dagbog er indtalt i en diktafon, for senere at blive nedskrevet. Det giver et råt resultat, da det er formuleret præcist som det er sagt og uden elegante sproglige finesser. Har du set filmen, vil du blive overrasket over, hvordan den er blevet til, hvordan der er blevet reflekteret og improviseret undervejs. Har du ikke set filmen, men ønsker at være med Von Trier bag kameraet samt involveret i hans overvejelser, er dette en åben invitation. Nogle passager er nærmest æstetiske, da han formidler sine iagttagelser og overvejelser på smukkeste vis. Andre passager er præget af gentagelser, mayonnaise, stilstand og en frygt for testikelkræft.
Dagbogen er en meget ærlig skildring, som veksler mellem instruktøren Von Trier og vanviddet. Værket er konstant reflekterende, tilnærmelsesvis egocentreret og bramfrit. Det er samtidig en fortælling om, hvordan en film blev til og hvordan et menneske blev drænet i processen. Stemningen er præget af, at Von Triers personlige komplekser og følelser står i vejen for hans færden.
”følelserne er en bivirkning ved jobbet, kan man sige, at følelserne – hvor ubehagelige og utilsigtede de end kan være – også bliver et arbejdsredskab på den måde, at tingene bliver bedre, meget meget meget bedre.”
Følelserne er essentielle i værket, da der udspiller sig en fysisk, men mest af alt mental, magtkamp. Selvom Von Trier er ved at indspille en dogmefilm, må han bryde med de regler, som han har sat op for sig selv. Bruddet med reglerne falder ikke i filminstruktørens smag. Det samme gør sig gældende for hans tilstand, som forværres i takt med filmens tilblivelse.
Dagbogen er en beretning om et projekt, som leder både til bekymring og stor glæde. Von Trier fungerer både som instruktøren, men han befinder sig pludseligt også bag kameraet, hvor han forsøger at tage styringen over sit eget liv og filmens tilbliven. I forløbet bliver han både ramt af hverdagens skavanker, som tager form som pludselig klaustrofobi og i livet som familiefar.
Værket omhandler frygt, søvnløshed og opgøret med de tanker, som får maskineriet til at smuldre hos fortællerstemmen. Sarkasmen er ufiltreret fuldfed, og humoren er gennemtrængende. Men der er skår i glæden, som samles op med sovepiller og vodka. Hitler-referencer indtræffer og mennesket Von Trier bliver ved med at være en uigennemtrængelig størrelse af genialitet, cancerangst og tosse.
”En slags forfatters terapi” siger Von Trier i værket, da han beskriver hvad det egentligt er for en dagbog, han er ved at skabe. Dagbogen er overvældende fragmenteret, forbløffende forvirrende og følelsesmæssigt afstumpet. Værket fortjener en læsning, hvis enetaler og tankeeksperimenter lyder tillokkende. Dagbogen har bestemt en dragende karakter, da der opstår en higen efter at finde ud af, hvad der foregår, og hvordan det hele udmønter sig.
Anmeldt af Rikke Kielberg
Kommentarer