Anmeldelse
I virkeligheden hedder jeg Nielsen af Lise Rønnebæk
"I virkeligheden hedder jeg Nielsen "er Lise Rønnebæks første roman - for den fik hun Bogforums Debutantpris 2001; vist nok til manges overraskelse. Efter at have læst bogen er jeg i hvert fald forundret.
Anbefalet af bibliotekar Anne-Mette Schack, Ishøj Bibliotek
Lån bogen på 
Det er en løssluppen nonsenshistorie om Ella Torn, som på sin bryllupsdag mister sin elskede, der kommer ud for en bilulykke, da han skal til guldsmeden for at hente ringe. Dette er naturligvis et stort chok, som hun ikke lige kommer sig over. Faktisk er det, da romanen starter, 4 år siden, ulykken hændte. En god men noget besynderlig veninde af Ella anbefaler hende at går til en terapeut dr. Ron Sun, der, som en anden pornostjerne, dækker sine patienter behov for terapi med sex, - til alle patienter store tilfredshed. Dette kommer ikke til at gælde Ella, som selv må finde ud af at komme videre. Jeg fandt sandt at sige ikke ud af, om det lykkedes.
Men i romanen, der består af 79 korte kapitler, der alle indledes med en sangtitel, hvor "love" indgår, kommer man tilbage til Ellas barndom med en utrolig selvcentreret mor og en noget speciel far. Bogen springer frem og tilbage i tid. I nutiden er der også forskellige veninder, der alle lever et meget specielt og moderne overfladisk liv, hvor sorg og smerte er noget, man ikke fordyber sig i. Det er bare med at komme videre og, frem for alt, finde en ny mand. Der er nogle hip til formiddags- og ugebladene, gennem Ellas gode ven journalisten Winston, som er ret morsomme.
Mon ikke bogen er tænkt som en litterær karikatur på Bushnell: Sex and the City og Keyes, Sushi for begyndere og andre, mest amerikanske, romaner om de 30-årige karrierekvinders hårde liv. Det er efter min bedømmelse bogens eneste berettigelse - eller også er det fordi, jeg ikke er til satiriske romaner og dermed ikke har forstået budskabet.
Lise Rønnebæk er grafiker og har selv illustreret bogen. Før hvert kapitel er der en lille sort/hvid illustration, som efter min mening er der mest spændende ved bogen.
Aschehoug
Romannet - 1. februar 2002
"I virkeligheden hedder jeg Nielsen "er Lise Rønnebæks første roman - for den fik hun Bogforums Debutantpris 2001; vist nok til manges overraskelse. Efter at have læst bogen er jeg i hvert fald forundret.
Anbefalet af bibliotekar Anne-Mette Schack, Ishøj Bibliotek
Lån bogen på
Det er en løssluppen nonsenshistorie om Ella Torn, som på sin bryllupsdag mister sin elskede, der kommer ud for en bilulykke, da han skal til guldsmeden for at hente ringe. Dette er naturligvis et stort chok, som hun ikke lige kommer sig over. Faktisk er det, da romanen starter, 4 år siden, ulykken hændte. En god men noget besynderlig veninde af Ella anbefaler hende at går til en terapeut dr. Ron Sun, der, som en anden pornostjerne, dækker sine patienter behov for terapi med sex, - til alle patienter store tilfredshed. Dette kommer ikke til at gælde Ella, som selv må finde ud af at komme videre. Jeg fandt sandt at sige ikke ud af, om det lykkedes.
Men i romanen, der består af 79 korte kapitler, der alle indledes med en sangtitel, hvor "love" indgår, kommer man tilbage til Ellas barndom med en utrolig selvcentreret mor og en noget speciel far. Bogen springer frem og tilbage i tid. I nutiden er der også forskellige veninder, der alle lever et meget specielt og moderne overfladisk liv, hvor sorg og smerte er noget, man ikke fordyber sig i. Det er bare med at komme videre og, frem for alt, finde en ny mand. Der er nogle hip til formiddags- og ugebladene, gennem Ellas gode ven journalisten Winston, som er ret morsomme.
Mon ikke bogen er tænkt som en litterær karikatur på Bushnell: Sex and the City og Keyes, Sushi for begyndere og andre, mest amerikanske, romaner om de 30-årige karrierekvinders hårde liv. Det er efter min bedømmelse bogens eneste berettigelse - eller også er det fordi, jeg ikke er til satiriske romaner og dermed ikke har forstået budskabet.
Lise Rønnebæk er grafiker og har selv illustreret bogen. Før hvert kapitel er der en lille sort/hvid illustration, som efter min mening er der mest spændende ved bogen.
Aschehoug
Romannet - 1. februar 2002
Kommentarer