Letlæst og underholdende bog i form af en samling artikler om et spændende emne: den selvbiografiske hukommelse. Her er både sære cases, tankevækkende stof og aha-oplevelser.
”Hukommelsen er som en hund, der lægger sig hvor den vil”. Det er bogens overskrift og samtidigt et citat fra den store hollandske (skønlitterære!) forfatter Cees Nooteboom. Forfatteren Douwe Draiisma, der er hollandsk psykologiprofessor, viger ikke tilbage for at inddrage fiktionen i sit arbejde. Og hvem kender ikke historien om, hvordan Proust’s madeleinekage og en kop te kunne frembringe fortidens stemning?
Draaisma fortæller af karsken bælg om lugt og erindring, om begrebet ”blitzerindring” (fx: hvor var du, da du hørte om mordet på Kennedy eller Dianas død?), han fortæller om skakstormestrenes hukommelse og om, hvordan et alvorligt traume kan udslette en erindring for at individet kan overleve. Der er også den dokumenterede erindringsfortælling om et tysk ægtepars liv med billeder fra femogfyrre juleaftener, og om autisters specielle hukommelser: savant-syndromet.
Det er en broget og blandet landhandel, denne bog - flydende og velfortalt med et mix af faglig oplysning, fx lige fra afsnittet ’Reminiscenser’ med spøjse eksempler på, hvordan mennesker husker allermest fra 20-års alderen til et meget kringlet kapitel om deja-vu oplevelser. ’Raritetskabinet’ er faktisk den betegnelse, der for denne læser bedst karakteriserer bogen - man går som i et museum fra den ene interessante og farverige udstilling til den næste og både undres og underholdes.
”Hukommelsen ordner vores erfaringer i tiden, ligesom en maler ordner rummet med perspektivet”, står der i kapitlet om, hvorfor livet hurtigere, når man bliver ældre. Det er et citat fra en bog af den franske filosof Jean-Marie Guyau udgivet i 1890. Draaisma formidler Guyau’s teorier let og begribeligt, men det er jo desværre svært for en nogenlunde forudsætningsløs dansker at læse videre i den franske forfatters spor.
Sært nok var jeg underholdt bogen igennem, men det generelle, jeg husker, er de sære cases, der alle synes at være fra forrige århundrede. Fik jeg så svar på, hvorfor livet går hurtigere efterhånden? Næh, vist noget med, at rutineoplevelser ikke fæstner sig så godt.
Kommentarer