Skarpskåret og smukt prosadigt om ensomhedens mange udtryk. Højtflyvende og filosofisk, men samtidig jordnært og letlæst.
Hvad skal man gøre med ensomheden, når man møder den? Mange mennesker kommer til at kæmpe med følelsen eller kender nogen, der gør, i løbet af deres tilværelse. Lone Munksgaard Nielsen sætter ord på denne følelse i løbet af en række prosalyriske tekster, der på omslaget kategoriseres som ”et digt”. Samlingen indledes med en række kursiverede tekster, der næsten alle starter med ”Hvis du møder en ensomhed” efterfulgt at et råd eller en situation.
Den første tekst er utrolig smuk, og jeg gengiver den her i sin helhed: ”Hvis du møder en ensomhed, må du aldrig lægge den i lommen. Du skal samle den forsigtigt op og kæle den under de små, sorte vinger, til den flyver bort. ”
’Hvis du møder en ensomhed’ udgøres af en række situationer - eller variationer - hvor ensomheden kommer til udtryk. Oftest kendetegnet ved netop sit fravær, som et ufravigeligt mørke, der ligger et sted inde i kroppen, sætter hjernen i dvale og lukker alt andet ude. Munksgaard Nielsen sætter ord på netop den følelse af hjælpeløshed, og gennem digtet sætter hun spørgsmålstegn ved de handlinger, du’et udfører. Skriften hopper stille hen over de hvide sider, som små smukke stik til ensomheden.
Kontrasterne mellem lys og mørke, liv og død er gennemgående i ordene og stemningen. Store eksistentielle temaer gøres nærværende, fordi jeg som læser, bliver talt direkte til gennem du’et. Jeg forstår, den følelse, der beskrives. Ensomhed er et tungt emne, men digtet emmer af lys og et underliggende håb, der kommer mere og mere til udtryk; kombineret med nogle overraskende billeder, der også kan bringe et smil frem under læsningen, som i disse stykker: ”Ikke alt står stille. Mørket kan også danse. ” og ”Du må holde om døden. Den er bange og har ikke lyst til at tage imod dig.”
Stemningen befinder sig i det ubestemmelige område, som ensomhed kan udgøre i verden. Et sted, hvor følelseslivet pendulerer mellem det mærkeløse og et sted, hvor man bliver overtaget af en form for sorg: ”Din sorg er større end dig. Du bestemmer ikke mere. ” Digtets styrke ligger i ordenes lavmælte og afmålte natur, deres præcision og opfordring til at se ensomheden i øjnene. Det er et letlæst digt, der sagtens kan tåle at blive læst mange gange.
Kommentarer