Anmeldelse
Hvidløgsballaderne af Mo Yan
Brutal skildring af et miniaturebondeoprør i det kommunistiske Kina krydret med allehånde kropslige væsker. Desværre bliver nobelpristageren Mo Yans roman aldrig rigtig vedkommende.
Med udsigt til guld og grønne skove begynder samtlige bønder i Paradis Amt efter kejserligt påbud at dyrke hvidløg. Det ender naturligt nok i overproduktion, og da bønderne til sidst ikke kan komme af med deres afgrøder, bliver det for meget. Bønderne revolterer og raserer amtsadministrationen, og det gør man naturligvis ikke ustraffet. Hvidløgsballaderne er gennemgående grum og ubehagelig fra først til sidst, og der er ikke sparet på hverken pis, lort, bræk eller blod. Midt i alle vederstyggelighederne stråler den forbudte kærlighed mellem Gao Ma og Jinju imidlertid. Men som med alt andet i bogen er lykken kort, og selvom den lille affære emmer af håb om at slippe væk fra Paradis Amt, er det kun en stakket frist. Også den må gå til grunde.
Hvidløgsballaderne er en kringlet saml selv-roman, der er flikket sammen af brudstykker af scener fra både før, under og efter revolten. Mo Yan, nobelpristager 2012, skifter drilsk, næsten påtaget febrilsk mellem scenerne, som om han eller trykkeriet ved et uheld var kommet til at ramme random-knappen, da bogen gik i trykken.
Det hele går selvfølgelig op i en højere enhed til sidst, men læseren må selv samle puslespillet. Det er der ikke noget detektivisk eller svært ved, og som fortælleteknisk greb falder det helt til jorden og virker ikke bare unødvendigt, men kunstigt og forfejlet. En mere kronologisk fortælling havde klædt den bedre og passet godt til den småklodsede skrivestil, hvis overvægt skyldes heftig brug af adjektiver. Dramatisk og visuelt er det, men når man som jeg netop havde afsluttet Hemingways ukunstlede pariser-skitser, var det lidt af en torn i øjet at læse noget så primitivt.
Ser man bort fra det sprogligt mislykkede værk og kigger på indholdet, er der store mængder guf at komme efter. Særligt hæftede jeg mig ved det bureaukratiske magtmisbrug og alles kamp mod alle for at overleve i et samfund, der ellers skulle forestille at have udjævnet alle klasseskel. Men sammenholdt med eksil-landsmanden Gao Xingjians eminente Et ensomt menneskes bibel står meget tilbage at ønske for Mo Yans hvidløgsballade i både form og indhold, men sidstnævnte ligger i og for sig godt i forlængelse af Gao Xingjians dissekering af kulturrevolutionen og dens menneskelige omkostninger.
Det er ikke en dårlig roman, bestemt ikke, men mine forventninger til nobelpristagere er altid skyhøje, og kun sjældent bliver jeg skuffet. Mo Yan har med Hvidløgsballaderne skrevet en barsk, systemkritisk men også lidt tegneserieagtig roman, der aldrig rigtig bliver vedkommende og kommer derind under huden, hvor det kan mærkes. Og det er ærgerligt, for emnet og historien kunne sagtens være blevet til en perle af en roman.
Brutal skildring af et miniaturebondeoprør i det kommunistiske Kina krydret med allehånde kropslige væsker. Desværre bliver nobelpristageren Mo Yans roman aldrig rigtig vedkommende.
Med udsigt til guld og grønne skove begynder samtlige bønder i Paradis Amt efter kejserligt påbud at dyrke hvidløg. Det ender naturligt nok i overproduktion, og da bønderne til sidst ikke kan komme af med deres afgrøder, bliver det for meget. Bønderne revolterer og raserer amtsadministrationen, og det gør man naturligvis ikke ustraffet. Hvidløgsballaderne er gennemgående grum og ubehagelig fra først til sidst, og der er ikke sparet på hverken pis, lort, bræk eller blod. Midt i alle vederstyggelighederne stråler den forbudte kærlighed mellem Gao Ma og Jinju imidlertid. Men som med alt andet i bogen er lykken kort, og selvom den lille affære emmer af håb om at slippe væk fra Paradis Amt, er det kun en stakket frist. Også den må gå til grunde.
Hvidløgsballaderne er en kringlet saml selv-roman, der er flikket sammen af brudstykker af scener fra både før, under og efter revolten. Mo Yan, nobelpristager 2012, skifter drilsk, næsten påtaget febrilsk mellem scenerne, som om han eller trykkeriet ved et uheld var kommet til at ramme random-knappen, da bogen gik i trykken.
Det hele går selvfølgelig op i en højere enhed til sidst, men læseren må selv samle puslespillet. Det er der ikke noget detektivisk eller svært ved, og som fortælleteknisk greb falder det helt til jorden og virker ikke bare unødvendigt, men kunstigt og forfejlet. En mere kronologisk fortælling havde klædt den bedre og passet godt til den småklodsede skrivestil, hvis overvægt skyldes heftig brug af adjektiver. Dramatisk og visuelt er det, men når man som jeg netop havde afsluttet Hemingways ukunstlede pariser-skitser, var det lidt af en torn i øjet at læse noget så primitivt.
Ser man bort fra det sprogligt mislykkede værk og kigger på indholdet, er der store mængder guf at komme efter. Særligt hæftede jeg mig ved det bureaukratiske magtmisbrug og alles kamp mod alle for at overleve i et samfund, der ellers skulle forestille at have udjævnet alle klasseskel. Men sammenholdt med eksil-landsmanden Gao Xingjians eminente Et ensomt menneskes bibel står meget tilbage at ønske for Mo Yans hvidløgsballade i både form og indhold, men sidstnævnte ligger i og for sig godt i forlængelse af Gao Xingjians dissekering af kulturrevolutionen og dens menneskelige omkostninger.
Det er ikke en dårlig roman, bestemt ikke, men mine forventninger til nobelpristagere er altid skyhøje, og kun sjældent bliver jeg skuffet. Mo Yan har med Hvidløgsballaderne skrevet en barsk, systemkritisk men også lidt tegneserieagtig roman, der aldrig rigtig bliver vedkommende og kommer derind under huden, hvor det kan mærkes. Og det er ærgerligt, for emnet og historien kunne sagtens være blevet til en perle af en roman.
Kommentarer