Anmeldelse
Hvalrytteren af Witi Ihimaera
- Log ind for at skrive kommentarer
Magisk og særdeles stemningsfuld lille roman om maorifolkets urgamle kultur og særlige forbindelse til hvalerne i nutidens New Zealand. En stærk og rørende læseoplevelse.
Legenden om forfaderen Paikea, der blev bragt fra Hawaiki til New Zealands kyster på ryggen af en hvaltyr, har igennem århundreder levet videre i Whangara-folkets ånd og deres tilknytning til havet. Men i nutiden er maorimytologien under pres. Verden bliver hastigt mindre, og den overleverede viden om myter og religion er langsomt er ved at miste sin kraft og indflydelse på de unge, som har udlængsel og påvirkes stadigt mere af det moderne liv. Lige siden Paikeas tid er lederskabet af Whangara-folket gået i arv fra far til søn, men denne tradition bliver brudt, da pigen Kahu kommer til verden. For hendes bedstefar, som er høvding, er det en katastrofe. Han nægter at anerkende hende og i sin jagt på en ny kandidat, overser han fuldstændigt Kahus særlige tilknytning til havet og hendes evne til at kommunikere med hvalerne.
En række hvalstrandinger kaster Whangara-folket ud i fortvivlelse, og selv de unge påvirkes af de gamles sorg og angst for fremtiden. For det må være et tegn på undergang, at hvalerne overgiver sig selv til døden trods gentagne redningsforsøg. I disse scener er ’Hvalrytteren’ forunderlig magisk, og forbindelsen mellem den gamle maorikultur, nutiden og havet, som bragte dem rundt i verden, står lysende klar. Engang var menneske og natur i symbiose, men nu er hvalen et byttedyr og truet med udryddelse. Kærligheden til og agtelsen af naturen er sammen med mytologien det grundlag, Whangara-folket eksisterer på, og man forstår både bedstefarens og den urgamle hvaltyrs fortvivlelse og mangel på håb for fremtiden. Men begge fortaber de sig i fortidens tåger i stedet for at se fremad mod de nye håb, der spirer forude.
Så meget desto mere skærer det i hjertet at læse om bedstefarens afvisning af Kahus rendyrkede kærlighedserklæring til ham. Det er umuligt for ham at tilgive hende hendes blotte eksistens som pige, og dette faktum bevirker, at han næsten for sent opdager hendes sande natur som Paikeas udtrykte arving, og det håb som skal bringe Whangara-folket ind i fremtiden. Romanen er en forbløffende skæbnefortælling om et urfolks døende indre ild, som bliver reddet i ellevte time af en lillebitte pige med en kolossal naturkraft. Det er en fortælling om kærligheden til naturen og om stærke familiebånd, der knyttes på ny.
’Hvalrytteren’ er en betagende smuk roman, som varmer langt ind i hjertet. Den type roman man ikke vidste, man ikke kunne leve uden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Magisk og særdeles stemningsfuld lille roman om maorifolkets urgamle kultur og særlige forbindelse til hvalerne i nutidens New Zealand. En stærk og rørende læseoplevelse.
Legenden om forfaderen Paikea, der blev bragt fra Hawaiki til New Zealands kyster på ryggen af en hvaltyr, har igennem århundreder levet videre i Whangara-folkets ånd og deres tilknytning til havet. Men i nutiden er maorimytologien under pres. Verden bliver hastigt mindre, og den overleverede viden om myter og religion er langsomt er ved at miste sin kraft og indflydelse på de unge, som har udlængsel og påvirkes stadigt mere af det moderne liv. Lige siden Paikeas tid er lederskabet af Whangara-folket gået i arv fra far til søn, men denne tradition bliver brudt, da pigen Kahu kommer til verden. For hendes bedstefar, som er høvding, er det en katastrofe. Han nægter at anerkende hende og i sin jagt på en ny kandidat, overser han fuldstændigt Kahus særlige tilknytning til havet og hendes evne til at kommunikere med hvalerne.
En række hvalstrandinger kaster Whangara-folket ud i fortvivlelse, og selv de unge påvirkes af de gamles sorg og angst for fremtiden. For det må være et tegn på undergang, at hvalerne overgiver sig selv til døden trods gentagne redningsforsøg. I disse scener er ’Hvalrytteren’ forunderlig magisk, og forbindelsen mellem den gamle maorikultur, nutiden og havet, som bragte dem rundt i verden, står lysende klar. Engang var menneske og natur i symbiose, men nu er hvalen et byttedyr og truet med udryddelse. Kærligheden til og agtelsen af naturen er sammen med mytologien det grundlag, Whangara-folket eksisterer på, og man forstår både bedstefarens og den urgamle hvaltyrs fortvivlelse og mangel på håb for fremtiden. Men begge fortaber de sig i fortidens tåger i stedet for at se fremad mod de nye håb, der spirer forude.
Så meget desto mere skærer det i hjertet at læse om bedstefarens afvisning af Kahus rendyrkede kærlighedserklæring til ham. Det er umuligt for ham at tilgive hende hendes blotte eksistens som pige, og dette faktum bevirker, at han næsten for sent opdager hendes sande natur som Paikeas udtrykte arving, og det håb som skal bringe Whangara-folket ind i fremtiden. Romanen er en forbløffende skæbnefortælling om et urfolks døende indre ild, som bliver reddet i ellevte time af en lillebitte pige med en kolossal naturkraft. Det er en fortælling om kærligheden til naturen og om stærke familiebånd, der knyttes på ny.
’Hvalrytteren’ er en betagende smuk roman, som varmer langt ind i hjertet. Den type roman man ikke vidste, man ikke kunne leve uden.
Kommentarer