Enestående og tragikomisk roman om at huske og glemme.
Noel Burun er synæstetiker – i hans tilfælde betyder det først og fremmest, at når han hører lyd, oplever han det også som farver. Det lyder måske vældigt underholdende, men for Noel har det voldsom betydning, da det gør det meget svært for ham at omgås med og forstå andre mennesker. Som største konsekvens har hans farverige lydoplevelse også givet ham en fænomenal hukommelse; helt enkelt kan Noel ikke glemme noget som helst.
I den stikmodsatte ende af hukommelsesskalaen finder vi Noels mor, en tidligere lærer, som befinder sig i de ulykkelige indledende stadier af Alzheimers. Al hendes intelligens og skarphed forsvinder hurtigere og hurtigere ned i et sort hul, og Noel dedikerer sit liv til at finde en kur mod sygdommen – en mission, han hen ad vejen får hjælp til af en række meget forskellige venner.
”Huskekunstnerne” fortælles gennem en lang række fragmenter – noget af det er skrevet af en ghostwriter ansat af neuropsykologen Emile Vorta (som selv kommenterer handlingen gennem en række fodnoter sidst i bogen), der bringes uddrag fra nogle af personernes dagbøger og avisartikler. Man skal altså ikke bare forvente en fortælling, der bevæger sig fra A til Z, men snarere en kalejdoskopisk indgangsvinkel til historien. Der springes frem og tilbage, hændelserne ses fra flere vinkler, og ens opfattelse af tingenes tilstand skifter hele tiden.
Fortællingens lidt pudsige konstruktion kravler under huden på læseren pga forfatterens evner til at beskrive sine personer på godt og ondt. Han rækker fra moderens smertefuldt beskrevne nedtur mod glemsomheden til vennen JJ, der beskrives som et legesygt barn – og samtlige mennesker i romanen vokser subtilt i læserens bevidsthed. Indrømmet, det kræver en smule indsats, men gør man den, venter der en eminent læseoplevelse. Som man husker.
Oversat af Nina Bolt. Tiderne Skifter, 2007. 380 sider.
Kommentarer