Anmeldelse
Hundedreng af Eva Hornung
- Log ind for at skrive kommentarer
En fire-årig russisk dreng adopteres af en flok vildhunde, der viser ham en loyalitet og en kærlighed, han aldrig har mødt som menneske. ’Hundedreng’ er en læseoplevelse helt ud over det sædvanlige.
En kollega stak mig ’Hundedreng’ i hånden for nylig og sagde, at den syntes hun, jeg skulle læse. Hun ved, jeg er en stor hunde-elsker, så alene titlen solgte bogen til mig. Men da jeg først begyndte at læse, viste det sig, at ’Hundedrengen’ er meget mere end bare en almindelig roman.
Da den fire-årige Romochka en dag vågner op i familiens lejlighed i Moskva og opdager, at han er alene, bliver han sig i første omgang i hjemmet, hvor han lever af rester og gemmer sig i en tøjbunke i et skab for at holde varmen. Men som dagene går, er der ikke mere mad tilbage i lejligheden. Bange søger han ud på gaderne, hvor ingen tilsyneladende ligger mærke til den lille forhutlede dreng – før et par vildhunde opdager ham. Han reddes af alfa-hunnen og følger hundene til deres hule i en nedlagt kirke. Her overlever han på Mamochkas mælk og de rester, hundene tager med hjem til ham.
Da foråret kommer, er Romochka blevet en del af flokken, og i flere år lever han sammen med hundene i evig jagt på mad og på vagt for militsen, der jager både hunde og hjemløse med lige stor iver og brutalitet. Efterhånden som han bliver ældre, bliver Romochka dog mere og mere interesseret i menneskenes verden. Og så bringer Mamochka endnu en menneskeunge ind i flokken.
Jeg blev på flere måder stærkt grebet af Eva Hornungs fremragende roman. Jeg følte stærkt for Romochka, som må blive hund for at overleve i koblet, og som samme sted møder en loyalitet og kærlighed, han aldrig har mødt som menneske. Som lederen af Anton Marankos Børnecenter, dr. Dmitry Pastushenko, udtrykker det i romanen: ”Denne dreng var bedre tjent med hunde end med mennesker. Ingen stoffer for eksempel. Ingen lim eller benzin. Højst sandsynligt ingen voldtægter. Otteårige, der boede på gaden, var næsten alle uden undtagelse altid ofre for alle tre ting”.
Jeg blev også meget påvirket af den virkelighed, som Romochka lever i. En brutal by, hvor der ikke er overskud til at hjælpe en lille dreng, hvor hjemløse overlades til sig selv, bortset fra når deres bosteder tvangsryddes, og hvor de forældreløse børn sendes på institutioner uden omsorg og tid. Det er ikke rar læsning.
I bogens sidste del bliver Romochka opdaget af dr. Pastushenko, og slutningen efterlod mig med meget ambivalente følelser. Eva Hornung lader Romochka fortælle, og det gør han nøgternt og uden romantik. Historien fremstår troværdigt, både hvordan han lærer at begå sig blandt hundene og i forhold til klan-mentaliteten, der redder koblet flere gange. ’Hundedreng’ er en bog, jeg sent vil glemme. Den er både brutal og rørende, og Romochka, Mamochka, hvide søster og de andre hunde vil være hos mig længe.
- Log ind for at skrive kommentarer
En fire-årig russisk dreng adopteres af en flok vildhunde, der viser ham en loyalitet og en kærlighed, han aldrig har mødt som menneske. ’Hundedreng’ er en læseoplevelse helt ud over det sædvanlige.
En kollega stak mig ’Hundedreng’ i hånden for nylig og sagde, at den syntes hun, jeg skulle læse. Hun ved, jeg er en stor hunde-elsker, så alene titlen solgte bogen til mig. Men da jeg først begyndte at læse, viste det sig, at ’Hundedrengen’ er meget mere end bare en almindelig roman.
Da den fire-årige Romochka en dag vågner op i familiens lejlighed i Moskva og opdager, at han er alene, bliver han sig i første omgang i hjemmet, hvor han lever af rester og gemmer sig i en tøjbunke i et skab for at holde varmen. Men som dagene går, er der ikke mere mad tilbage i lejligheden. Bange søger han ud på gaderne, hvor ingen tilsyneladende ligger mærke til den lille forhutlede dreng – før et par vildhunde opdager ham. Han reddes af alfa-hunnen og følger hundene til deres hule i en nedlagt kirke. Her overlever han på Mamochkas mælk og de rester, hundene tager med hjem til ham.
Da foråret kommer, er Romochka blevet en del af flokken, og i flere år lever han sammen med hundene i evig jagt på mad og på vagt for militsen, der jager både hunde og hjemløse med lige stor iver og brutalitet. Efterhånden som han bliver ældre, bliver Romochka dog mere og mere interesseret i menneskenes verden. Og så bringer Mamochka endnu en menneskeunge ind i flokken.
Jeg blev på flere måder stærkt grebet af Eva Hornungs fremragende roman. Jeg følte stærkt for Romochka, som må blive hund for at overleve i koblet, og som samme sted møder en loyalitet og kærlighed, han aldrig har mødt som menneske. Som lederen af Anton Marankos Børnecenter, dr. Dmitry Pastushenko, udtrykker det i romanen: ”Denne dreng var bedre tjent med hunde end med mennesker. Ingen stoffer for eksempel. Ingen lim eller benzin. Højst sandsynligt ingen voldtægter. Otteårige, der boede på gaden, var næsten alle uden undtagelse altid ofre for alle tre ting”.
Jeg blev også meget påvirket af den virkelighed, som Romochka lever i. En brutal by, hvor der ikke er overskud til at hjælpe en lille dreng, hvor hjemløse overlades til sig selv, bortset fra når deres bosteder tvangsryddes, og hvor de forældreløse børn sendes på institutioner uden omsorg og tid. Det er ikke rar læsning.
I bogens sidste del bliver Romochka opdaget af dr. Pastushenko, og slutningen efterlod mig med meget ambivalente følelser. Eva Hornung lader Romochka fortælle, og det gør han nøgternt og uden romantik. Historien fremstår troværdigt, både hvordan han lærer at begå sig blandt hundene og i forhold til klan-mentaliteten, der redder koblet flere gange. ’Hundedreng’ er en bog, jeg sent vil glemme. Den er både brutal og rørende, og Romochka, Mamochka, hvide søster og de andre hunde vil være hos mig længe.
Kommentarer