Caroline Albertine Minor følger sin prisvindende novellesamling op med en søgende roman, hvori det vrimler med levende og døde, og der stilles halvskarpt på familie og eksistens.
Har du været i kontakt med den anden side i dag? ’Hummerens skjold’ prikker hul på talerøret mellem levende og døde og spørger, hvad de to ”tilstande” kan gøre for hinanden. Spørgsmålet indleder romanen og afslutter den. Undervejs popper det også op. Kontakten med de døde er m.a.o. en ramme om fortællingen, som man må forholde sig til. En ramme, der i indledningen ikke giver emnet et afsæt, der er kraftigt nok, hvorfor hele konstruktionen står afventende, usikkert bogen igennem.
De tre søskende Ea, Niels og Sidsel, der er romanens omdrejningspunkt, lever vidt forskellige liv. Niels lever alene og har ikke fast bopæl. Han er plakatopsætter og ”rejser en by af viden i sin hjerne”. Søster Ea er bonusmor til Coco og danner par med Hector i San Fransisco. ”(…) moderskabet vibrerede på en frekvens, hun ikke opfangede”, og hun er bange for at træffe forkerte beslutninger. Søster Sidsel – konservator i København – er alenemor til Laura og bakser med børneorm og lus.
De tre søskendes forældre er døde, men moderen Charlotte har et fast greb om Ea. Præcis hvorfor søger Ea clairvoyanceassistance til at finde ud af, alt imens Sidsel får en enestående karrieremulighed for at rejse til London og reparere en udlånt buste. Et lille møde med en person fra fortiden sniger sig også ind.
”Er man kun et rigtigt/vigtigt menneske, hvis man får børn?”, spørger romanen. ”Skal man holde fast i sine standarder for, hvordan man bør opføre sig? Også selvom det kan indebære familieforkastelse?” Potente sager, som Minor trækker frem med sin sædvanlige, næsten overnaturlige, evne til at nå ind til kernen med usandsynligt velvalgte ord. Minors store respekt for sproget er mærkbar, og det er en fryd at være i en så nænsom ordkunstners selskab. Én, der tryller med: ”halstørklædet, der skinner grønt som en andriks hals” og: ”Det vil sikkert ikke kræve mere end en to-tre ærlige solskinsdage, før alting revner med et dunet trut”. Desværre bliver sproget af og til for tænkt. Nogle gange skal en nederdel bare være en nederdel og ikke et associations-springbræt! Men Minor skaber også fortrolighed og tyngde, som her om Charlottes liv som familiemenneske: ”Mit liv blev et liv ifølge kærlighedens sindssyge matematik. Aldrig mere at kunne trække det fra, der én gang er blevet lagt til. Børnenes hænder og maver og nakker og juvelansigter. Mor, må jeg, må jeg, af dig, må jeg låne et lommetørklæde af dig? Mit svar var et ja så langt som livet.” Senere: ”(…) hele mit liv var jeg fanget et nervepirrende sted mellem arbejde og leg, ligesom odderen.”
I ’Hummerens skjold’ er en vekslende synsvinkel på spil, og den kan nå ind i flere personers følelsesverden. Måske derfor higer jeg efter mere tid sammen med de enkelte personer. For denne svingdørssynsvinkel efterlader mig halvsulten. Jeg vil spise mig mæt i romanpersonerne, men kan ikke. De rører mig simpelthen ikke.
’Hummerens skjold’ er et genreeksperiment, der godt kunne have talt højere.
Kommentarer