Anmeldelse
Hørerøret
- Log ind for at skrive kommentarer
Det er en ren fornøjelse at læse surrealisten Leonora Carringtons fabulerende klassiker om en flok livfulde, ældre damer og verdens undergang.
Jeg forestiller mig, at hvis Frida Kahlo havde skrevet Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt, så var det blevet til Leonora Carringtons fantastiske og fantasifulde roman ’Hørerøret’. En helt vild historie om køn, klima og alderdom, hvor dyrene kan tale, og en ny istid pludselig bryder frem.
92-årige Marian Leatherby er døv og tror, at hun lever et fredeligt liv med sin søn og hans familie. Da hun en dag får et hørerør af sin gode veninde, opdager hun, at de i virkeligheden gerne vil af med hende – det er jo pinligt at have hende og hendes rynkede krop i hjemmet – og at de sender hende på plejehjem. Det er dog et højst usædvanligt plejehjem, hvor de gamle kvinder bor i huse formet som lagkager eller støvler for at give beboernes familier indtryk af, at det er et mere hyggeligt sted, end det i virkeligheden er. Imens tvinger forstanderparret dem til at arbejde for sig og fylder dem med forvrøvlet pseudovidenskab.
Men så tager begivenhederne fart, og plejehjemmet oplever både et mordkomplot, en sultestrejke, en apokalypse og en efterfølgende istid – og en jagt på den hellige gral. Det er morsomt og uforudsigeligt, men ikke mere vanvittigt end at romanen samtidig fortæller om kvindelig undertrykkelse, heriblandt af den aldrende kvinde, og om den menneskelige hærgens konsekvenser for planeten.
Den herligste figur i romanen er Marians veninde Carmella, som eftersigende er bygget over Leonora Carringtons egen veninde maleren Remedios Varo. Carmella leverer guldkorn som ”Folk under halvfjerds og over syv er ikke til at stole på, medmindre de er katte” og er fuld af indviklede planer om at redde Marian ud fra plejehjemmet. Ofte indeholder de maskingeværer eller ”måske bare en lille kampvogn”. Midt i istids-apokalypsen kommer hun væltende gennem sneen i en lilla limousine og med matchende lilla hår, for som en anden ridder at redde dem alle. Marian og Carmella er et vidunderligt billede på det nære og dedikerede venskab, der varer ved, også i en høj alder.
Romanen indledes med et velskrevet forord af den skotske forfatter Ali Smith, hvori du kan blive klogere på Carringtons kunst og utrolige liv. Hun var som både maler og forfatter en del af 1930’ernes surrealisme og måtte flygte fra Europa til Mexico, hvor hun forblev resten af sit liv og var en del af den mexicanske kvinderettighedsbevægelse. Som kvindelig multikunstner i den mandsdominerede, surrealistiske bevægelse minder hun en del om tyske Unica Zürn, der bl.a. skrev romanerne ’Mørkt forår’ og ’Manden i jasminen’.
Leonora Carrington har desværre fået alt for lidt opmærksomhed i Danmark, og indtil videre findes der kun to udgivelser af hende på dansk: ’Den ovale dame og andre fortællinger’ og nu altså ’Hørerøret’. Forlaget Sort Kat har med denne vellykkede oversættelse gjort en flot indsats for at udbrede kendskabet til et væsentligt forfatterskab og en ekstraordinær kvinde.
- Log ind for at skrive kommentarer
Det er en ren fornøjelse at læse surrealisten Leonora Carringtons fabulerende klassiker om en flok livfulde, ældre damer og verdens undergang.
Jeg forestiller mig, at hvis Frida Kahlo havde skrevet Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt, så var det blevet til Leonora Carringtons fantastiske og fantasifulde roman ’Hørerøret’. En helt vild historie om køn, klima og alderdom, hvor dyrene kan tale, og en ny istid pludselig bryder frem.
92-årige Marian Leatherby er døv og tror, at hun lever et fredeligt liv med sin søn og hans familie. Da hun en dag får et hørerør af sin gode veninde, opdager hun, at de i virkeligheden gerne vil af med hende – det er jo pinligt at have hende og hendes rynkede krop i hjemmet – og at de sender hende på plejehjem. Det er dog et højst usædvanligt plejehjem, hvor de gamle kvinder bor i huse formet som lagkager eller støvler for at give beboernes familier indtryk af, at det er et mere hyggeligt sted, end det i virkeligheden er. Imens tvinger forstanderparret dem til at arbejde for sig og fylder dem med forvrøvlet pseudovidenskab.
Men så tager begivenhederne fart, og plejehjemmet oplever både et mordkomplot, en sultestrejke, en apokalypse og en efterfølgende istid – og en jagt på den hellige gral. Det er morsomt og uforudsigeligt, men ikke mere vanvittigt end at romanen samtidig fortæller om kvindelig undertrykkelse, heriblandt af den aldrende kvinde, og om den menneskelige hærgens konsekvenser for planeten.
Den herligste figur i romanen er Marians veninde Carmella, som eftersigende er bygget over Leonora Carringtons egen veninde maleren Remedios Varo. Carmella leverer guldkorn som ”Folk under halvfjerds og over syv er ikke til at stole på, medmindre de er katte” og er fuld af indviklede planer om at redde Marian ud fra plejehjemmet. Ofte indeholder de maskingeværer eller ”måske bare en lille kampvogn”. Midt i istids-apokalypsen kommer hun væltende gennem sneen i en lilla limousine og med matchende lilla hår, for som en anden ridder at redde dem alle. Marian og Carmella er et vidunderligt billede på det nære og dedikerede venskab, der varer ved, også i en høj alder.
Romanen indledes med et velskrevet forord af den skotske forfatter Ali Smith, hvori du kan blive klogere på Carringtons kunst og utrolige liv. Hun var som både maler og forfatter en del af 1930’ernes surrealisme og måtte flygte fra Europa til Mexico, hvor hun forblev resten af sit liv og var en del af den mexicanske kvinderettighedsbevægelse. Som kvindelig multikunstner i den mandsdominerede, surrealistiske bevægelse minder hun en del om tyske Unica Zürn, der bl.a. skrev romanerne ’Mørkt forår’ og ’Manden i jasminen’.
Leonora Carrington har desværre fået alt for lidt opmærksomhed i Danmark, og indtil videre findes der kun to udgivelser af hende på dansk: ’Den ovale dame og andre fortællinger’ og nu altså ’Hørerøret’. Forlaget Sort Kat har med denne vellykkede oversættelse gjort en flot indsats for at udbrede kendskabet til et væsentligt forfatterskab og en ekstraordinær kvinde.
Kommentarer