Anmeldelse
Historien om det hele af Kristian Leth og Eske Willerslev
- Log ind for at skrive kommentarer
En fascinerende bog og et lidenskabeligt forsvar for et åbent og rummeligt verdenssyn, hvor magi og videnskab eksisterer side om side.
Baseret på fire års løbende samtaler udforsker musiker og forfatter Kristian Leth og professor og DNA-forsker Eske Willerslev videnskabens begrænsninger og åbner for en metafysisk verdensforståelse af alt det, der ikke kan måles og vejes. De deler en stor interesse for oprindelige folk, har sammen besøgt Australiens aboriginals, og de har begge haft specielle oplevelser, der ikke kan forklares videnskabeligt.
Kristian Leths bidrag er udformet som afsluttede essays, mens Willerslevs bidrag er sammenskrevet til kapitler, hvor talesprogspræget er bevaret. Det giver et lidt ujævnt og kalejdoskopisk præg, hvor der springes mellem forskellige beslægtede temaer, og hvor der er en del gentagelser. Bogens overordnede sigte brænder dog tydeligt igennem. Den er et lidenskabeligt forsvar for et åbent og rummeligt verdenssyn, hvor magi og videnskab eksisterer side om side uden problemer.
Leth og Willerslev anerkender naturligvis videnskaben og de store resultater, den har frembragt. Willerslev udtrykker især respekt for Darwins epokegørende evolutionsteori, men han ser samtidig mennesket som noget helt unikt, højt hævet over selektionsmekanismen. Videnskabelige teorier ses som foranderlige og i evig bevægelse. Der findes ingen endegyldige sandheder, og videnskaben kan på ingen måde forklare alt. Vi har f.eks. ingen videnskabelige forklaringer på, hvordan livet er opstået. Og hvad med vores bevidsthed, eller ligefrem vores sjæl? Skulle den blot være en illusion? Her har vi brug for et andet sprog.
Det fremgår, at mennesker til alle tider og i alle kulturer har brugt magien til at forklare verden. Leth og Willerslev er begge åbne over for, at der findes mange forskellige sandheder. Den der fungerer i én kultur fungerer måske ikke i en anden. I erkendelse heraf har Willerslev udviklet en lydhørhed over for andre kulturer, så han som forsker helt utraditionelt vælger at gå i respektfuld dialog med de oprindelige folk, inden han begynder at udvinde DNA af deres forfædre.
Der er mange aspekter af samme sag oppe at vende i bogen. Ånder, myter og magi, menneskets historie og videnskabens fastlåste verdensbillede. Jeg har især bidt mærke i Willerslevs kritik af forskerverdenen. Hvor han efterlyser et åbent, nysgerrigt forskermiljø, møder han et meget konservativt, præget af usund konkurrence og kamp om forskningsmidlerne. Han har også en væsentlig pointe, når han påpeger faren ved i for høj grad at bygge et samfund på videnskabelige principper.
Hvis man kan acceptere samtalebogens begrænsninger, er det en fascinerende bog, der har fat i mange væsentlige problemstillinger, som de spændende besøg hos andre kulturer er med til at illustrere. Jeg er ikke i tvivl om, at samtalerne mellem Leth og Willerslev, to beslægtede sjæle, har været frugtbare, og de kommer også klart igennem med deres budskaber.
Oprindeligt skrevet af Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
En fascinerende bog og et lidenskabeligt forsvar for et åbent og rummeligt verdenssyn, hvor magi og videnskab eksisterer side om side.
Baseret på fire års løbende samtaler udforsker musiker og forfatter Kristian Leth og professor og DNA-forsker Eske Willerslev videnskabens begrænsninger og åbner for en metafysisk verdensforståelse af alt det, der ikke kan måles og vejes. De deler en stor interesse for oprindelige folk, har sammen besøgt Australiens aboriginals, og de har begge haft specielle oplevelser, der ikke kan forklares videnskabeligt.
Kristian Leths bidrag er udformet som afsluttede essays, mens Willerslevs bidrag er sammenskrevet til kapitler, hvor talesprogspræget er bevaret. Det giver et lidt ujævnt og kalejdoskopisk præg, hvor der springes mellem forskellige beslægtede temaer, og hvor der er en del gentagelser. Bogens overordnede sigte brænder dog tydeligt igennem. Den er et lidenskabeligt forsvar for et åbent og rummeligt verdenssyn, hvor magi og videnskab eksisterer side om side uden problemer.
Leth og Willerslev anerkender naturligvis videnskaben og de store resultater, den har frembragt. Willerslev udtrykker især respekt for Darwins epokegørende evolutionsteori, men han ser samtidig mennesket som noget helt unikt, højt hævet over selektionsmekanismen. Videnskabelige teorier ses som foranderlige og i evig bevægelse. Der findes ingen endegyldige sandheder, og videnskaben kan på ingen måde forklare alt. Vi har f.eks. ingen videnskabelige forklaringer på, hvordan livet er opstået. Og hvad med vores bevidsthed, eller ligefrem vores sjæl? Skulle den blot være en illusion? Her har vi brug for et andet sprog.
Det fremgår, at mennesker til alle tider og i alle kulturer har brugt magien til at forklare verden. Leth og Willerslev er begge åbne over for, at der findes mange forskellige sandheder. Den der fungerer i én kultur fungerer måske ikke i en anden. I erkendelse heraf har Willerslev udviklet en lydhørhed over for andre kulturer, så han som forsker helt utraditionelt vælger at gå i respektfuld dialog med de oprindelige folk, inden han begynder at udvinde DNA af deres forfædre.
Der er mange aspekter af samme sag oppe at vende i bogen. Ånder, myter og magi, menneskets historie og videnskabens fastlåste verdensbillede. Jeg har især bidt mærke i Willerslevs kritik af forskerverdenen. Hvor han efterlyser et åbent, nysgerrigt forskermiljø, møder han et meget konservativt, præget af usund konkurrence og kamp om forskningsmidlerne. Han har også en væsentlig pointe, når han påpeger faren ved i for høj grad at bygge et samfund på videnskabelige principper.
Hvis man kan acceptere samtalebogens begrænsninger, er det en fascinerende bog, der har fat i mange væsentlige problemstillinger, som de spændende besøg hos andre kulturer er med til at illustrere. Jeg er ikke i tvivl om, at samtalerne mellem Leth og Willerslev, to beslægtede sjæle, har været frugtbare, og de kommer også klart igennem med deres budskaber.
Oprindeligt skrevet af Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.
Kommentarer