Blandt flere, store islandske romaner i 2017 gør Gerður Kristnýs 'Hestvik' ikke meget væsen af sig. Den har nærmest ligget og skuttet sig bag Jón Kalman Stefánsson, Hallgrímur Helgason, Ófeigur Sigurdsson og Krístin Marja Baldursdóttir.
Og selv fik hun ikke meget modspil, da hun optrådte på Bogforum. Intervieweren udeblev, så forlaget Vandkunsten måtte selv træde til. Og jeg havde det problem, at jeg læste 'Hestvik' nogenlunde samtidig med, at jeg på filmfestivalen Mix-Copenhagen så den islandske gyser Rökkur, hvor der skete en række uforklarlige, effektfulde hændelser omkring et afsidesliggende sommerhus. Fik jeg mon blandet noget sammen?
Så jeg måtte tilbage til Gerður Kristnýs lille roman. Som er historien om kvinden Elin, alenemor, der sammen med sønnen Dori tager til familiens sommerhus i omegnen af Thingvellir. Elin vil gerne vise sin søn huset, inden det skal sælges. For hende repræsenterer det barndom og uskyld. Men det er nu bare et ydmygt skur, og til hans store irritation er der hverken indlagt vand eller el eller internetopkobling. Det skal nok blive en hyggelig weekend!
Næppe er de ankommet, før hun støder på personer, som vækker ubehagelige følelser til live, minder, som hun troede, hun var kommet på afstand af. Ja, faktisk allerede på vejen derud passerer hun ildevarslende en væltet turistbus. Skal hun stoppe og hjælpe, nej, det er der andre, der er i færd med. Men man aner, at ikke alt er, som det skal være. Gemmer der sig mere under overfladen?
'Hestvik' er dette eksistentielle, psykologiske portræt af en sårbar kvinde. Hun har tilsyneladende oplevet mobning i barndommen og skolen – og pludselig føler man sig hensat til Yrsa Sigurdardóttirs krimi Tilgivelse. Men hun savner også sine forældre, der er døde, hun frygter en større hjerteoperation, som hun skal gennemgå i nær fremtid, hun har økonomiske problemer, ligesom Doris far ønsker at overtage forældremyndigheden. Man kan roligt sige, at hun er under et vist pres.
Gerður Kristný skriver knapt og lavmælt. Der er en ligefrem hverdagsrealisme i hendes pen. Men hun skriver også mellem linjerne, hun fortæller ikke alt, så man skal selv stykke historien sammen. Og det lykkes ikke helt for mig. Den hæsblæsende slutning står lidt for åben. Den ender i gys og ulykke, helt unødvendigt, for man havde gerne fulgt den intense stemme og lurende stemning til dørs uden effekterne – så måske var der en god grund til, at jeg fik blandet filmen ind i romanen.
Kommentarer