En bruger anbefaler Hanne Højgaard Viemoses debutroman "Hannah" og kalder den dannelsesromanens formidable modstykke.
Det er forunderligt, hvilke debutromaner, der med jævne mellemrum dukker op på det danske bogmarked. Som nu Hanne Højgaard Viemoses helt sikkert stærkt selvbiografiske roman »Hannah«, der bevæger sig ud i en forfriskende rejsegenre. Hanne Højgaard Viemose har været i Australien, et sted, hvor tusindvis af unge danske rygsæksrejsende tager hen, og fået en unik roman ud af rejsen. Hvilket blot beviser, at det ikke er historien, der er afgørende – men måden, man fortæller den på.
»Fucking fuckers«, »Fucking wankers« og »Bloody, ay«. Der tales uden omsvøb i den australske outback, som Hanne Højgaard Viemose. Det meste af hendes beretning foregår i et stinkende provinshul af en tropisk jungle, hvor hun som backpacker arbejder i en bananplantage uden arbejdstilladelse.
Her er lønnen lav og livet ikke for tøsedrenge. Der bliver røget pot og bollet til højre og venstre. Australiens raceproblemer dukker op til overfladen, og miljøbeskrivelserne er særdeles intense. Nogle vil måske mene, at sproget er lige lovligt frivolt, men hertil kan man bare indvende, at sproget er hudløst som fingrene efter en dags arbejde. »Hannah« bliver helt aldrig en typisk dannelsesroman, fordi hovedpersonen vender tilbage til status quo. Derfor bliver romanen netop så vedkommende: Hovedpersonen har hverken fundet sig selv eller sandheden.
Nogle gange kan udgangspunktet for fortællerens ståsted være lidt flagrende: Er det fortalte autentisk eller fantastisk? Det er aldrig helt til at vide, og derfor ved læseren heller ikke, hvor meget man skal involvere sig. Hvilket på en måde er interessant. For man sidder og tager sig selv i, at fakta måske alligevel går lidt mere ind under huden end fiktion.
Replikker og situationer er formentlig fiktive. Eller er de?
Som ung pige modnes hovedpersonen undervejs og beslutter at rejse videre til New Zealand – hvor en anden nok havde valgt at vende næsen hjemad. Følelsesmæssigt og fortællemæssigt bliver bogen aldrig helt afsluttet, og det er netop noget af det, der er fascinerende ved denne debut. Det er simpelthen dannelsesromanens formidable modstykke.
Hanne Højgaard Viemose: Hannah, 186 sider (Gyldendal)
Kommentarer