På omslaget af Hannah har Hanne Højgaard Viemose beskrevet bogen med en papirlap på forsiden: "En autentisk historie om en ung kvinde som flygter...finder sig selv...sex, vold og bananer"* og på bagsiden: "Den er ikke særlig svær at læse eller forstå, men heller ikke alt for simpel. Der er billeder bagi". Og både for- bagsideteksten er faktisk ret godt ramt, hvis man husker at læse de overstregede ord med!
Hovedpersonen Anne på nitten år tager til Australien for at rejse rundt men kommer til at hænge fast sammen med andre backpackere i Tully i det nordlige Queensland, hvor hun i månedsvis plukker bananer, ryger pot, drikke og dyrker mere eller mindre tilfældig sex. Hun skriver om livet i flokken, det hårde og underbetalte arbejde og sin flugt fra Frederikshavn - og sig selv - for at finde sig selv og skabe sin identitet, bl.a. ved at kalde sig Hannah.
Der er ikke de store omsvøb i Hanne/Anne/Hannahs fortælling. Sproget er næsten rejsebrevsagtigt med indlagte dialoger, og det hele slutter, som hun skriver, med en række fotos fra tiden i Tully med sig selv, de andre og masser af bananpalmer på. Bogen er nok den selvbiografiske roman, jeg har læst, der befinder sig mest i et grænseland mellem selvbiografi og roman.Og vi er ude i The Outback - både af Australien og af Hannah i selskab med alt det utilpassede og foragtede: rednecks, foragtede aboriginals, foragtede rygsækturister samt slanger, krokodiller og monstertudser. Miljøet er barsk med slagsmål, overfald og et sprogligt hav af fucking, bloody, wankers og det evige 'ay - men også med den kærlighed, eller rettere den sex, som man nu kan få fat i.
God bog, hvor forfatter Hannes egen beskrivelse passer fint: "Den er ikke særlig svær at læse eller forstå, men heller ikke alt for simpel. Der er billeder bagi". Og det er en bog om sex, vold og bananer, men også om meget mere.
Fra Bogbrokken
Kommentarer