Anmeldelse
Håndbog for rengøringskoner af Lucia Berlin
- Log ind for at skrive kommentarer
Hudløse noveller om hårdtarbejdende kvinder og om livet som det også er.
Der er ikke pakket noget væk her. Hverken blod, urin, snot eller bræk. Alligevel er der noget følsomt og håbefuldt over de små fortællinger, der er som tanke- eller tidsnedslag i et liv.
Der er noget selvbiografisk over novellerne, hvilket forfatteren også har bekræftet. Hun omtaler fortællingerne som en indtaling af sit eget liv. Løftet op, næsten uændret fra virkeligheden, men kunstfærdigt fortalt med ord, der er nøje udvalgt. Jeg synes, det er en rammende beskrivelse af sproget og tonen i novellerne.
Der er ingen melankoli i fortællingerne. Det virker som om, Berlin har levet sit liv for anden gang gennem novellerne. Hun observerer og filosoferer, mens hun andre gange skildrer personerne og handlingerne objektivt, uanset hvor grumme de måtte være.
Nogen gange mister jeg fornemmelsen af fortællingen, fordi ordene bare vælter rundt som tankemylder. Det er som om, de alle er begyndelser og midterstykker uden ender, hvilket vil sige, at enden kommer, som den gør i livet, via en død eller en afgang snarere end via en velformuleret slutning.
Lige der, hvor jeg mister min tålmodighed, stilles der skarpt med en benhård one-liner. For eksempel i novellen ’Mor’, hvor fortælleren bruger al sin tid til at overtale og endelig overbevise sin døende søster om, at deres afstumpede og alkoholiserede mor fortjener forståelse og medfølelse. Så kommer den sidste linje: ” Mig ..Jeg har ingen nåde ".
Der er ikke nogen kronologisk rækkefølge. Det kunne der godt have været, for de fleste af novellerne fortælles af en jeg-fortæller. De karakterer vi møder er venneløse børn, gravide teenagere, ugifte midaldrende kvinder på jagt efter kærligheden eller bare efter en flaske vodka. Mange af karaktererne er alkoholikere, og mange af dem er den samme person på forskellige stadier i sit liv. Havde de været i kronologisk rækkefølge, så tror jeg, at de havde været mindre læsbare og interessante.
I den sidste novelle er fortælleren blevet gammel. Hun tænker på kragerne, som hun opdager ved et tilfælde i træet udenfor. Hun spørger så sig selv: ”Hvad er jeg mon ellers gået glip af? Hvor mange gange i mit liv har jeg så at sige siddet på bagverandaen, ikke forverandaen? Hvad er der blevet sagt til mig, som jeg ikke har hørt? Hvilken kærlighed kan der have været, som jeg ikke følte?
Du skal læse bogen for at finde svaret på ovenstående spørgsmål og for at læse alle de gode råd til rengøringskoner. Du skal også læse den for at få en oplevelse ud over det sædvanlige. Jeg skal være ærlig og sige, at noveller ikke er det, der ligger mest af på mit natbord. Det flyder mest med saftige krimier og uhyggelige mordere. Af og til må jeg dog have en pause fra mordene, og så griber jeg gerne noget helt andet. Denne bog er noget helt andet, og den kan anbefales.
Oprindeligt skrevet af hagmo, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Hudløse noveller om hårdtarbejdende kvinder og om livet som det også er.
Der er ikke pakket noget væk her. Hverken blod, urin, snot eller bræk. Alligevel er der noget følsomt og håbefuldt over de små fortællinger, der er som tanke- eller tidsnedslag i et liv.
Der er noget selvbiografisk over novellerne, hvilket forfatteren også har bekræftet. Hun omtaler fortællingerne som en indtaling af sit eget liv. Løftet op, næsten uændret fra virkeligheden, men kunstfærdigt fortalt med ord, der er nøje udvalgt. Jeg synes, det er en rammende beskrivelse af sproget og tonen i novellerne.
Der er ingen melankoli i fortællingerne. Det virker som om, Berlin har levet sit liv for anden gang gennem novellerne. Hun observerer og filosoferer, mens hun andre gange skildrer personerne og handlingerne objektivt, uanset hvor grumme de måtte være.
Nogen gange mister jeg fornemmelsen af fortællingen, fordi ordene bare vælter rundt som tankemylder. Det er som om, de alle er begyndelser og midterstykker uden ender, hvilket vil sige, at enden kommer, som den gør i livet, via en død eller en afgang snarere end via en velformuleret slutning.
Lige der, hvor jeg mister min tålmodighed, stilles der skarpt med en benhård one-liner. For eksempel i novellen ’Mor’, hvor fortælleren bruger al sin tid til at overtale og endelig overbevise sin døende søster om, at deres afstumpede og alkoholiserede mor fortjener forståelse og medfølelse. Så kommer den sidste linje: ” Mig ..Jeg har ingen nåde ".
Der er ikke nogen kronologisk rækkefølge. Det kunne der godt have været, for de fleste af novellerne fortælles af en jeg-fortæller. De karakterer vi møder er venneløse børn, gravide teenagere, ugifte midaldrende kvinder på jagt efter kærligheden eller bare efter en flaske vodka. Mange af karaktererne er alkoholikere, og mange af dem er den samme person på forskellige stadier i sit liv. Havde de været i kronologisk rækkefølge, så tror jeg, at de havde været mindre læsbare og interessante.
I den sidste novelle er fortælleren blevet gammel. Hun tænker på kragerne, som hun opdager ved et tilfælde i træet udenfor. Hun spørger så sig selv: ”Hvad er jeg mon ellers gået glip af? Hvor mange gange i mit liv har jeg så at sige siddet på bagverandaen, ikke forverandaen? Hvad er der blevet sagt til mig, som jeg ikke har hørt? Hvilken kærlighed kan der have været, som jeg ikke følte?
Du skal læse bogen for at finde svaret på ovenstående spørgsmål og for at læse alle de gode råd til rengøringskoner. Du skal også læse den for at få en oplevelse ud over det sædvanlige. Jeg skal være ærlig og sige, at noveller ikke er det, der ligger mest af på mit natbord. Det flyder mest med saftige krimier og uhyggelige mordere. Af og til må jeg dog have en pause fra mordene, og så griber jeg gerne noget helt andet. Denne bog er noget helt andet, og den kan anbefales.
Oprindeligt skrevet af hagmo, Litteratursiden.
Kommentarer