Han af Eva Tind

Med en faktisk rejse til Nordkorea som fundament har Eva Tind (igen) begået et både rørende smukt og nøgent nøgternt værk om identitet, søgen og ophav.

Forfatter og billedkunstner Eva Tind har gennem hele sit forfatterskab brugt af hovedstolen, som man siger, altså skrevet på sit eget liv, sine egne oplevelser og erfaringer. Hun er langt fra den eneste. I disse tider er det (med en mild form for overdrivelse) næsten ikke til at få øje på en forfatter, som ikke – og uden forsøg på at skjule det – bruger sig selv og sit liv, og det er der rent faktisk kommet meget god litteratur ud af.

Han er et eksempel herpå, og titlen inviterer næsten omgående til eftertanke, hvis man som jeg har læst Tinds øvrige værker og dermed ved, at hun er adopteret fra Korea. For mon ikke ”Han” (foruden at være den generelle definition af den maskuline del af menneskeheden) også betyder noget på koreansk? Jovist. Først og fremmest er Han navnet på Evas biologiske far. Den mand af hvis celler hun er dannet, men ikke den mand hun er vokset op sammen med, idet Eva allerede som ganske lille blev bortadopteret til et dansk ægtepar. Men uanset hvad: Halvdelen af Eva udgøres af Han.

Derudover er Han også ”[…] et fænomen iboende den koreanske kultur. […] Han er en del af menneskets blod og åndedrag, det beskriver en følelse af uforløst vrede mod en livslang smerte forårsaget af uretfærdig lidelse”. På den led bliver Han både Evas far og den koreanske kultur, som hun altså ikke voksede op i, men alt til trods alligevel er rundet af. Korea kalder, og i vinteren 2012 rejser Eva til Nordkorea – en rejse, som nu er blevet til en roman.

I noget der med nogen ret kan betegnes som dagbogs-format fortæller Eva om sine dage i et vinterkoldt Nordkorea sideløbende med, at hun har indre dialoger med sin (nu afdøde) biologiske far Han. Og sprogligt set er hun tro mod sin stil: Eva Tind skriver både smukt og nøgternt – også denne gang. Ja faktisk vil jeg mene, at de to ting – det smukke og det nøgterne – betinger hinanden her. Der er en gennemgribende rolig tone hele romanen igennem, til trods for at handlingen er henlagt til et land, hvor man sådant set har al mulig grund til netop IKKE at føle sig rolig.

Som turist i Nordkorea, (alene den sætning forekommer nærmest absurd), er man underlagt en alenlang række af instrukser for, hvordan man gebærder sig, og for hvad man må og – ikke mindst – ikke må. Her er tale om en plet på jorden, hvor man endnu engang må konstatere, at virkeligheden langt overgår fantasien. Han er derfor både et kig ind i et lukket land, en søgen efter svar hvis spørgsmål man ikke kender, men kun kan mærke, og et møde med en kvinde, som er modig, velskrivende og æstetisk i sin tilgang til alt – også det grimme.