Guldfeber af Toril Brekke

Nybyggerliv og drømmen om guld er nogle af hovedingredienserne i Toril Brekkes imponerende og meget underholdende roman om norske udvandrere i 1900-tallet.

Toril Brekke har fået den gode ide at hun vil skildre den norske udvandring til Amerika, og jeg synes hun er sluppet ualmindelig godt fra det.

I Drømmen om Amerika fra 2007 fulgte vi en række nybyggere, som i 1825 drog til mulighedernes land.
'Guldfeber' er en selvstændig fortsættelse og vi er nu nået frem til 1840’erne, hvor rygterne om guld i Californien får mange til at tage ud på den anstrengende og usikre tur mod guldminerne. I centrum står halvsøskendeparret Brenda og Højle og omkring dem mange andre landsmænd. Brenda har udviklet sig til at blive en smuk, selvstændig kvinde, og hun sætter mange hjerter i brand.

Her er mange drømme, folk som bliver skuffede over, at de gyldne løfter ikke bliver indfriet, men her er også den romantiske historie om Bøllog og Marte, som på vejen mod guldminerne har fået et godt øje til hinanden, og som vælger at stikke af for at kunne få lov til at være sammen. ”Til sidst var de standset ved en bugtning af floden, hvor buskadset var mindre tæt, hvor der var en smuk udsigt over til den anden side, og mod nord var der en skrånende hældning. Den ville kunne give dem udsyn over floden og tilligemed over de agre, som de havde billedet af i deres indre” Her venter hårdt arbejde og megen slid for at drømmen om eget land kan gå i opfyldelse.

Her er mange menneskers historier, men jeg synes Toril Brekke har overblik over og styr på sine personer. Efterhånden som jeg lærte dem at kende, kom jeg til at holde af dem, og jeg kan næsten ikke vente med at få at vide, hvordan det går dem. Læg dertil meget malende beskrivelser af den storladne natur i solskin og uvejr med hagl så store som hønse-æg, så får vi god underholdning, og egentlig også god historieundervisning.

Toril Brekkes sprog er holdt i en gammeldags tone, som jeg synes passer godt til historien om livet på prærien.

Jeg glæder mig til bind 3.